Forleden mødte jeg en pakistansk mand. Han var ikke i tvivl:
Jeg vil langt hellere have nogle bomber i hovedet fra USA end fra Indien, sagde han.
Den udtalelse rummer lige præcis det had, som mange pakistanere føler mod Indien. Bomberne fra USA, som de konstant gør hadefulde oprør imod, er trods alt bedre, end hvis de kom fra ærkefjenden mod øst. Men udsagnet giver også et billede på præsident Asif Ali Zardaris dilemma, den knivsæg, som han den seneste uge har forsøgt at balance på tilsyneladende med bedre held, end man havde turdet håbe på.
Lige siden Pakistan blev delt fra Indien i 1947, har forholdet mellem de to lande bølget frem og tilbage. De har udkæmpet tre krige, de har stadig ikke løst konflikten om Kashmir-regionen, som bliver holdt på afstand af en til tider skrøbelig fredsaftale, og hadet fra pakistanerne mod inderne er til at få øje på.
Særligt efter Mumbai-bomberne. Pakistanerne er blevet rasende over den hurtige finger, som Indien lod pege mod Pakistan endnu før de sidste angreb var afsluttet lørdag morgen for en uge siden. Derfor er det også en følsom situation for landets ledelse.
Endnu engang skal præsident Zardari forsøge at udføre, hvad der minder om en umulig linedans. Det mener politisk kommentator og journalist ved den pakistanske tv-station GEO TV, Maria Ahmad.
Pakistanerne ønsker generelt ikke en blød linje mod Indien og da slet ikke, når Indien anklager Pakistan for terrorangrebene. Tværtimod ser de helst, at Zardari viser handlekraftighed, og det er ikke lig med den handlekraftighed, som Condoleeza Rice har efterlyst. Men Zardari har med god grund valgt at indgå i en dialog og ikke officielt tage beskyldningerne fra Indien alt for ilde. Der er ikke plads til, at Pakistan stejler på terrorspørgsmålet nu med hele verdens og Indiens bevågenhed på terrorister i Pakistan. Det er et spørgsmål, som ledelsen bliver nødt til at gå aktivt ind i, siger Maria Ahmed.
Dermed er Zardari og landets ledende politiske parti Pakistan Peoples Party (PPP) klemt mellem hvilken handling, verden kræver, hvad den pakistanske befolkning ønsker og ikke mindst hvilken attitude, man vil vise mod inderne.
For der er ifølge flere pakistanske kommentatorer ingen tvivl om, at man bag kulisserne raser over Indiens anklager og inderst inde har lyst til at give dem en kold skulder.
En amerikansk kommentators budskab på pakistansk tv lyder da også, at en af grundene til Condoleeza Rices besøg i Islamabad er, at USA kan være i tvivl om ærligheden i Pakistans respons, så besøget skal fastholde Pakistan på en hurtig og effektiv indsats.
Zardari har imidlertid svaret Rice, at man vil finde og straffe de skyldige, hvis der viser sig at være pakistanere indblandet i angrebet.
Samtidig lyder der dog andre toner fra regeringen. Indenrigsministerens rådgiver Rehman Malik sagde torsdag, at Indien har givet Pakistan en liste med tre navne, som de beordrer Pakistan til at reagere mod.
To af personerne er indiske statsborgere, og den tredje er den pakistanske Maulana Masood Azhar.
Men inderne befinder sig ikke i Pakistan, og vi kan ikke gøre noget ved Azhar, så længe vi ingen beviser har, sagde Malik.
Desuden afviste han, at Pakistan har fået den liste med tyve navne af Indien, som de kræver udleveret.
Vi har kun fået disse tre navne, sagde han.
Dermed ser det ud til, at Pakistan mellem de gode intentioner, samtidig får sat den grænse over for inderne, som er dem så magtpåliggende. Man vil samarbejde, men samtidig ikke sælge fuldstændig ud af arvegodset.
Postyret og magtkampene mellem Indien og Pakistan kan få uheldige konsekvenser, mener Ayaz Amir, kommentator ved avisen The News. Både Pakistans og Indiens reaktioner på angrebene kunne al-Qaeda ikke have ønsket sig bedre, mener han.
Lad os ikke glemme, at al-Qaeda har erklæret krig mod Pakistan pga. samarbejdet med USA. Og hvad terrorbomber og selvmordsangreb i Pakistan ikke kunne lede til, kan angrebene i Mumbai føre til. De har for en tid flyttet Pakistans fokus fra det vestlige teater til den østlige front, og hvem har glæde af den situation? al-Qaeda, siger Ayaz Amir.