Kinas miljø ved at bryde sammen

Kinesisk leder advarer om, at forureningen nu er så alvorlig, at folks liv er i fare. Ifølge bortcensureret rapport fra Verdensbanken dør 750.000 kinesere hvert år som følge af forurening

Forureningen i Kina som her i Bejing, hvor fodgængere ses gennem tåger af smog er nu så alvorlig, at folks liv er i fare.
Forureningen i Kina som her i Bejing, hvor fodgængere ses gennem tåger af smog er nu så alvorlig, at folks liv er i fare. Foto: .

Kinas ensidige fokus på økonomisk vækst har skadet miljøet så meget, at det er på sammenbruddets rand. Samtidig er forureningen så alvorlig, at befolkningens helbred er i fare. Sådan lød en usædvanlig åbenhjertig advarsel fra en kinesisk leder i går.

Den traditionelle udviklingsmodel har medført, at Kinas ressourcer og miljø er på sammenbruddets rand, og folks liv er i stor fare, sagde Pan Yue, der er viceminister i det kinesiske miljøagentur, kaldet SEPA.

Udtalelsen faldt i et interview med avisen China Daily, hvori Pan Yue bebudede en storslået SEPA-kampagne i nogle af landets mest forurenede områder. Her har man forbudt alle nye industrielle projekter i de næste tre måneder i et forsøg på at beskytte nogle af de stærkt forurenede floder som Yangtze-floden og Den Gule Flod.

Udtalelsen kommer dagen efter, at den britiske avis Financial Times kunne afsløre, at den kinesiske regering har presset Verdensbanken til i en rapport at udelade oplysninger om, at 750.000 mennesker hvert år dør som følge af forurening i Kina. Ifølge avisens kilder betragtede den kinesiske regering oplysningerne som så følsomme, at de kunne føre til social uro, og derfor skulle de ikke offentliggøres.

Men Kinas store miljøproblemer er alligevel kommet i søgelyset, især efter at en hollandsk rapport i sidste uge konkluderede, at Kina nu er den største udleder af drivhusgasser, CO-2. Kina har dermed overhalet USA, der indtil nu har indtaget en ubestridt førsteplads som den største udleder af CO-2, der er årsag til den globale opvarmning og klimaforandringerne. De kinesiske myndigheder gik dog straks i forsvarsposition og betvivlede rapporten, samtidig med at de henviste til det faktum, at Kina med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker udleder langt mindre per indbygger end USA, der har cirka en fjerdedel af Kinas befolkning.

Kina forsvarer sig også med, at en stor del af den økonomiske vækst og dermed den stigende udledning af CO-2 skyldes, at så mange vestlige virksomheder har flyttet produktionen til Kina.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium betegnede derfor den vestlige kritik af Kina som unfair:

De udviklede lande flytter en stor del af deres produktion til Kina, og meget af det, I bærer, bruger eller spiser er produceret i Kina. På den ene side øger I produktionen i Kina, og på den anden side kritiserer I Kina for den manglende reduktion i udledningen af drivhusgasser, sagde han på et pressemøde.

Kina er medunderskriver af Kyoto-aftalen, men er som udviklingsland ikke forpligtet til at reducere udledningen af CO-2. Netop dette har været en torn i øjet på den amerikanske ledelse, og præsident Bush har brugt det som hovedargument for, at USA ikke er med i aftalen.

I sidste måned offentliggjorde Kina sin første nationale handlingsplan som modtræk til klimaforandringerne, som Kina allerede nu mærker følgerne af i form af tørke i den nordlige del af landet og oversvømmelser i syd. Ifølge planen er det regeringens mål at reducere energiforbruget med en femtedel inden 2010 og øge brugen af bæredygtig energi som vind- og vandkraft. Regeringen har dog erkendt, at det bliver svært at nå målene, og at Kina længe endnu vil være afhængig af det forurenende kul, der dækker over 70 procent af landets energibehov.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk