Prøv avisen

Kinesiske kvinder fravælger barn nummer to: Vores førstefødte skal have de bedste muligheder

Clare Cao og hendes mand, Peter Niu, har prioriteret at bruge al deres tid og penge på deres lille søn Sam og hans uddannelse, ”så vi giver ham de bedste muligheder for at klare sig godt senere i livet”, som Clare Cao siger. – Foto: Pia Elers

Med ophævelsen af etbarnspolitikken satsede den kinesiske regering på et babyboom. Men det er ikke sket; fødselstallet er dalende. Kristeligt Dagblad har mødt to mødre, som ikke ønsker flere børn, fordi de frygter, at det vil gå ud over deres førstefødtes chancer i det konkurrenceprægede kinesiske samfund

Fireårige Sam sidder sammen med sine forældre på en hyggelig café i Beijing. Han er travlt optaget af at lege med sine biler og er stadig lykkeligt uvidende om, hvilket pres der i fremtiden kommer til at hvile på hans skuldre. Han bliver nemlig ene om at tage sig af sine forældre, når den tid kommer. For selvom hans far og mor siden 2016 har kunnet få barn nummer to, kommer det ikke til at ske. Han får ingen søskende.

”Vi har overvejet det grundigt, men har besluttet at bruge al vores tid og penge på at sikre vores søn den bedst mulige uddannelse, så vi giver ham de bedste muligheder for at klare sig godt senere i livet. Det kan være meget bekosteligt at have bare det ene barn – og ville være helt uoverskueligt økonomisk, hvis vi skulle have to børn,” siger Clare Cao og giver sig til at uddybe:

”En privat international børnehave koster snildt 5000 yuan om måneden (4700 kroner), og hvis vi senere vil have ham på et internationalt gymnasium, kommer vi op på 200.000 yuan om året. Så derfor vil vi slet ikke have råd til barn nummer to og priori-terer altså at give ham det bedste, vi kan formå.”

Både Clare Cao og hendes mand tjener ganske udmærket – mellem 20.000 og 30.000 yuan hver om måneden før skat. Hun arbejder som marketingchef i et forsikringsselskab, han arbejder som it-konsulent i en bank. Og derfor er de også i stand til at betale for de mange ekstra timer, de fleste middelklasseforældre prioriterer at bruge penge på for at sikre deres barn de bedste forudsætninger for at klare sig godt i skolen.

”Vi mener, det er vigtigt for ham at lære engelsk allerede nu – og det samme gælder fag som matematik, så det starter vi måske også snart på. Det er dog ikke bogligt det hele – vi går også til svømning, mor og barn-yoga og kinesisk skak med ham. Og så er han for resten også med på et Lego-hold, som han er meget glad for. Men alle de ekstra hold og timer løber også op i flere tusinde om måneden – 4000 yuan (3800 kroner) har jeg lige regnet det ud til. Så selvom grundskolen stort set er gratis, skal der alligevel mange penge til, så han ikke får problemer med at klare sig godt i det videre uddannelsesforløb,” påpeger Clare Cao.

Sams forældre er absolut ikke ene om at have disse overvejsler og satse alt på ønskebarnet og fravælge barn nummer to. Det viser tallene fra det kinesiske National Bureau of Statistics med al tydelighed. Umiddelbart efter at etbarns-politikken var blevet ophævet den 1. januar 2016, blev der dette år født 17,9 millioner babyer. Men allerede året efter faldt fødselstallet med 3,5 procent til 17,2 millioner. Det var markant under de 20 millioner nyfødte, regeringen havde kalkuleret med for 2017.

Det er især veluddannede par i storbyerne, der nøjes med det ene barn. Det gælder også Sophia Sun, der arbejder i et udenlandsk konsulentfirma i Beijing.

”Vi skal absolut ikke have flere børn. At opfostre børn er ikke kun et finansielt spørgsmål, det handler også om al den tid og energi, som det koster hele familien. Både min mand og jeg er nødt til at arbejde, og da vores datter Xiaomi først kan komme i børnehave om et år, når hun er fyldt tre, så er vores forældre nødt til at træde til,” siger Sophia Sun.

