Kors, der fjernes, og kirker, der bliver revet ned. Forfulgte præster og troende, der er tvunget til at bede i skjul. Det er den slags historier, vi ofte forbinder med Kina og tro. Men ifølge den canadiske journalist og forfatter Ian Johnson udgør de kun en lille del af en meget større historie, der lige nu udspiller sig i Kina.
Flere hundrede millioner af kinesere vender sig i dag mod religion og tro for at finde nogle svar, som de ikke kan få i det sekulære samfund, de lever i: Er der andet i livet end materialisme, hvad er et godt liv, og hvorfor er vi her egentlig?
Det er denne søgen, Ian Johnson beretter om i sin seneste bog, ”The Souls of China. The Return of Religion after Mao” (Kinas sjæle. Religionens genkomst efter Mao). I bogen, som han har arbejdet på i seks år, betegner han udviklingen i Kina som ”en af de store religiøse vækkelser i vor tid”.
”Min interesse for emnet blev vakt, da jeg første gang besøgte Kina i 1984. Dengang var jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad kineserne egentlig troede på. Jeg var selv vokset op i et troende hjem, men det, jeg så i Kina, var ødelagte templer og forladte kirker. Som så mange andre troede jeg dengang, at religionen var blevet smadret af kommunisterne,” siger Ian Johnson fra sit hjem i den kinesiske hovedstad, Beijing.
Siden fandt han ud af, at ødelæggelserne begyndte langt tidligere, under Qing-dynastiet, da Kina blev konfronteret med Vesten og led en række forsmædelige nederlag, startende med Den Første Opiumskrig i 1839. Indtil da havde Kina domineret sine nabolande og været i tryg forvisning om, at den kinesiske civilisation var alle andre overlegen. Mødet med Vesten fik for første gang kineserne til at tvivle på sig selv og den måde, riget fungerede på.
Gennem historien var Kina blevet styret af et politisk-religiøst system, hvor religion gennemsyrede alt.
Konfucianismen havde klare etiske og moralske regler for, hvordan både kejser og undersåtter skulle forholde sig, mens religion var en integreret del af alle kineseres hverdag. Selv den mindste landsby havde et eller flere templer, byerne havde deres by-guder, håndværkere og andre fag deres egne guder og så videre. Øverst i dette hierarki var kejseren Himlens Søn, der skulle udføre en række ritualer for at sikre alt fra høsten til harmonien i riget.
Omkring århundredskiftet begyndte reformivrige kinesere at indse, at hele dette system måtte forkastes, hvis Kina skulle være i stand til at hamle op med de vestlige stormagter. Kina skulle moderniseres, og det indebar, at kejserdømmet blev af- skaffet, og en nedbrydning af det religiøse system gik i gang.
”Det startede under Qing-dynastiet og fortsatte under nationalistlederen Chiang Kai-shek, og da kommunisterne kom til magten i 1949, gik de særligt drastisk til værks, især under Kulturrevolutionen,” siger Ian Johnson med henvisning til daværende partileder Mao Zedongs radikale kampagne, der opfordrede kineserne til at smadre alt gammelt i perioden 1966-1976.
Efter Maos død i 1976 indledte kommunistpartiet de økonomiske reformer og løsnede grebet om kinesernes privatliv, og religion blev nu tøvende tolereret.
”Da jeg vendte tilbage til Kina i 1994, var templer og kirker ved at blive genopbygget, og religion var i fremvækst. Kineserne var ikke længere tilfredse med den sociale kontrakt, som kommunistpartiet havde opstillet efter Maos død: at de skulle koncentrere sig om at blive rige, men ikke blande sig i politik eller sociale forhold,” siger Ian Johnson.
Udviklingen fortsatte op gennem 2000’erne, hvor Kina oplevede høj økonomisk vækst og velstandsstigning, men også en voksende usikkerhed om egen identitet.
”Jeg flyttede tilbage til Kina i 2009, og på det tidspunkt var religion kommet i centrum for en national debat om manglen på moral, og hvad det er for en nation, kineserne har. Der var en følelse af usikkerhed om den kinesiske identitet. Det er en debat, vi også kender i Vesten, hvor det neoliberale fokus på økonomi også er til diskussion. Da den kommunistiske periode sluttede i Kina, havde partiet kun økonomisk vækst at byde på, men folk har indset, at det simpelthen ikke er nok,” siger Ian Johnson.
