Europæiske og amerikanske politikere og intellektuelle har skabt og cementeret en fortælling om Kinas økonomiske engagement i Afrika, der lyder nogenlunde sådan her:
Kinas udviklingsbistand er primært drevet af et ønske om at få adgang til råstoffer. Derfor yder man også gerne officiel udviklingsbistand til afrikanske lande med bundkorrupte, autoritære regimer, når det kinesiske styre har interesse i at stå på god fod med dem.
Under et statsbesøg i Østafrika i sommer udtalte USA's præsident, Barack Obama, at Kina ”har været i stand til at sluse en masse penge ind i Afrika, i bund og grund i bytte for råstoffer, der bliver sluset ud...”. Og i 2012 sagde den daværende amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, under et besøg i det vestafrikanske land Senegal med slet skjult hentydning til Kina, at USA ønskede ”en model for et bæredygtigt partnerskab, der tilførte, snarere end fjernede, værdi”.
Det er udsagn som disse, der fastholder fortællingen.
Problemet er, at fortællingen er forkert, indvender en række internationale eksperter i udviklingsbistand og internationale relationer, der for nylig har offentliggjort en ”mere eller mindre komplet” database over Kinas samlede økonomiske bidrag til Afrika i perioden fra 2000 til 2013.
Tallene fortæller en noget anden historie end hidtil, siger Brad Parks, forsker i udviklingsbistand og -politik ved det amerikanske universitet College of Mary and William i Williamsburg.
”Påstandene er blevet fremsat på baggrund af anekdoter, ideologiske og politiske forpligtelser og usikker forskning baseret på uigennemsigtige tal, kilder og metoder,” siger han.
Konsekvensen har været, at pærer ikke er blevet sammenlignet med pærer - men med æbler, siger professor i økonomi ved det tyske Heidelberg Universitet, Alex Dreher, som har deltaget i forskningsprojektet.
”Kinas udviklingsbistand og andre finansielle bidrag til Afrika er blevet analyseret under ét og er blevet sammenlignet med specifik vestlig, officiel udviklingsbistand,” siger han.
Årsagen til miséren er ikke, at vestlige politikere er ude af stand til at skelne officiel kinesisk udviklingsbistand fra andre kinesiske investeringer i Afrika, men at tallene ikke har givet mulighed for det.
”Kina benytter ikke begrebet officiel udviklingsbistand, men ser det i sammenhæng med statslige og private investeringer. Regeringen hævder, at der ikke eksisterer et samlet tal for landets officielle udviklingsbistand til Afrika,” siger han.
Derfor satte de europæiske og amerikanske forskere sig for selv at finde frem til og analysere tallet. 100 engelsk- og mandarintalende forskningsassistenter indsamlede og kodede alle de kinesiske økonomiske bidrag til Afrika, der var omtalt på internettet og i medierne i det udvalgte tidsrum.
Analysen viser, at Kina har givet over 200 milliarder kroner i officiel udviklingsbistand til Afrika i det udvalgte tidsrum, mens USA til sammenligning har givet, hvad der svarer til over 600 milliarder kroner.
Og forskerne har ikke fundet nogen dokumentation for, at kinesisk udviklingsbistand favoriserer autoritære eller korrupte regimer, fortæller Brad Parks.
”Heller ikke for, at Kina skeler til modtagerlandets råstoffer, når det giver bistand. Bistanden går til de fattigere lande, akkurat som vestlig udviklingsbistand gør.”
Alex Dreher håber, at de nye tal kan afmontere den vestlige forestilling om Kinas skjulte økonomiske motiver:
”Politikerne kan bruge det her til at ændre synet på kinesisk udviklingsbistand. Der er ikke noget at være bange for, og det gør det nemmere at udforske mulighederne for et større samarbejde inden for Kinas og Vestens udviklingsbistand.”