Prøv avisen

Kirkeasyl. Tyske politikere uenige om kirkens ret til at hjælpe flygtninge

Husly: Her ses et to flygtninge under et kirkeasyl i Kristus kirken på Nørrebro. Foto: Sigrid Nygaard.

Kristeligt Dagblads korrespondent i Tyskland rapporterer om den tyske kirkes asyl af flygtninge.

Tyskland oplever i øjeblikket en voldsom stigning i antallet af flygtninge, der søger asyl i kirkerne. Lige nu har 359 mennesker - heraf 109 børn - søgt husly i tyske kirker, mens det i løbet af hele året 2013 kun drejede sig om 162 personer.

I den tyske regering vokser irritationen over, at flygtninge kan undgå udvisning ved at opholde sig i kirkerne.

Den tyske indenrigsminister fra det konservative kristeligt demokratiske parti CDU, Thomas de Maizire, beskylder ligefrem kirkerne for retsbrud. Han siger til magasinet Der Spiegel:

”Jeg er principielt og fundamentalt imod kirkernes nuværende praksis. Som kristen kan jeg ganske vist have forståelse for, at kirkerne på grund af barmhjertighed i enkelte tilfælde tager imod flygtninge, men det går ikke, at de på egen hånd sætter sig over gældende lov.”

Den Evangeliske Kirkes synode har ved sin seneste forsamling i november 2014 udtrykkeligt udtalt sin støtte til de menigheder, der giver asyl til flygtninge, og derfor reagerer især mange protestantiske teologer nu irriteret.

”Ministerens ord belaster på en usædvanlig og overflødig måde det gode forhold mellem kirke og stat,” siger for eksempel den evangeliske kirkes øverste biskop i Hannover, Ralf Meister, til det protestantiske nyheds-bureau epd.

Efter Ralf Meisters mening er kirkeasylet helt klart nødvendigt, fordi det i nogle tilfælde er den eneste måde, man kan beskytte menneskerettighederne på.

”Kirkeasylet er ikke rettet mod retsstaten, men skal derimod minde staten om, at mennesker har en grundlovssikret ret til menneskeværdighed, frihed og til ikke at lide fysisk skade. I de fleste tilfælde kan mennesker, der lever i kirkeasyl, hjælpes, når myndighederne tager stilling til deres asylansøgninger en gang til. Kirkeasylet er altså nødvendigt, også selvom det strider imod lovgivningen,” siger han.

Ifølge den økumeniske organisation Asyl i Kirken får langt flere end 90 procent af de flygtninge, der søger asyl i en kirke, til sidst opholdstilladelse, selvom de i første omgang var blevet udvist af landet.

I de fleste tilfælde er der tale om såkaldt ”stille” kirke-asyler. Det vil sige, at kirkerne meddeler myndighederne, hvilke flygtninge de har, og hvor de befinder sig, men til gengæld informeres pressen ikke.

Det har nemlig ofte vist sig, at når sagerne ikke kommer i mediernes søgelys, har det været lettere for kirkerne at forhandle sig frem til løsninger med myndig-hederne.

Indenrigsministeren kritiseres også fra politisk side.

Claudia Roth fra partiet De Grønne beskylder de Maizire for at ville høste stemmer fra yderligtgående, højreorienterede vælgere.

”Åbenbart vil ministeren indynde sig hos tilhængerne af organisationer som den antiislamiske bevægelse Pegida,” siger hun til avisen Die Welt.

De fleste flygtninge, der lever i kirkeasyl i Tyskland, er kommet til landet via et andet EU-land, og dermed har Tyskland ret til at udvise dem til det pågældende land inden for en bestemt tidsramme. Hidtil har udvisningen skullet finde sted i løbet af seks måneder, men nu er reglerne blevet ændret, så fristen er på 18 måneder. Hvis fristen overskrides, har flygtninge ret til at blive i Tyskland.

Det vil sige, at flygtninge, der søger asyl i kirkerne, nu skal gemme sig i længere tid end tidligere for at undgå udvisning.

Thomas de Maizire lægger ikke skjul på, at han dermed ønsker at gøre det sværere for kirkerne at huse flygtninge.

Katrin Göring-Eckardt, tidligere leder af den evangeliske synode og forbundsdagsmedlem for partiet De Grønne, kritiserer lovændringen.

”Det er en fornærmelse af alle, der engagerer sig i kirkerne for flygtninge”, siger hun til epd.

De fleste flygtninge befinder sig i protestantiske kirker, men nogle katolske menigheder, især klostre, har også flygtninge.

Den katolske biskop Norbert Trelle betegner kirke-asylet som ”ultima ratio”. Det vil sige, at kirken efter hans mening kun skal give asyl til flygtninge i de tilfælde, hvor det er den eneste og sidste udvej.