Kommunistpartiet har i de senere år søgt at genopfriske dele af de traditionelle kinesiske værdier og bruge dem til egen fordel, og med den nuværende leder, Xi Jinping, er det blevet tydeligt.
”Under Xi Jinping har partiet forsøgt at fremme traditionel tro som buddhismen og bruge det til at legitimere partiets magt. Det er lidt som i Rusland, hvor Putin bruger den ortodokse kirke. Bortset fra, at regeringen i Rusland er svagere end i Kina, hvor man stadig har en god økonomi. Man ser også Putin gå i kirke, det gør lederne ikke i Kina. Men hvor kommunistpartiet i Kina tidligere kun har tolereret religion, omfavner man den nu,” siger Ian Johnson, der dog mener, at det er en svær opgave.
”Alle religioner er en udfordring for partiet, fordi de har en idé om en højere autoritet, der rækker ud over den siddende regering. Mange regeringer har gennem tiden forsøgt at omfavne religion, men det har altid vist sig at være en udfordring,” siger han.
Kommunistpartiet er især utryg ved ”fremmede” religioner som protestantismen, der har haft en eksplosiv vækst i de senere år. Kristendommen kom til Kina for over 500 år siden, men var tidligere en forholdsvis lille religion. I 1945 var der cirka en million protestanter og tre millioner katolikker, og efter kommunisternes magtovertagelse og Kulturrevolutionen troede mange, at kristendommen var færdig i Kina. Men sådan kom det ikke til at gå.
”I dag er der anslået 50-60 millioner protestanter, og selvom de stadig udgør en lille del af befolkningen, er det den første udenlandske religion siden buddhismen, der har vundet frem blandt den kinesiske befolkningsgruppe,” siger han.
I sin bog følger Ian Johnson en protestantisk undergrundskirke, der også har et stærkt socialt engagement. Ifølge ham er det ikke tilfældigt, at netop protestantismen har fået tag i så mange mennesker i Kina:
”Protestantismen er vokset, fordi den er så fleksibel i struktur i modsætning til hierarkiet i den katolske kirke. Enhver kan grundlægge en protestantisk kirke på egen hånd, og forskere har påvist, at i de områder, hvor den traditionelle religion og særligt mange templer blev ødelagt, er protestantismen vokset endnu hurtigere end andre steder i Kina.”
På grund af fremgangen er kommunistpartiet på vagt og forsøger at opretholde en vis form for kontrol, uden at det dog helt lykkes.
”De store kirker er under partiets kontrol, men det er der mange af undergrundskirkerne, der ikke er. Nogle af kirkerne gør folk mere politisk aktive, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at der er så mange kristne blandt advokater. De er blevet inspireret af kristendommens sociale budskab. Protestantismen har især fundet tilslutning blandt de veluddannede i storbyerne, og det er derfor, regeringen ser det som en trussel,” siger Ian Johnson.
Trods den store interesse for religion skal man ikke overvurdere kirkens indflydelse, siger Ian Johnson, der selv dækkede Berlinmurens fald i 1989.
”Jeg tror ikke, at den protestantiske kirke vil skabe en revolution i Kina. Vi kommer ikke til at se en udvikling som med den katolske kirke i Polen eller den protestantiske i Østtyskland. Men kirken kan være med til at forme et nyt værdisystem og en langsom ændring af samfundet, hvor folk begynder at tænke på en anden måde,” mener han.
”Det interessante for mig er, at alle samfund har denne diskussion i øjeblikket. Mange taler om behovet for nye værdier, og Kina er blevet en del af denne globale debat og kan måske være med i forreste linje. Konfucianismen talte allerede for længe siden om, at det ikke kun handler om at have love og regler, men også om nogle fælles værdier,” siger Ian Johnson.
Kina har omkring 1,4 milliard indbyggere. Omkring 74 procent af dem er ikke troende, 16 procent er buddhister, 2,5 procent kristne og 7,5 procent har et andet religiøst tilhørsforhold, viste tal fra China Family Panel Studies – et nationalt panel, der bruges til at undersøge holdninger på familie og samfundsområdet – i 2014.