Kina øger censur efter lettelse af restriktioner

En række ucensurerede sociale platforme på nettet, der er blevet anvendt af demonstranter, lukkes ned.

Politimand i Shanghajs Jingan-distrkt håndhæver corona-restriktioner ved boligblik. Nogle restriktioner er blevet ophævet, men myndighederne skærper censur.
Politimand i Shanghajs Jingan-distrkt håndhæver corona-restriktioner ved boligblik. Nogle restriktioner er blevet ophævet, men myndighederne skærper censur. Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix.

Det kan blive aktuelt at lette på coronareglerne i Kina.

Det har Kinas præsident, Xi Jinping, sagt til EU's præsident, Charles Michel, oplyser EU-kilder til Reuters.

Oplysningen er kommet frem i forbindelse med EU-præsidentens besøg i Beijing torsdag.

Samtidig vil myndighederne imidlertid skærpe censuren på internettet til det hidtil højeste niveau, skriver The Guardian.

Et dokument fra Kinas cybermyndigheder er blevet lagt ud på Twitter. Det viser, at en række ucensurerede sociale platforme, der er blevet anvendt af demonstranter, bliver lukket.

Disse oplysninger er også blevet spredt blandt demonstranter og citeret af den USA-baserede netavis China Digital Times.

Den skærpede censur medfører, at det bliver svære at undgå den såkaldt Store Firewall.

Cybermyndighederne har beordret alle netudbydere til "hurtigt at identificere, håndtere og indrapportere, hvad der kan give anledning til uroligheder eller protester."

Der er i censuren særlig fokus på kommunikation omkring en dødsbrand i byen Urumqi. Den udløste torsdag i sidste uge protester mod i manges øjne absurde coronarestriktioner.

Ti mennesker brændte angiveligt inde, fordi coronarestriktioner var skyld i, at de ikke kunne forlade deres hjem, og at brandbiler ikke kunne komme frem.

Det overordnede antal af smittetilfælde og dødsfald i Kina er ifølge officielle kilder forblevet lavt sammenholdt med andre lande.

Som følge af restriktionerne har mange mennesker været spærret inde i deres hjem i måneder og er ifølge rapporter blevet fysisk og psykisk nedbrudte.

/ritzau/AFP

/ritzau/