Kinesisk superstjerne anholdt efter voldtægtsanklager

Sanger og skuespiller Kris Wu er en af Kinas største stjerner. (Arkivfoto)
Sanger og skuespiller Kris Wu er en af Kinas største stjerner. (Arkivfoto) Foto: Mark Blinch/Reuters

En kinesisk-canadisk popstjerne ved navn Kris Wu er blevet anholdt på mistanke om voldtægt.

Det oplyser kinesisk politi i Beijing lørdag ifølge BBC.

Politiet oplyser i en udtalelse, at efterforskningen drejer sig om flere påstande på nettet, hvor den 30-årige stjerne bliver beskyldt for flere gange at have "snydt unge kvinder til at have sex med ham".

De første beskyldninger dukkede op i sidste uge, da en 19-årig student på sociale medier beskyldte Kris Wu for at have voldtaget hende til en fest, da hun var 17 år gammel.

Siden har mindst 24 andre kvinder ifølge BBC beskyldt popstjernen for upassende opførsel.

Ud over voldtægter beskyldes Kris Wu også for at have lokket flere af kvinderne til sex med løfter om at skaffe dem job og andre fordele. Han beskyldes også for at have haft sex med flere mindreårige.

Kris Wu, der er en af Kinas største stjerner, har benægtet alle anklager.

Ifølge kinesisk lovgivning bliver personer under 18 år betragtet som mindreårige, mens den seksuelle lavalder er 14 år.

Popstjernens advokater har siden de første beskyldninger sagsøgt den 19-årige student ved navn Du Meizhu for injurier.

Bevidstheden omkring problemer med sexisme og seksuelle krænkelser er ifølge BBC vokset i Kina i kølvandet på MeToo-bevægelsen, der for alvor begyndte at tage fart globalt i 2017.

Kris Wu blev for alvor kendt i Kina som medlem af K-pop-gruppen EXO.

Han forlod gruppen i 2014 og har siden haft en succesfuld solokarriere som sanger, skuespiller og model.

Flere store brands som Louis Vutton, Bulgari og Porsche har opsagt deres aftaler med Kris Wu, efter at beskyldningerne er kommet frem.

/ritzau/