Svenska kyrkans øverste råd er tumleplads for de etablerede, politiske partier

Kritikere mener, at de svenske politiske partier fjernstyrer deres repræsentanter i de kirkelige organer, skriver Anders Raahauge, som beretter fra Svanska Kyrkans topmøde for folkevalgte kirkeledere

Det øverste, nationale råd holder hvert år, i to adskilte efterårs-uger, topmøde for folkevalgte kirkeledere. Anders Raahauge beretter fra dette års møde.
Det øverste, nationale råd holder hvert år, i to adskilte efterårs-uger, topmøde for folkevalgte kirkeledere. Anders Raahauge beretter fra dette års møde. Foto: Lars Laursen/Biofoto.

Svenska Kyrkan er ikke udlagt horisontalt som vores folkekirke, men er hierarkisk opbygget med top og bund og ledelser på både regionalt og nationalt niveau.

Det øverste, nationale råd holder hvert år, i to adskilte efterårs-uger, topmøde for folkevalgte kirkeledere. Indtil adskillelsen af stat og kirke i 2000 foregik det i selve Rigsdagen, siden mødes man i Uppsala, men Rigsdagen følger sådan set med: 187 af rådets 251 kirkeledere er nemlig valgt på samme partipolitiske lister, som kendes fra landspolitikken.

Den norske avis Vårt Land rapporterer fra efterårets første kirkemøde. Lars Stjernkvist fra Socialdemokraterne hører til dem, som mener, det er en god idé, at partierne opstiller kandidater:

”Mange kritikere tror, at vi, som er etablerede politikere, er placeret i kirkelige tillidshverv af partiet. Men det er en karikatur, når det påstås, at vi kirkepolitikere fjernstyres af partiet,” udtaler Stjernkvist.

Med 73 medlemmer er hans socialdemokratiske gruppe kirkemødets største.

Holdningen er den modsatte hos de 38 repræsentanter for listen Posk (Partipolitisk obundna i Svenska kyrkan). De mener, at partierne netop fjernstyrer deres repræsentanter i de kirkelige organer. Lederen af Posk, Hans Olof Andrén, ser en skillelinje mellem de uafhængige og de partipolitiske kirkepolitikere:

”Den går på, hvordan man ser på den teologiske mangfoldighed. De politiske partier har ofte vanskeligt ved at forstå de teologisk konservative. De mener ikke, at de også har bidrag at komme med i det kirkelige demokrati.”

EN NY, FRYGTELIG virkelighed for den moderne fromhed er det, at det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne (SD) også i kirkemødets forsamling skyder vældigt i vejret. Partiet, som i stadigt flere meningsmålinger ligger som Sveriges største, har ved kirkevalgene fordoblet sin tilslutning på tre år, så det nu er kirkemødets femtestørste gruppe.

Hidtil har resten af kirkens topledelse systematisk ignoreret SD. Vårt Land spørger Aron Emilsson fra SD, om partiet nu efterhånden lukkes ind i det gode kirkeselskab?

”Frem til kirkevalget i 2013 måtte vi ikke være med i kirkemødets komitéer, men så blev vi så mange, at vi ikke kunne behandles på den måde længere. Nu omgås vi på en korrekt måde. Det er muligt at føre mere konstruktive diskussioner her end i andre sammenhænge,” svarer Emilsson.

Marta Axner fra Socialdemokraterne mener tværtimod, at man fortsat i kirkesalonerne har held til at holde SD ude:

”De har ligefrem mindre indflydelse her end i Rigsdagen. De er blevet isoleret af alle de andre kirkelige grupper. De fremsætter mange forslag, men hidtil har ingen af dem fået flertal her,” lyder det fra Axner.

Hun holder SD ud i to fingre:

”De burde ikke have nogen plads her. De står for et menneskesyn, som ikke er kirkens. Vi kan ikke forbyde dem at stille op til valg, men vi kan arbejde for, at deres vurderinger skal have så lille en indflydelse som mulig.”

Hans Olof Andrén giver dette billede af stemningen i kirkens politiske ledelse:

”Det er kirkepolitisk selvmord at støtte et forslag fra Sverigedemokratene.”

Han kan tydeligvis heller ikke selv lide partiets repræsentanter ved kirkemødet:

”De drømmer sig tilbage til et Sverige, hvor alle var hvide, og de snakker om fædrenes tro på en underlig måde. En gang imellem må man forklare dem, at Jesus ikke var svensk,” siger han.

ARON EMILSSON SÆTTER andre ord på sin og SD's kirkepolitiske profil:

”Vi står for en socialkonservativ og traditionsbundet holdning og klassisk kristendom. Det er beklageligt, at Sven-ska kyrkans ledelse fokuserer så stærkt på politiske udspil om indvandring, flygtninge og klima og mindre på klassisk, kristen tro. Kirken fremstår med en kraftig politisk slagside i radikal retning. Den politiske farve, som præger kirken nationalt, er en kombination af venstreorienteret politik og liberal-teologi.”

Der er også andre, der mener, at kirkemødet, er for ”rødt” og for ”politisk korrekt”. En af dem er præst og forsker Annika Borg fra Posk:

”Svenska kyrkan er mere politisk styret end nogensinde. Da kirken blev skilt fra staten i 2000, troede vi, at kirken blev fri. Vi mente, at det så ville høre op med partipolitiske grupper ved kirkemødet. Men tværtimod har vi oplevet mere politisering og aktivisme.”

Hun vil også gerne styrke klassisk kristendom:

”Jeg oplever, at kirkens kernebudskab og opgave - at forkynde Jesus Kristus som frelser - svækkes gennem de mange, politiske udtalelser, positionering og manifestationer i samfundsmæssige spørgsmål.”