Et gigantisk karantænehotel med et areal svarende til 45 fodboldbaner og med 5000 værelser er netop blevet opført i den sydkinesiske by Guangzhou. Det står nu klar til at modtage indrejsende fra udlandet, der skal være i mindst to uger i karantæne. Alt er topmoderne, og de tre daglige måltider skal bringes rundt af robotter. Byggeriet er et tydeligt tegn på, at de strenge karantænekrav og en række restriktioner ikke forsvinder lige foreløbig. Men hvorfor nu det, når verdens mest folkerige land med over 1,4 milliarder indbyggere kun har registeret 23 lokale smittetilfælde det seneste døgn?
Det er, fordi antallet skal helt ned på nul. Før kan den kinesiske regering ikke erklære, at man har sejret i krigen mod corona. Præsident Xi Jinping har sat alt ind på, at det skal lykkes. Han vil have oprejsning, så resten af verden ikke længere skal pege fingre ad Kina, fordi det var herfra, at coronavirussen spredte sig og siden kom til at koste millioner af mennesker livet. Præsidenten vil med sin ”nul-covid”-politik sikre Kina succes som en stormagt, der i modsætning til USA har fået bugt med den smitsomme virus.
Kineserne har da også foreløbig været særdeles effektive i forhold til at få inddæmmet virusudbrud. Så snart der viser sig at være bare en enkelt smittet i en boligblok, bliver hele området spærret af. Derefter ankommer der en hær af sundhedsfolk iført hvide beskyttelsesdragter, som går i gang med at teste beboerne, mens andre tager sig af at opspore smittekilder. Derudover får beboerne besked på at blive hjemme – ingen må gå ud – hverken i skole eller på arbejde. Hårde, men effektive metoder til at forhindre smitten i at sprede sig yderligere.
Der er dog også en bagside ved medaljen. For udover en anstrengt indenlandsk økonomi er mange borgere nervøse for, hvornår de selv risikerer at blive ramt af nedlukning. Store begivenheder som Beijing Marathon, der skulle være afviklet på søndag, er blevet aflyst, og folk i hovedstaden har fået besked på helst ikke at rejse nogen steder.
I mellemtiden gør andre lande i regionen klar til at genåbne grænserne. Det gælder eksempelvis Singapore, som kommunistpartiets ledelse gerne spejler sig i. Her har regeringen besluttet, at selvom der stadig er coronasmitte i samfundet, så må man lære at leve med det, da grænserne ikke kan holdes lukket for evigt.
Det synspunkt har også været fremført i Kina af en af landets mest respekterede videnskabsmænd, Zhang Wenhong. På det sociale medie Weibo slog han i juni til lyd for at droppe ”nul-covid”-strategien. Det skulle han ikke have gjort. Når man på den måde taler regeringen midt imod, er det på linje med landsforræderi. Kritikken haglede da også ned over ham og kun med nød og næppe slap han for at ryge i fængsel. Så heldig var en skolelærer fra Yangzhou ikke. Han røg 14 dage bag tremmer, fordi han havde foreslået restriktionerne i hans by ophævet. I det hele taget er det kun meget få, der tør stikke snuden frem og ytre sig om dette sensitive emne.
Da Kristeligt Dagblad henvendte sig til et par udenlandske kilder i Beijing med henblik på interview, takkede de venligst nej. Som en af dem svarede:
”Folk bliver smidt hjem eller kommer på ’kidnapningslisterne’ meget hurtigt for tiden, så risikoen er alt for stor. Jeg er endda holdt op med at skrive på de sociale medier.”
Når emnet er særlig følsomt nu, kan det hænge sammen med, at kommunistpartiets øverste ledelse, politbureauet, skal samles den 8. november. Her skal man blandt andet forberede næste års folkekongres og den vigtige partikongres, hvor Xi Jinping ventes at få forlænget sin periode, så han kan fortsætte som Kinas øverste leder. Det vil være vigtigt for Xi Jinping at fremstå som den stærke mand, der førte nationen frelst gennem coronakrisen, og derfor skal der ikke ændres på strategien.
Men nu har en af de øverste embedsmænd i sundhedsstyrelsen måske alligevel fundet en kattelem, som kan betyde en genåbning af landets grænser med risiko for flere importerede smittetilfælde. Embedsmanden, Gao Fu, sagde forleden, at når Kina formentlig først i det nye år når op på at have vaccineret 85 procent af befolkningen, så kunne det være forsvarligt at genåbne landets grænser, og det ventes at kunne ske i foråret 2022. Men om det også betyder lempelse af de indenlandske restriktioner, er straks mere tvivlsomt. For præsident Xi vil næppe stige ned af den høje hest, han har sat sig op på – dertil er der al for meget prestige på spil.