Prøv avisen

Trods modstand mod homoseksualitet er kirker nøglen til at ændre holdninger

Folkekirkens Nødhjælp vil ikke umiddelbart trække nogen grænse for, hvem de vil samarbejde med, siger seniorrådgiver for religion og udvikling hos organisationen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstres udviklingordfører kritiserede tidligere på ugen Folkekirkens Nødhjælps støtte til en ugandisk kirkelig organisation. Men samarbejdet er nødvendigt, hvis man vil ændre holdningen til homoseksualitet i Afrika. Også selvom deres udgangspunkt ofte er fjendtligt, mener personer med erfaring fra Afrika

Skellet mellem religion og stat er normalt trukket skarpt op i Danmark – alligevel giver det god mening at blande de to, når det handler om kirkelige organisationers rolle inden for udviklingsbistanden til lande, hvor flertallet er troende. Det mener en række personer med erfaring fra udviklingsarbejde.

Temaet er blevet aktuelt, efter at udviklingsordfører hos Venstre, Michael Aastrup Jensen, tidligere på ugen sagde til Kristeligt Dagblad, at han finder det ”ekstremt alarmerende”, at Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med og yder økonomisk støtte til den ugandiske kirkelige organisation, Uganda Joint Church Council, UJCC, der går ind for lange fængselsstraffe til homoseksuelle. Michael Aastrup Jensen vil tage sagen op med Udenrigsministeriet.

Men selvom det kan virke kontroversielt, giver Folkekirkens Nødhjælps samarbejde med UJCC mening. Det vurderer Catrine Shroff, udviklingskonsulent og ph.d. i antropologi med fokus på religion og udviklingsarbejde i Uganda. Hun understreger, at kirken er et samlingspunkt for uganderne i et land, hvor korruption og fattidom betyder, at tilliden til politikerne og markedskræfterne er meget lille.

”Kirkerne i Uganda og i mange andre afrikanske har væsentlig indflydelse på, hvordan uganderne opfatter verden,” siger hun.

Derfor er der ingen vej uden om dialogen med de kirkelige organisationer, hvis holdningerne til de seksuelle mindretal skal ændres.

”Det er et langt sejt træk. Flertallet af befolkningen mener, at seksuelle forhold kun hører hjemme blandt en mand og en kvinde, så det nytter ingenting at stille sig op uden for og råbe,” siger hun.

I det hele taget spiller kirkelige organisationer en større rolle i udviklingsarbejdet i afrikanske lande, end vi normalt er opmærksomme på i Vesten, siger Karen Lauterbach, adjunkt ved Center for Afrikastudier, hvor hun forsker i krydsfeltet mellem religion, politik og samfundsmæssig forandring i Afrika. Ofte samarbejder kirkelige organisationer med deres partnere gennem årtier og dermed betydeligt længere end i typiske sekulære udviklingsprojekter.

”Derfor opnår man et særligt partnerskab, der er baseret på tillid. Man kender hinanden, og man kan måske tage nogle kontroversielle diskussioner, netop fordi man allerede har arbejdet sammen om hungersnød og forældreløse børn under aids-epidemien,” siger hun.

Men kirkelige organisationer i afrikanske lande kan også være både reaktionære og ekskluderende, fastslår Karen Lauterbach.

”Eksempelvis samler UJCC folk i Uganda og sikrer den mellemreligiøse dialog, men når man arbejder på den måde, hører man næppe til dem, der rykker først, når det gælder kontroversielle emner som abort, prævention og homoseksualitet.”

I Tanzania arbejder den kristne hjælpeorganisation Danmission sammen med den luthersk-evangeliske kirke ELCT, til trods for at også den tanzaniske kirke lægger kraftig afstand til homoseksualitet. ELCT kalder blandt andet homoseksuelle ægteskaber for ”en katastrofe”, ”skandaløst” og ”en torn i Jesu krop”.

Danmission trækker grænsen for, hvem de vil samarbejde med ved organisationer, der udøver vold eller på anden måde nedværdiger andre mennesker, fastslår generalsekretær i Danmission, Jørgen Skov Sørensen.

”Og det gælder naturligvis også for homoseksuelle. Danmission har ikke magtmidler til at ændre kirkers holdning til LGBT-personer. Men fordi vi er en kristen organisation, kan vi få religiøse ledere i tale, og vi har gode eksempler på, at åben og kritisk dialog kan rykke holdninger og handlinger. Blandt andet når det gælder kvindelige præster,” siger han.

Folkekirkens Nødhjælp vil ikke umiddelbart trække nogen grænse for, hvem de vil samarbejde med, siger seniorrådgiver for religion og udvikling hos organisationen, Jørgen Thomsen.

Men hvis en samarbejdspartner gik ind for eksempelvis dødsstraf for homoseksuelle eller andre minoritetsgrupper, vil Folkekirkens Nødhjælp ”naturligvis tage partnerskabet op til overvejelse”.

”Vi har et mandat til at støtte de svageste og mest udsatte grupper og en forpligtelse til at gå ind i en dialog. Det kræver tålmodighed og tydelighed. Hvis vi ikke har dialogen, hvem har den så? Så svigter vi jo homo- seksuelle, det hele handler om,” siger han.

Ambassadør Mogens Pedersen, der netop har afsluttet tre års ophold i Uganda – og næsten 10 år i alt i Afrika – peger på, at fjendtligheden mod homoseksualitet er ”dybt rodfæstet” i mange afrikanske samfund:

”Hvis vi fra dansk side kører for voldsomt frem med vores kritik, gør vi blot de seksuelle minoriteter en bjørnetjeneste. Det er klart, at vi skal forsøge at fremme forståelsen og respekten for blandt andet homoseksuelle, men vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi bedst får den placeret, så vi ikke støder folk fra os, men får dem til at lytte,” siger han. 8