Kina skærper forfølgelsen af kristne

I Kina vokser kristendommen som intet andet sted i verden. Men det er en torn i øjet på de kommunistiske ledere i Beijing, der kun vil tillade kineserne at dyrke deres tro under statslig kontrol. Senest er en protestantisk menighed blevet tvunget ud af deres kirke i hovedstaden

Det er voldsomme overgreb, de kristne og andre religiøse grupper i Kina bliver udsat for i denne tid. Ganske vist er der på papiret religionsfrihed i Kina, men siden Xi Jinping kom til magten for seks år siden, har regeringen skærpet kontrollen med de religioner, der anses for at være en trussel mod kommunistpartiets autoritet.
Det er voldsomme overgreb, de kristne og andre religiøse grupper i Kina bliver udsat for i denne tid. Ganske vist er der på papiret religionsfrihed i Kina, men siden Xi Jinping kom til magten for seks år siden, har regeringen skærpet kontrollen med de religioner, der anses for at være en trussel mod kommunistpartiets autoritet. Foto: Ng Han Guan/AP/Ritzau Scanpix.

Kirker, der jævnes med jorden. Kors, der brændes af. Og et portræt af Jesus, der rives ned og erstattes af et billede af den kinesiske præsident, Xi Jinping.

Det er voldsomme overgreb, de kristne og andre religiøse grupper i Kina bliver udsat for i denne tid. Ganske vist er der på papiret religionsfrihed i Kina, men siden Xi Jinping kom til magten for seks år siden, har regeringen skærpet kontrollen med de religioner, der anses for at være en trussel mod kommunistpartiets autoritet. Senest er det gået ud over en af de største protestantiske kirker i Beijing, Zions Kirke. Her er menigheden blevet tvunget til at forlade den bygning, der ellers søndag efter søndag har været samlingssted for menighedens 1500 medlemmer.

Ifølge flere lokale medier nægter Zion-kirkens præst at rømme bygningen, selvom lejemålet er blevet opsagt – angiveligt efter pres fra lokalregeringen.

”Der er sket en klar ændring i attituden, for regeringen har åbenlyst et stærkt ønske om at kontrollere vores religion,” siger pastor Erza Jin til den kinesiske avis South China Morning Post.

De seneste stramninger kommer, efter at der i februar blev vedtaget ny lovgivning for udøvelse af religion i Kina. Kort sagt er der tale om ”kinesificering” af de religiøse grupper, der ikke allerede er under statslig regulering. For selvom 38 millioner kinesere er medlemmer af Kinas officielle kristne protestantiske kirke, så har mindst ligeså mange – og sandsynligvis flere – sluttet op om de såkaldte undergrundskirker, der står uden for styrets kontrol. Og de menigheder er vokset markant i de senere år.

”Den kinesiske regering har et slogan: harmoni i samfundet. Og derfor er det et problem for styret, at den slags ukontrollable religiøse grupper bliver stadig mere udbredte. Lederne i Beijing vil tilsyneladende ikke risikere, at fremmede magter via de religiøse grupper kan infiltrere det kinesiske samfund. Derudover kan der være en frygt for, at aktive kristne vil begynde at agere politisk,” siger pastor Philip Wickeri, der tilhører den anglikanske kirke i Hongkong, og som gennem 40 år har haft tætte bånd til de kristne menigheder i Kina.

Den erfarne præst, der også fra tid til anden underviser i religion på kinesiske universiteter, er bekymret over den seneste udvikling. Ganske vist er det hans indtryk, at de mest grelle overgreb som for eksempel de nylige afbrændinger af kristne kors er udført af lokale myndigheder, der måske ikke helt har gennemtænkt deres handlinger. Men han finder det til gengæld problematisk, at der er rapporter om partimedlemmer, der har opfordret kristne embedsmænd til at afsværge deres tro, fordi det ikke er foreneligt med kommunistpartiets linje.

”Det, der måske bekymrer styret allermest, er, at mange prominente personer i Kina såsom kendte skuespillere og fremtrædende akademikere har erklæret sig som kristne. De lægger ikke skjul på, at de har brug for et åndeligt ståsted midt i det forbrugerræs og jagt på ussel mammon, der ellers har præget det kinesiske samfund i flere årtier. Og det er i hvert fald noget, der vækker genklang i befolkningen, og som er med til at øge antallet af kristne i Kina,” siger Philip Wickeri.

Uanset kendis-effekten er han ikke i tvivl om, at undergrundsmenighederne i den kommende tid vil blive udsat for et voldsomt pres for at lade sig indrullere i den statskontrollerede kirke. Det bliver dog ikke uden sværdslag, for så sent som i sidste uge udsendte 150 protestantiske præster en fælles erklæring, hvoraf det fremgår, at de ikke vil lade sig kue og nægter at opgive deres uafhængighed. Det gælder også Zion-kirkens præst i Beijing, der siger:

”I det her land er der kun én, vi kan tro på – og det er Gud.”