”Men her er problemet, at de bor i det nordlige Kina mange timers rejse fra Beijing. Derfor er min mor nødt til at bo hos os i lange perioder og må lade min far være alene hjemme, da han endnu ikke er gået på pension. Det synes jeg ikke er fair, men sådan er det også for mange andre kinesiske familier,” forklarer hun.

Clare Cao og hendes mand stod i en lignende situation, da de fik deres søn. I Kina har man nemlig kun tre måneders barsels-orlov, og derfor var det på et tidspunkt på tale, at de på sønnens 100-dagesfødselsdag skulle lade ham blive hos sin farmor og farfar i Henan-provinsen flere tusinde kilometer syd for hovedstaden. Derefter var det planen, at han skulle blive hos dem, indtil han som treårig kunne komme i børnehave i Beijing. Det blev dog ikke til noget – i stedet er det de to bedstemødre, der skiftes til at tage til Beijing en måned ad gangen for at passe barnebarnet og sørge for andre huslige ting, mens de to unge er på arbejde.

”Vi er selvfølgelig glade for, at vores forældre bakker op og kan hente ham i børnehaven og i det hele taget tage sig af ham, mens vi er på arbejde. I weekenden bruger vi så al den tid, vi har til rådighed, sammen med ham. På den måde kører det egentlig fint, og Sam er en glad dreng. Men når enten mine forældre eller mine svigerforældre skal bo hos os i vores lille lejlighed, betyder det jo samtidig, at der ikke er ret meget plads til nogen form for privatliv. Så vi håber på snart at have tjent penge nok til at kunne købe en lidt større lejlighed med tre værelser ud over dagligstuen,” siger Clare Cao.

De økonomiske aspekter vejer tungt i kinesernes overvejelser om at få børn. Det fremgår også en nylig undersøgelse foretaget af den britiske erhvervsavis Financial Times blandt yngre kinesere bosat i de større byer. Ud af 405 adspurgte svarede 60 procent, at det er alle de ekstra omkostninger omkring børnene, der er deres største bekymring. Og det er ikke penge til barnevogn og bleer, der tynger mest – nej, det er ekstraudgifter til alle former for undervisning og træning, der kan ruste børnene til den videre færd.

Clare Cao fortæller om en nabo, hvis søn nu går i 1. klasse, og som kæmper meget med at lære engelsk. Hver aften sidder moderen med drengen og skal have ham til at læse et stykke op på engelsk, fordi det skal optages på video og sendes til klassens WeChat-gruppe, det kinesiske svar på en Facebook-gruppe. Ud fra den fremsendte video kan læreren så eksaminere børnene næste dag i skolen.

”Det er hårdt for både moderen og drengen. Nogle gange råber han fortvivlet, at han altså ikke kan læse det op flydende, selvom han har prøvet mindst 20 gange. Når han så til sidst er klar, optager moderen det på sin smartphone og sender det af sted. Hun fortæller, at nogle forældre først up-loader disse videoer klokken 23 om aftenen. Det er godt nok sent,” konstaterer Clare Cao og tilføjer:

”Sam går stadig kun i børnehave, men tænk, hvor hårdt det er bare i 1. klasse. Både min mand og jeg bliver nødt til at bruge rigtig meget af vores fritid på at hjælpe ham med hjemmearbejdet, når den tid kommer.”

Det kinesiske samfund er på alle måder præget af konkurrence. Det gælder, lige fra børnene er helt små, hvor der for eksempel i børnehaven holdes kravlekonkurrencer. De små kinesere er under et konstant pres og nødt til at kæmpe hårdt for at blive de bedste i klassen for sidenhen at få adgang til de bedste gymnasier, hvilket er en forudsætning for senere at blive optaget på de bedste universiteter. Uddannelsen er afgørende for, om de kan score et velbetalt job sidenhen. Det sætter også forældrene under et voldsomt pres.

