Kirkeledere kræver stop for forfølgelse af kristne

15 ortodokse kirkeledere fordømmer i en fælles erklæring forfølgelse af kristne. Vi kan ikke tillade, at Mellemøsten ødelægges, siger russisk patriark

"Ja, vel er vi alle skyldnere, men vi er aldeles ikke kulturelt medskyldige i Breiviks massakre", skriver sognepræst Jesper Bacher.
"Ja, vel er vi alle skyldnere, men vi er aldeles ikke kulturelt medskyldige i Breiviks massakre", skriver sognepræst Jesper Bacher. Foto: MOHAMMED ABED Denmark.

Det er især situationen i Mellemøsten og Afrika, der bekymrer de ortodokse kirkers ledere. Tortur, forfølgelse og mord er en del af hverdagen for kristne mindretal i lande som Pakistan, Egypten og Nigeria, og kristne forlader regionen i stort tal. Den udvikling kræver 15 ortodokse kirkers ledere nu stoppet. I en erklæring fra et møde i weekenden hvor de ortodokse kirker markerede 1025-året for, at Kievan Rus, en sammenslutning af østslaviske stammer med centrum i Kijev, gik over til kristendommen kræver kirkelederne al forfølgelse af kristne stoppet.

Hver dag bliver tusinder af kristne tortureret og smidt ud af deres hjemlande. Mange af dem myrdes, står der i kirkeoverhovedernes erklæring.

Siden krigene i Afghanistan og Irak er mange kristne flygtet fra regionen. Flygtningestrømmen fortsætter og har spredt sig til flere af de lande, hvor der hersker ustabilitet, og hvor fundamentalistisk islam udfordrer den centrale magt som i Nigeria og Egypten. Men det er især de seneste års borgerkrig i Syrien, der har fået kirkelederne til at frygte for det, de kalder en mulig katastrofe for kristne menigheder.

Kirill, der er patriark for den russisk-ortodokse kirke, advarer mod en gentagelse af tidligere perioder i kristendommens historie, hvor kristne menigheder er blevet tvunget til at flytte på grund af ustabilitet.

Vi kan ikke tillade, at Mellemøsten ødelægges, siger patriarken og antyder, at situationen vil forværres, hvis USA beslutter sig for at bruge militær magt mod Bashar al-Assads styre i Syrien.

LÆS OGSÅ: Irak-krigen har kvalt en 2000 år gammel religion

Hvis de kristne menigheder bliver tilintetgjort som resultat af militær offensiv eller væbnet konflikt, vil det ikke bare være en tragedie for de ortodokse kirker, men også for den globale kultur og mennesker i almindelighed, siger patriark Kirill til russiske medier.

I erklæringen fra de ortodokse kirkers ledere kritiseres de internationale medier for ikke at dække den omfattende forfølgelse af kristne.

Mens de ortodokse kirke opfordrer til at stoppe forfølgelserne, er der ingen konkrete forslag til løsninger på den meget komplicerede situation i de forskellige mellemøstlige lande.

Erklæringen afsluttes med en bøn om, at Gud vil inspirere alle dem, der tager del i forfølgelserne, med visdom, så det gode vil forhindre dem i at fortsætte.