Kina skærper kontrol med og krav til de kristne

For første gang i 15 år har den kinesiske ledelse drøftet religionens rolle. For religion – og især kristendommen – er blevet så populær, at de seneste års kampagner med fjernelse af kors på kirkerne og direkte nedrivninger af kirker nu skal følges op af nye stramninger

De statslige Tre-selv-kirker oplever en stigende sanktionering fra det kommunistiske styre. Her ses bedende ved en søndagsmesse i storbyen Wenzhou, hvor lokal- regeringen for to år siden beordrede kirkerne til at fjerne alle kors fra tage og husmure. –
De statslige Tre-selv-kirker oplever en stigende sanktionering fra det kommunistiske styre. Her ses bedende ved en søndagsmesse i storbyen Wenzhou, hvor lokal- regeringen for to år siden beordrede kirkerne til at fjerne alle kors fra tage og husmure. – . Foto: Sim Chi Yin/The New York Times/Scanpix.

En kirke i Kina er et vidt begreb.

Det kan være en katedrallignende bygning med plads til 5000 tilhørere. Det kan også være et lille nedlagt værksted i et nedslidt industrikvarter. Pastor Ezra Jin holder til her på tredjesalen i en kontorbygning i det nordlige Beijing. Hele etagen hører til Zion-kirken, der for ni år siden overtog lokalerne fra en konkursramt natklub.

Pastoren var én af de 20, der startede den nye menighed. Efter et års tid var de 100. I dag er de over 1500 i menigheden, 4 præster og 15 lønnede ansatte. Ikke nogen usædvanlig historie i dagens Kina. For kristendom er en formidabel succeshistorie i det ellers ateistiske Kina.

Det ser måske ikke sådan ud, når man ser på de offentlige statistikker. Her er det samlede antal kristne – protestanter og katolikker – sat til 28,5 millioner mennesker. Det er ret beset ikke meget i et land med en befolkning på over 1,35 milliarder mennesker.

Men formentlig er det reelle tal tre gange større, og det skønnes fra flere sider, at der i dagens Kina faktisk findes over 100 millioner kristne.

For det officielle tal dækker kun dem, der er medlemmer af de statsautoriserede kirker. Men flertallet af kristne tilhører det, der i daglig tale kaldes hus- eller undergrundskirker. De kan være store, små, veludstyrede eller meget fattige.

Fælles for dem er, at de ikke blot står uden for det statslige kirkesystem; de er også helt ulovlige i forhold til forfatningen. Alligevel vælger et halvt hundrede millioner kinesere at dyrke deres tro under disse forhold snarere end i de autoriserede kirker.

Det gælder også i pastor Jins Zion-kirke.

”Og der er et meget stort potentiale for huskirkerne til at vokse,” siger han og peger på den åbenlyse mangel på spiritualitet, der har præget Kina de seneste 30 år, ”hvor alt er blevet målt i penge, procenter og vækst.”

Pastro Ezra Jin og huskirken Zion holder til i en tidligere natklub i Beijing. Menigheden er på få år vokset fra at tælle over 1500 medlemmer.
Pastro Ezra Jin og huskirken Zion holder til i en tidligere natklub i Beijing. Menigheden er på få år vokset fra at tælle over 1500 medlemmer. Foto: Jan Larsen.

Også de autoriserede statskirker, de såkaldte Tre-selv-kirker (selvforsynende, -styrende og -udbredende), oplever stor fremgang.

Den store og stigende opbakning til kristendommen er nok et af de forhold, der bekymrer Kinas præsident, Xi Jinping.

En religion, Xi ofte har betegnet som ”fremmed”. Med årlige vækstrater, som på landet ligger på 10 procent og i byerne på 16 procent, har antallet af kristne formentlig allerede overhalet antallet af kommunistiske partimedlemmer, som officielt lyder på 88 millioner. En fremskrivning af væksten vil gøre Kina til en af verdens største kristne nationer med 160 millioner i 2025.

Men det er ikke kun kristendommen, der vinder frem. Det gør alle religioner i Kina.

Nu er ”alle” dog et meget begrænset udtryk på kinesisk. For allerede fra Folkerepublikkens start i 1949 var religion ikke tiltænkt nogen større rolle. Faktisk troede Mao Zedong, at religion stille og roligt ville uddø i løbet af en generation eller to.

Og for at holde tro nede på et overskueligt og kontrollerbart niveau blev det kun tilladt med fem trossamfund.

Den tidligere statsreligion taoismen, buddhismen, islam og de kristne katolikker og protestanter. Og endda med den ekstra binding, at hver religion skulle høre under en administration, der indirekte er kontrolleret af kommunistpartiet. Den styrer både økonomi, udnævnelse af personale og sikrer, at skrift og tale er i overensstemmelse med den patriotiske og partimæssige linje.

