Kina skal ikke være bange for at påtage sig en supermagtsrolle i verden, og Kina bør aspirere til supermagtsstatus, så det kan diktere sin vilje på den globale scene. Uanset om det måtte betyde, at Vesten og vestlige lande som Danmark kommer til at agere i en helt anden og potentielt mindre favorabel verdensorden. En orden, der er domineret af Kina snarere end USA, og hvor Østasien snarere end Vesteuropa er den økonomiske, politiske og kulturelle kerne.
LÆS OGSÅ: Danmark åbner vedvarende energicenter i Kina
Budskabet kommer fra Yan Xuetong, der er dekan ved Institut for Moderne Internationale Studier på Tsinghua Universitet, som er et af de mest prestigefyldte universiteter i Kina. I sin seneste bog Antik kinesisk filosofi moderne kinesisk magt, udgivet af Princeton University Press, gør Yan rede for, hvordan en fremtidig kinesisk supermagt bør agere, og hvordan et fremtidigt internationalt system bør se ud. I den vision er der ikke megen plads til et Danmark eller for den sags skyld et Vesten, der forsøger at påvirke menneskerettighedssituationen i Kina. I stedet kommer det til at være kinesiske normer, der dominerer det internationale system.
I øjeblikket går de eksisterende internationale normer ud på at promovere frihed, lighed og uafhængighed snarere end retfærdighed. Lighed betyder, at alle lande har de samme rettigheder og forpligtelser som supermagten. Retfærdighed betyder, at der er en forskel, siger Yan.
For eksempel betyder en lighedstankegang, at de, der har ret til sæder på en bus, er dem, som først stiger på bussen. I en retfærdighedstankegang betyder det, at ældre eller handicappede personer har førsteret til sæderne.
Hvorfor tror du, at Vesten har præget de internationale normer mod lighed snarere end retfærdighed?
Generelt set har Vesten lige siden Den Westfalske Fred promoveret lighed mellem staterne. Kina har dog en anden historie. Vi fokuserer på retfærdighed, da forskellige lande har forskellige kapaciteter i det internationale samfund.
Så du mener, at større lande skal tage større ansvar, mens mindre lande skal have mindre?
Ja, for eksempel bør de udviklede lande være mere ansvarlige, når det drejer sig om at reducere CO2-emissioner. Udviklede lande bør frit give teknologien og ressourcerne til at reducere CO2-emissioner til u-landene.
Lighedstankegangen i international politik skader ifølge Yan en række internationale institutioner, herunder EU. For i EU kan et enkelt medlemsland sætte en stopper for den europæiske integration, og det betyder, at helheden bliver svækket.
EU fokuserer alt for meget på lighed og ikke nok på retfærdighed. Problemet med EU er, at der er for mange medlemslande. Alle medlemslande har magt, men ingen vil tage ansvar. Sådan fungerer lighed. Retfærdighed derimod betyder en koordinering af rettigheder og forpligtelser, siger Yan og pointerer, at EU efterhånden har indset, at lighedsprincippet i visse tilfælde må vige for et retfærdighedsprincip.
Yan peger på, at den tyske kansler, Angela Merkel, har foreslået en finansunion, som kræver, at medlemslandene opgiver noget af deres suverænitet.
Finansunionen er overhovedet ikke lighed, men den er retfærdig. Der kommer en redningsfond og redder et land, på trods af at landet mister politisk magt. Det gamle tributsystem i Østasien med Kina i centrum havde den samme logik, siger Yan.
Det er ikke kun en omfordeling af ret og ansvar, som Yan mener, at det internationale system har brug for. Yan ser gerne, at Kina involverer sig mere i verden og indtager en position som supermagt. Og selvom der er en række udfordringer, Kina skal løse, inden landet kan indtage denne position, kommer ingen af disse udfordringer ifølge Yan fra udlandet.
Om Kina kan blive den næste supermagt, afhænger slet ikke af, hvad USA gør. Det handler primært om, hvorvidt Kina udvikler sig på den rigtige måde. Kina har indtil videre udviklet sin økonomiske formåen hurtigere og bedre end sin militære kapacitet. Alligevel har vi fundet ud af, at det er umuligt kun at udvikle økonomien. Vi bør have omfattende kapaciteter, siger Yan.
Samtidig har Kina ikke udviklet en ordentlig international doktrin. Vi har ikke været opmærksomme på værdien af ideologi. Som en supermagt har vi ansvaret for at fortælle resten af verden, hvad der er godt. Men indtil videre har vores regering kun været i stand til at fortælle, hvad der ikke er godt. Det er primært influereret af Deng Xiaopings tankegang om taoguangyanghui (at holde en lav profil på den internationale scene, red.). I 1990erne var det kinesisk politik at undgå at blive en global leder. Derfor har vi ikke udviklet nogen ideologi, der kan appellere til verden. I stedet har vi ført en politik, der ikke viser lederskab, ikke viser ståsted og som ikke holder med nogen.
