Patricia Chen tilhører 1980’er-generationen og som 34-årig er hun dermed en del af den første generation i Kina, der som hovedregel ikke har oplevet at sulte. For da først Kina efter 1979 begyndte at indføre økonomiske reformer og åbne landet for udenlandske investeringer, begyndte det for alvor at rykke. Patricia Chen kan stadig huske, hvor fantastisk det var som 14-årig at sætte tænderne i sit livs første burger og skylle den ned med Coca-Cola. Når man beder hende se tilbage på den forandring, hendes land har gennemgået de sidste 70 år, smiler hun bredt, inden hun svarer.
”Mine forældre voksede op under Kulturrevolutionen sidst i 1960’erne, hvor mange fik spoleret deres skolegang og efterfølgende havde svært ved overhovedet at få en uddannelse. Min far og mor har også prøvet at gå sultne i seng og har skullet kæmpe for at få tingene til at hænge sammen – helt sikkert,” siger Patricia Chen og fortsætter:
”Det er jo tankevækkende, at jeg her 40-50 år efter kan tage mine forældre med på en 10-dages ferie til Storbritannien. Vi flyver til London i overmorgen. Det havde de ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig kunne være muligt. Det er vist et meget godt billede på, hvilken fantastisk udvikling Kina har undergået.”
Under Kulturrevolutionen blev flere af hendes onkler og tanter tvunget til i årevis at arbejde på landet for at hjælpe bønderne og samtidig lære af dem. Det lykkedes for hendes forældre som de yngste i hver deres søskendeflok at få lov til at blive i byen. Faderen blev læge og moderen sygehjælper. Dermed voksede Patricia op i trygge rammer i Tianjin – godt 100 kilometer sydøst for Beijing.
”Vi havde det fint nok, men vi væltede jo ikke rundt i legetøj og slik, som børn gør nu om dage. Vi havde et simpelt liv, og det havde naboerne også. Og jo – man kan godt sige, at der i dag er en større forskel på rige og fattige i Kina. På mine forældres tid var folk nok mere lige, men på den måde, at alle var lige fattige. Jeg er ret overbevist om, at de fleste kinesere i dag vil sige, at de har fået et bedre liv, og at det er kommunistpartiets fortjeneste,” mener Patricia Chen.
Hun er uddannet i engelsk og journalistik og havde egentlig drømt om en karriere som journalist. Men efter blot et år på en statstyret kinesisk avis havde hun fået nok. Lønnen var elendig, og artiklerne var underlagt censur. Derfor søgte hun over i den private sektor og arbejder i dag med intern kommunikation i et stort amerikansk firma. Selvom hun og forældrene skal ud at rejse, er de hjemme i dag for at følge 70-årsjubilæet i fjernsynet.
”Det er da en stor festdag. Hvilket andet land i verden har formået at gøre det, Kina har gjort – løfte 800 millioner mennesker ud af fattigdom? Jeg ved godt, at man måske kan kritisere Kina omkring menneskerettighederne, men generelt taler jeg og mine venner ikke meget om politik. De fleste er mere optaget af, at Kommunistpartiet gennem sine 70 år ved magten har skabt økonomisk fremgang – og det er derfor, 1. oktober er en dag, der er værd at fejre,” understreger Patricia Chen.
For år tilbage drømte hun som mange af sine studiekammerater om at blive udvekslingsstudent i USA. Men det er slet ikke så eftertragtet mere, forklarer hun.
Blandt andet fordi der efterhånden er rigtig mange gode uddannelsessteder i Kina. Og så har Vesten heller ikke helt den samme tiltrækningskraft længere.
”Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, ville jeg sige, at demokrati, som I har i Vesten, var det, vi skulle stræbe efter. Men som årene er gået, er vi knap så imponerede. Vi kan jo se al det rod, der er med Trump i USA og en helt håbløs situation i Storbritannien. Så nej tak – vi må her i Kina finde vores egen vej og vores egen plads i verdensordenen. Det er efter min opfattelse kun de færreste, der stræber efter et demokrati efter vestlig model,” lyder vurderingen fra den 34-årige kommunikationsrådgiver.