Det rammer for eksempel katolikkerne hårdt. For Kina accepterer ikke paven som kirkens overhoved, blandt andet fordi han bor uden for Kina, og fordi Vatikanstaten diplomatisk anerkender Taiwan – og ikke Folkerepublikken.

Det betyder, at Vatikanet ikke kan udnævne biskopper; det gør i realiteten en partifunktionær i den statslige administration – og ofte med et helt andet resultat, end Vatikanet kunne ønske.

For to måneder siden arrangerede partiets topledelse en religionskonference, og det er næppe en tilfældighed. Partiet føler sig presset.

De seneste år har der været stigende uro i den muslimske Xinjiang-provins, hvor etniske uighurere i flere tilfælde med bomber og vold har protesteret mod, hvad de betegner som kinesisk undertrykkelse af deres muslimske kultur og religion. Mere fredeligt, men dog lige så bestemt, er konflikten med de tibetanske buddhister og Kinas forsøg på at dæmonisere deres leder, Dalai Lama.

Men hvor begge disse konflikter nærmest er blevet en opgave for militæret og sikkerhedsstyrkerne, så ser partiet væksten blandt de kristne som den allerstørste udfordring. Hvor Xinjiang og Tibet ligger i afsides regioner, der er lette at styre med magt, så er de kristne spredt over hele landet og rigtig mange.

Hos pastor Ezra Jin i Zion-kirken i Beijing ser man det samme mønster som i mange andre huskirker. Det er de unge, de veluddannede og de velhavende, der kommer i menigheden. De var klart i overtal, da menigheden blev stiftet for ni år siden – og er det stadig.

”Kristendommen kan tilbyde et fællesskab, men tillader også en høj grad af individualitet,” siger pastor Jin.

”Det er både tilladt at være rig og tjene penge, men kirken har samtidig en masse traditioner og vaner i et samfund, der er i en utrolig hurtig forandring. Det tiltaler de unge i byerne.”

Med en censureret og partistyret presse er det svært at finde nuancer i referaterne fra religionskonferencen, hvor flertallet af deltagerne var partifunktionærer og enkelte indbudt fra de officielle trossamfund. Men citaterne fra Xi Jinping bekræfter, at de seneste års stramninger over for trossamfundene vil fortsætte.

Partiets centrale magt og ideologi skal også på dette område fremmes, når præsidenten siger, at ”partiet skal guide og uddanne de religiøse kredse med socialistiske kerneværdier”, og ”religiøse doktriner skal blandes med kinesisk kultur og følge kinesiske love og regler”.

Flere kirkeledere har efter konferencen fortalt Kristeligt Dagblads udsendte, at de er utrygge ved, hvad der vil ske.

For kristne betyder det, at teologien skal ”sinificeres” i større eller mindre grad. Meningen er, at der skal elementer ind fra både partiets ideologi og fra konfucianske og buddhistiske idéer om harmoni og underdanighed over for autoriteter.

Et andet element, som Xi berørte flere gange på det to dage lange møde, var, at religionerne skal reguleres via lovgivning.

Faktisk nævnte han det så mange gange, at flere iagttagere vurderer, at en lov må være på vej. Der har aldrig før været en lov om religion i Kina. Det har blandt andet betydet, at lokalregeringer har kunnet vælge deres egen politik og linje over for trossamfund, fordi de ikke har kunnet retsforfølges.

Det er gået meget hårdt ud over den kristne befolkning især i Zhejiang-provinsen. Siden 2014 har lokalregeringen ført, hvad der ligner en decideret hadkampagne mod kirkerne. Den har krævet, at kirkerne i storbyen Wenzhou fjerner alle kors fra tage og husvægge. Indtil videre er over 1200 kors fjernet af myndighederne.

Desuden er et halvt hundrede kirker direkte jævnet med jorden, ligesom mange præster er fængslet. Og i Wenzhou er det interessant nok ikke hus- eller undergrundskirker, men de statsautoriserede Tre-selv-kirker, der er målet.

Som pastor Jin vurderer, så ”er overgrebene i Zhejiang en advarsel rettet mod Tre-selv-kirkerne om, at der er en grænse for deres vækst og styrke”. Og når partiet nu vil kræve sinificering, mener pastor Jin, at det er en tilsvarende advarsel til huskirkerne.

En forventet lovgivning bliver opfattet som lidt af et tveægget sværd. Mange vil være glade for, at forfølgelser som i Wenzhou kan bringes for en domstol. Det gælder også de mange klassiske konflikter, hvor menigheder nægtes adgang til at leje jord til at bygge en kirke.

Men omvendt er der med det nye lederskab under Xi Jinping en begrundet frygt for, at en religionslov vil blive brugt til at begrænse udfoldelsesmulighederne for troende i Kina.