Er denne politik stadig gældende blandt kinesiske regeringskredse?
Ja, det er stadig basisprincippet, når Kina fører sin udenrigspolitik.
Kommer der så ikke til at gå lang tid med at udvikle en international doktrin?
Det tror jeg ikke. Det er ikke de kinesiske ledere, som bestemmer vores doktrin og udviklingsprincipper, men det internationale samfund, der presser Kina til det. I øjeblikket er Kina nødt til at blive mere åbent, og resten af verden presser Kina til at fortælle mere om, hvad dets position er på en række områder.
Den officielle kinesiske holdning er at ignorere problemet og fornægte sin egen ambition, men denne indstilling kan ikke vare ved.
Netop på grund af det er en række europæiske lande bekymrede for Kina, og burde de ikke være det, når man ser på problemerne med Tibet og Taiwan?
I realiteten er disse lande bekymrede for, hvordan Kina kommer til at behandle dem. De er ikke så meget interesserede i interne kinesiske affærer. De er bekymret for deres egen position i verdenssamfundet, specielt hvis kinesiske normer kommer til at blive de gældende civiliserede normer. Før i tiden betragtede Kina alle lande i Kinas periferi som barbarer, og derfor frygter en række lande, at de i fremtiden kommer til at blive marginaliseret som uciviliserede lande. Kina har helt klart et andet normsæt end den gældende vestlige. For eksempel vil det i en kinesisk kontekst blive betragtet som uciviliseret, hvis regeringsledere har en løssluppen seksualmoral. I øjeblikket er det i høj grad muligt for vestlige politikere stadig at forblive regeringsledere, selvom de har haft en lang række ægteskabelige udenoms affærer.
USA vil nok stadigvæk bevare sin supermagtsstatus i nogle år. Hvordan kan Kina bidrage positivt til en amerikansk domineret verden?
Jo, USA vil bevare sin rolle de næste 10-15 år. I denne periode skal Kina ændre sin politik fra en lavprofil-rolle på den internationale scene til en mere ansvarlig og aktiv rolle. Kina skal transformere sig selv, så det kan tilbyde en strategisk sikkerhed, hvilket gør, at det bliver nødt til at kvitte sin neutralitetspolitik. I øjeblikket har Kina ingen rigtige allierede, mens USA har mellem 50 og 70 allierede. Det er på grund af Kinas udenrigspolitik siden Deng, og den har endnu ikke ændret sig. En supermagt har dog brug for allierede, og en supermagt bør først og fremmest kunne sørge for sikkerhed til sine allierede. Hvis en supermagt ikke kan tilbyde sikkerhed til sine allierede, er den ingen supermagt.
Hvilke lande ser du som fremtidige kinesiske allierede?
Kina bør først og fremmest se på sin nærregion, og Kina bør først og fremmest over-veje landene i Shanghai Cooperation Organisation, herunder Rusland, Tadsjikistan, Kasakhstan, Kirgistan og Usbekistan som kinesiske allierede. Pakistan er også et godt bud. Dernæst bør vi se på Bangladesh, Sri Lanka, Burma og Cambodja. Nord-korea bør også være på listen over potentielle allierede. Derudover ser jeg gerne Thailand og Sydkorea som kinesiske allierede, men i øjeblikket er de allierede med USA.
Du nævnte Nordkorea. Der er vel enorme problemer i at have dem som allierede især med risikoen for en konflikt på Korea-halvøen?
Jeg tror ikke, at der er en stor risiko for Kina ved at alliere sig med Nordkorea. Truslen er en illusion. Der har ikke været nogen krig på halv-øen siden 1950.
Østasien er en af de sikreste regioner i verden endnu mere sikker end Europa. Siden slutningen af Cambodja-krigen i 1991 har der ikke været nogen krig i Østasien. Tværtimod har der de seneste 20 år været en række krige i Europa, herunder krigene i Eksjugoslavien og Ruslands krig mod Georgien. Jeg tror ikke, at Europa er mere fredeligt end i Østasien. Desværre er der ikke mange mennesker, som har indset det. Men vi har set, at lande i Østasien har øget deres militære udgifter år for år.
Hvis der ikke kommer krig, hvorfor skal vi så være bekymrede for, at de militære udgifter er steget? I Europa er militærudgifterne faldet med det resultat, at der er kommet flere krige i Europa og dets omegn. Hvad er bedst? Europa har i dag mindre kapacitet til opretholdelse af sikkerhed end Østasien.
Obama-regeringen har flyttet det amerikanske militære fokus til Asien og Stillehavet. Hvilken udfordring skaber det for Kina?
Den største udfordring er, at Kina ikke er i stand til at skabe sikkerhed for landene omkring sig. Det er noget, som USA kan tilbyde. Kinas økonomiske diplomati kan ikke konkurrere med USAs militære diplomati. Militær sikkerhed er det primære krav fra landene omkring Kina. De ved, at de skal beskytte deres liv, før de beskytter deres rigdom. Det er derfor, at de østasiatiske lande er afhængige af Kina økonomisk, mens de afhænger af USA militært. Derfor kommer Kina ikke til at erstatte USA i regionen, og derfor bør Kina ændre sin politik.