”At være forældre er meget krævende. Vi er hårdt spændt for, når vi er på arbejde, og trætte, når vi kommer hjem om aftenen. Derfor når vi ikke så mange andre ting, for vi vælger selvfølgelig at prioritere vores datter og bruger næsten al vores tid sammen med hende. Som ansvarsbevidste forældre er vi også nødt til at planlægge fremtiden for vores barn. Vi skal nemlig ikke blot sikre hende den bedst mulige uddannelse, men også hjælpe hende med at udvikle gode vaner og færdigheder,” siger Sophia Sun.

Ingen kan fortænke nogen forældre i at ville det bedste for deres børn. Heller ikke at de vælger det ene barn frem for at få to børn. Men det dalende fødselstal er ved at udgøre et alvorligt problem for det kinesiske samfund.

Fødselsraten i Kina nu er nede på 1,6 barn pr. kvinde, hvilket er alarmerende lavt, eftersom man kalkulerer med en fødselsrate på 2,1, hvis befolkningstallet ikke skal dale yderligere. Resultatet er, at arbejdsstyrken skrumper ind, og at der dermed bliver færre til at forsørge den voksende ældre del af befolkningen. Kinesere over 60 år vil i 2030 udgøre 25 procent af befolkningen. Derfor har man fra centralt hold opfordret til, at de unge familier får flere børn.

Men det kan gøres på mange måder – og som klummeskribenten Haining Liu har påpeget i avisen South China Morning Post, er de ikke alle lige appetitlige. I Jiangsu-provinsen havde en tænketank fra Nanjing University et forslag til en ”reproduktionsfond”. Alle borgere under 40 år uanset køn skulle indbetale et årligt beløb til denne fond, hvorfra familier med to eller flere børn kunne få tilskud. Og selvom hun til dels er enig i kommunistpartiets dogme om, at det at få børn ikke bare er et familieanliggende, men også et nationalt anliggende, så mener hun, det er kvinders eget valg og ikke noget, man skal presses til af regeringen.

”Jeg synes bestemt, at små børn er dejlige – og jo flere, desto bedre. Men som enebarn er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg ville være i stand til både at tage mig af mine to aldrende forældre og samtidig opfostre to små børn uden at skulle ofre det liv og den livsstil, jeg har kæmpet så hårdt for at opnå,” siger Haining Liu.

Hun synes i øvrigt, det er lidt besynderligt, men næppe tilfældigt, at det kinesiske postvæsen sidste år præsenterede udkastet til et frimærke prydet af to store og tre små grise. 2019 er nemlig ifølge den kinesiske kalender grisens år, og derfor bliver der trykt et frimærke prydet af en glad lille grisefamilie – med hele tre griseunger. Et vink med en vognstang, kunne man sige.

”Ja, men vi er altså ikke grise. Og når det handler om at få børn, så skal vi have vores egen frie vilje og friheden til selv at tage den beslutning, som vel må være den vigtigste i enhver kvindes liv,” siger Haining Liu.

Men i sidste ende handler det om barnets tarv. I Beijing gør Sophia Sun sig mange overvejelser om, hvad det er for et liv, der venter hendes nu toårige datter Xiaomi, når hun engang bliver stor.

”Der er langt mere konkurrence nu, end da jeg var barn. I dag har unge kinesiske forældre som os meget mere fokus på vore børns uddannelse. Og faktisk er jeg optimist. For ganske vist vil der være hård konkurrence om de gode job i Kina, men det vil der også være i resten af verden. Jeg tror på, at de kommende kinesiske generationer vil være mere konkurrencedygtige end deres udenlandske konkurrenter,” siger hun.

Lille Sam (forrest th.) får som fireårig allerede engelskundervisning, men går også hver uge til svømning, gymnastik, børneyoga, lego og kinesisk skak, som mest minder om dam, og som hedder weiqi på kinesisk. Alt i alt løber de ugentlige klasser, som den lille dreng følger, hver måned op i, hvad der svarer til 3800 kroner. – Privatfoto.
Familielivet betyder meget for Sophia Sun, der her fejrer sin fødselsdag sammen med sin mand, der er ingeniør, sin mor og datteren Xiaomi. Det er også Sophia Suns mor, der ofte tager den lange rejse fra det nordlige Kina til Beijing for at passe barnebarnet. For den lille pige kan først få en børnehavehaveplads, når hun om et lille års tid fylder tre år. – Privatfoto.