Donald Trump har ikke forsømt mange muligheder for at sætte hårdt mod hårdt, når det kommer til Kina. Hverken i forhold til sikkerhedspolitiske forviklinger i Hongkong, handelskrig og Huawei-ballade, eller ansvaret for coronapandemien, som USA’s afgående præsident hyppigt har refereret til som ”den kinesiske virus”.
Derfor ville nogen måske også forvente, at der i toppen af det kinesiske kommunistparti ville forefindes en vis begejstring over, at Demokraternes Joe Biden står til at afløse Donald Trump som USA’s præsident i det nye år. Men det er ikke tilfældet, vurderer Julian Gewirtz, som er tilknyttet Harvards forskningsprogram ”Kina og verden”.
”I kinesernes øjne har de seneste fire år bekræftet, at USA befinder sig midt i en voldsom nedtur, som har tvunget magthaverne i Washington til på uovervejet vis at forsøge at holde Kina nede,” skriver han i magasinet Foreign Affairs.
Og Beijings analyse af den amerikanske frustration baseres ikke alene på den seneste tids toldbarrierer, coronadrillerier og høje bølgegang i Det Sydkinesiske Hav.
Ifølge Julian Gewirtz har USA’s farvel til en række internationale aftaler bekræftet de amerikanske svaghedstegn, som i kinesernes øjne tog fart allerede med finanskrisen i 2008. Den finansielle nedtur ramte USA langt hårdere end Kina, og situationen åbnede for, at kineserne kunne indtage en mere fremtrædende rolle på den internationale scene. En chance, styret i Beijing sidenhen har grebet adskillelige gange.
”Når USA har trukket sig fra multilateralt samarbejde og internationale institutioner, har Kina ikke været sen til at forsøge at ændre dette til landets fordel, blandt andet ved at underminere liberale værdier og normer,” skriver Julian Gewirtz.
Foreløbigt har den kinesiske regering – i selskab med blandt andre Ruslands Vladimir Putin, Brasiliens Jair Bolsonaro og Nordkoreas Kim Jong-un – til gode at lykønske Joe Biden med valget som ny præsident. Men uanset hvornår det sker, vil Kina med præsident Xi Jinping i spidsen fortsætte en strategi, hvis hovedformål er at øge selvforsyningen på vitale områder og derved mindske afhængigheden af amerikanske præsidenters lune. Og selvom projektet givetvis har lange udsigter, slog Yuan Peng, leder af det kinesiske ministerium for statssikkerheds udenrigspolitiske tænketank Cicir, ifølge Foreign Affairs for nylig fast, at ”selv hvis Joe Biden vinder, vil USA få meget svært ved at genindtage rollen som verdens leder”.
Samme konklusion når magasinet The Economists Kina-redaktør, David Rennie, frem til og beskriver, hvordan man i toppen af det kinesiske kommunistparti ikke nærer håb om et forbedret forhold til USA lige foreløbig – ”med mindre altså, USA når frem til en anden opfattelse af verden”.
”Dengang Xi Jinping var Kinas vicepræsident, tilbragte han mange timer med sin amerikanske kollega Joe Biden. Og Biden blev betragtet som en mand med gode forbindelser til erhvervslivet, hvorfor han også ønskede sig et bedre forhold til Kina. Men trods det betragtes kampen mod USA i dag som uundgåelig,” skriver David Rennie og forudser samtidig, at enhver kinesisk tilnærmelse alene er udtryk for et forsøg på at købe tid, indtil man har nået den nødvendige styrke til ikke længere at dukke nakken:
”Kinas ledere lægger ikke skjul på deres verdensbillede, som er baseret på idéen om, at kun de magtfulde behandles med respekt. USA kan vælge, om de vil konkurrere eller ej. Men man kan ikke komme og sige, at man ikke er blevet advaret.”