Men visse lande er sandsynligvis ikke villige til at lade Kina beskytte sig?
Det er ikke sandt. Nogle lande er villige, andre er ikke. Kina har mere end 20 naboer, og 12 er villige til at være kinesiske allierede, mens otte ikke er.
Kommer Kina og USA til at føre krig mod hinanden inden for de næste 20 år?
Nej, når atomvåben kunne forhindre, at Sovjetunionen og USA kom i krig, kan atomvåben også forhindre, at Kina og USA kommer i krig. Hverken Taiwan eller Vietnam kan ændre på dette. USA og Kina kommer ikke ud i en direkte militær konfrontation, eftersom ingen tør angribe hinanden. Kun på grund af atomvåben er vi sikrede mod stormagtskrige. Indien og Pakistan har for eksempel heller ikke ført krig, lige siden de begge fik atomvåben.
Det er dog langtfra sikkert, at Kina kommer til at blive den kommende supermagt, mener Yan. For selvom lan-det i øjeblikket har gode perspektiver for at overtage USAs nuværende position, er Yan mindre sikker på, om Kina kan forsætte sine reformer i fremtiden.
Ingen kan forudsige, om Kina kan overhale USA i fremtiden. Vi kan kun sige, at sandsynligheden er meget stor. Jeg ønsker selvfølgelig, at Kina overhaler USA, men det kommer helt an på, om Kina kan forsætte sine reformer i fremtiden, siger Yan.
Hvad er de største udfordringer for Kinas videre reformer? Er det indre politiske stridigheder?
Nej, det er snarere en selvtilfredshed med reformernes udstrækning. At man ser på 30 års resultater og begynder at blive selvtilfreds. Når vi er blevet tilfredse med resultaterne, stopper vi med at udvikle os. Allerede nu er det et meget alvorligt problem. På alle planer mener kineserne, at reformerne har nået deres mål. Vi mener, at de seneste 30 års udvikling langt overstiger de seneste 100-200 års bedrifter. Vi glemmer derved, at sådanne resultater er skabt før. Efter Anden Verdenskrig var Sovjetunionen et fuldstændigt smadret land. Alligevel formåede den inden for 23 år at stå på lige fod med USA, som var sluppet billigt igennem krigens rædsler.
Jo, Kina har opnået resultater inden for de seneste 30 år, men hastigheden er ikke unik. Efter min mening behøver vi ikke 30 år for at indhente USA, hvis vi fører den rigtige politik. Men hvis vi fører en forkert politik, kan det være, at vi efter 30 år er faldet sammen. Det samme er tilfældet med USA. USAs storhed og fald er kun på grund af dem selv. USAs fald er på grund af landets mangel på reformer. Hvis du ser på USA i 1961 og sammenligner det med USA i 1991, vil du se en enorm forskel i politiske og sociale reformer. Fra et samfund, hvor afroamerikanere skulle overlade sædet til hvide på en bus, til et samfund, hvor afroamerikanerne fik lige rettigheder. Hvis du ser på USA i dag og i 1991, vil du ikke se nær den samme grad af reformiver.Efter min mening var Kinas bedste periode i løbet af 1980erne. I den periode var alle mennesker fyldt med reformvilje og mod på ny udvikling. Enhver offentlig institution havde mod på reform. Det mangler Kina i dag.
Samtidig påpeger Yan, at det kinesiske samfund bliver nødt til at være attraktivt og tilgængeligt for alle nationaliteter over hele verden. I dag fører Kina en meget stram immigrationspolitik, hvilket betyder, at det er tæt på umuligt for udlændinge at emigrere permanent til Kina. Det gør, at lande som USA, der er et indvandrerland, pr. automatik har en fordel over for Kina, ifølge Yan.
Hvordan ved du, at verdens bedste universitetsrektor nødvendigvis er kineser? I øjeblikket kan en universitetsrektor i Kina ikke være andet end kinesisk statsborger. I Kina har vi fokuseret alt for meget på at få teknisk personale, men vi har glemt at tiltrække ledere og administratorer. Kina har i øjeblikket en politik, der forhindrer menneskelig kapital i at komme til Kina.
Men hvordan skal en lille stat som Danmark så agere, hvis Kina kommer til at blive den førende supermagt i verden? Ifølge Yan burde Danmark have et simpelt forhold til Kina, nemlig at fokusere på handel. Derudover kan Danmark begynde at interessere sig mere for kinesiske forhold, herunder kinesisk kultur.
Hvis et land som Danmark ikke følger strømmen, kommer det til at blive perifert. Kina har fulgt vestlige tendenser og blandt andet indført vestlig kultur som julen. Kun på den måde har Kina kunnet udvikle sig selv, og samtidig er kinesisk kultur ikke fundamentalt ændret. For andre lande gælder det samme princip.