Kløften vokser mellem islams to store retninger

Det shiamuslimske mindretal er for første gang i historien i stand til at true det sunnimuslimske flertal. Shiamuslimer er nu ved magten i både Iran og Irak, og ledende sunni-muslimer opfatter shia-islam som en trussel

Tiden efter angrebene den 11. september 2001 har intensiveret kampen mellem shia- og sunni-muslimer. -
Tiden efter angrebene den 11. september 2001 har intensiveret kampen mellem shia- og sunni-muslimer. -.

Nyhedsanalyse

Mens Mellemøstens shiamuslimer har vinden i ryggen og tiden på deres side, føler det sunnimuslimske flertal, der udgør omkring 85 procent af verdens 1,3 milliarder muslimer, sig trængt op i en krog.

Tiden efter angrebene den 11. september 2001 har intensiveret kampen mellem shia- og sunni-muslimer. I skyggen af vestlige landes angreb mod sunnimuslimske terrorgrupper og lande har de shia-muslimske befolkninger stort set undgået at komme på kornet i de vestlige landes kamp mod terror. Det er hovedårsagen til den historiske renæssance, de shiamuslimske befolkninger oplever i øjeblikket.

Shiamuslimske Iran er godt på vej til at blive atommagt og fremstår som det eneste muslimske land, der tør udfordre Vesten. Iran er overbevist om, at de vestlige lande ikke tør angribe efter to krige i Afghanistan og Irak og opfører sig i henhold til den konklusion. I Libanon har den shiamuslimske Hizbollah-organisation fået helteagtig status for sin udholdenhed over for Israel. I Irak har shiamuslimer taget magten efter Saddam Husseins fald, og en lang række af Mellemøstens sunnimuslimske terrororganisationer er begyndt at foretrække økonomisk bistand og militær hjælp fra Iran fremfor fra de omkringliggende sunnimuslimske lande.

Selvom det talmæssigt virker ulogisk, at shiamuslimer skulle kunne true det sunnimuslimske flertal, antyder en række udtalelser fra ledende sunnimuslimer på det seneste, at shiaislam mere og mere opfattes som en trussel og den reelle årsag til splittelsen mellem de to grupper. For en måned siden udtalte den indflydelsesrige egyptiske sheik Yussuf Qaradawi, at shiamuslimer er hedninge, og at udvidelsen af shiamuslimernes magt i Mellemøsten er farlig.

Det angreb blev i sidste uge fulgt op af Den Internationale Union af Muslimske Lærde, der i en pressemeddelelse forlangte, at Iran tager ansvaret for spliden mellem de to muslimske grupper og gør alt for at løse den i fremtiden.

Splittelsen mellem shia- og sunnimuslimer går tilbage til efter profeten Muhammeds død. Her skændtes muslimerne om, hvem der skulle udnævnes til profetens efterfølgere. Mens sunnimuslimer accepterer de tre første kaliffer, der anses for at være profetens venner, anerkender shiamuslimer kun den fjerde kalif, Ali, der er fra profetens egen familie.

Gennem historien har shia- og sunnimuslimer udkæmpet bitre kampe, men det er indtil nu aldrig kommet til regionale magtkampe på grund af shiamuslimernes begrænsede magt.

Det billede har nu ændret sig, og Iran fremstår i dag som en af Mellemøstens største magtfaktorer og ikke mindst et land, der aktivt ønsker at udøve denne magt.

Sammen med det iranske præstestyres doktrin om at eksportere den iranske revolution til andre dele af Mellemøsten vækker Irans meget aktive støtte til Hamas, Islamisk Jihad, Hizbollah og de shiamuslimske grupper i Irak bekymring for det, der kaldes en moderne mellemøstlig shiamuslimsk imperialisme. Mens de fleste sunnimuslimske lande fremstår som korrupte, men venligtsindede over for Vesten, repræsenterer det iranske præstestyre en alternativ og mere trodsig model, der tiltaler mange unge. Også sunnimuslimer.

I Libanon og Det Palæstinensiske Selvstyre konverterer sunnimuslimer til shiaislam, fordi de modtager penge fra Iran eller foretrækker den iranske politik frem for de arabiske landes. Det er årsagen til, at de sunnimuslimske ledere nu råber vagt i gevær over for de shiamuslimske missionærer.

allan@kristeligt-dagblad.dk