Klima- eller udkantsvalg? Magtpartierne skranter, mens spærregrænsen truer i norsk valg

Efter otte år med Erna Solbergs borgerlige regering er det rød-grønne Norge nu snublende tæt på en sejr ved valget om ni dage

Ifølge forskningsinstituttet Norges Regnecentral er der kun fem procents chance for, at Norges nuværende statsminister Erna Solberg (til højre) vinder valget den 13. september. Men selvom hendes modstander, Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet (til venstr
Ifølge forskningsinstituttet Norges Regnecentral er der kun fem procents chance for, at Norges nuværende statsminister Erna Solberg (til højre) vinder valget den 13. september. Men selvom hendes modstander, Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet (til venstre) sandsynligvis kan kalde sig norsk statsminister inden længe, spås begge partier markant tilbagegang Foto: Helge Mikalsen/NTB/Ritzau Scanpix

Rød, blå – eller en helt tredje vej? Helt frem til sommerens begyndelse var den store fortælling om det forestående norske valg, at Centerpartiet – det mest klimaskeptiske af partierne i den rød-grønne blok – havde overrumplet alt og alle i norsk politik.

Omkring årsskiftet overhalede det gamle bondeparti, som slår sig op på at forsvare indbyggerne i den norske udkant, både Arbejderpartiet og Højre i kampen om at blive landets største parti, og i juni lancerede partileder Trygve Vedum sig tilmed som den norske valgkamps tredje statsministerkandidat. Alt tydede på, at kampen for Bygde-norge ville afgøre valget. Men pludselig blev det hele vendt på hovedet.

Land mod by gled hen over sommeren længere ned på vælgernes liste over valgkampens vigtigste temaer. Og mens luften stille og roligt sivede ud af den ulmende utilfredshed med den borgerlige regerings centraliseringsreformer, blev økonomisk ulighed og spørgsmålet om det grønne Norges sorte guld igen det, nordmændene talte om.

Og så, midt i det hele, smed FN’s Klimapanel den bombe, som meget vel kan udstyre det norske stortingsvalg den 13. september med præcis samme overskrift, som tilfældet var i Danmark i 2019: et klimavalg.

”Den norske valgkamp startede reelt set for 14 dage siden med en partileder-debat. Kort forinden kom FN’s klimarapport, og den prægede både partilederdebatten og har siden sat sit tydelige aftryk på valgkampen – både som dominerende tema og ikke mindst ved, at klimapartierne har oplevet en rigtig pæn fremgang,” fortæller Bernt Aardal, der er professor emeritus i statskundskab ved Oslo Universitet, og som siden 1985 har været leder af valgforskningsprogrammet ved institut for samfundsforskning i den norske hovedstad.

Det er først og fremmest Socialistisk Venstreparti (SV), Rødt, Miljøpartiet samt Venstre – De Radikales søsterparti, der er med i den blå regering – som har oplevet medvind, siden klimarapporten kom. Til gengæld giver vælgerne ikke meget for Centerpartiets grønne ambitioner, og samtidig ligger både det socialdemokratiske Arbejderpartiet og det borgerlige regeringsparti Højre, som er de traditionelle statsministerpartier, godt og vel fem procentpoint under deres respektive valgresultater.

Ifølge den seneste måling fra Kantar har Arbejderpartiet opbakning fra 22,6 procent af vælgerne – en klar tilbagegang fra de 27,4 procent ved det seneste stortingsvalg i 2017. Også Højre ligger markant under valgresultatet på 25 procent for fire år siden – i dag står de til lige under 20 procent. Værst ser det dog ud for Centerpartiet, der siden lanceringen af Trygve Vedum som statsministerkandidat er blevet reduceret fra 21 procent i december til 12 procent i dag. Det er dog stadig en minimal fremgang i forhold til 2017, og ifølge avisen Aftenposten er sejren til den rød-grønne blok stort set uundgåelig. Flertallet af nordmændene foretrækker socialdemokratiske Jonas Gahr Støre som statsminister, og skal Højres Erna Solberg beholde regeringsmagten, skal 350.000 vælgere nå at skifte side inden valget om ni dage.

De små kan blive afgørende

Blandt de partier, som balancerer omkring den norske spærregrænse på fire procent, findes både regeringspartiet Kristeligt Folkeparti, som havde statsministerposten så sent som i 2005, og Venstre, Miljøpartiet og Rødt.

Ifølge Emil André Ersted, der har en fortid som rådgiver for Kristeligt Folkepartis forhenværende formand, og som i dag er kommentator ved avisen Vårt Land, slikker det kristelige parti stadig sårene efter det dramatiske opgør i 2018, hvor det traditionelle midterparti besluttede at støtte en højreorienteret regering frem for Arbejderpartiet.

”I 2018 forsøgte kræfter i partiet at trække i den anden retning, men den blå side vandt det, der stadig omtales som borgerkrigen, og herefter har man stået stejlt på den her meget konservative fremtoning,” siger han.

”Ved de gode valg i 1997 og 2001 gjorde man meget ud af, at man ikke behøvede at være kristen for at stemme på Kristeligt Folkeparti. Men siden er man gradvist blevet mere og mere opfattet som et redskab for det kristelige, konservative Norge, og det har været enormt skadeligt for partiet,” siger Emil André Ersted, som dog understreger, at partiet givetvis vil opnå to-tre kredsmandater, selvom man ikke skulle komme over spærregrænsen.

For Miljøpartiet og Rødt er historien omvendt. Begge partier har været repræsenteret i Stortinget med bare én repræsentant siden sidste valg, men lykkes det denne gang partierne at komme over spærregrænsen, samtidig med at Socialistisk Venstreparti fastholder opbakningen på 10 procent, så kan det blive afgørende for dynamikken i en kommende rød-grøn regering, vurderer Bernt Aardal.

”Ender det eksempelvis med, at Miljøpartiet og Rødt kommer ind, mens Kristeligt Folkeparti og Venstre ikke gør det, så vil det være en ganske markant forskydning i det politiske Norge. Det er der ingen som helst tvivl om. Og det er ikke usandsynligt, at en ny regering bliver afhængig af Miljøpartiet eller Rødt, og i så fald kan en kommende regering blive presset til at gøre noget langt mere fundamentalt på klimaområdet, end man i udgangspunktet har lyst til,” siger Aardal, men understreger samtidig, at selvom mange vælgere er optaget af klima, har Arbejderpartiet de seneste år tabt vælgere i hovedstaden Oslo, hvor man lokalt har dannet koalition med netop Miljøpartiet.

”Det springende punkt er dog forholdet mellem Socialistisk Venstreparti og Centerpartiet, der sandsynligvis havner i samme regering, men som er meget uenige om den grønne omstilling og Norges forhold til olien. Og selvom Arbejderpartiet har bevæget sig ret langt på klimaområdet, er det stadigvæk forbeholdent på en række punkter, ikke mindst i forhold til arbejdspladserne i olieindustrien,” siger Bernt Aardal og bakkes op af Jonas Stein, ekspert i vælgeropbakning og lektor i statskundskab ved universitetet i Tromsø.

”Vi får med 95 procents sandsynlighed en ny regering, men det interessante er, at vi ikke præcis ved, hvordan den kommer til at se ud – om eksempelvis Socialistisk Venstreparti kommer med ind i en regering, og om der overhovedet kan findes flertal uden de mindre, men mere radikale partier. Der er ingen tvivl om, at den grønne dagsorden dominerer, men der er ganske stor usikkerhed om, hvor meget – og hvordan – det vil manifestere sig efter valget.”

Mere fokus på Udkantsnorge

Til trods for at både klima og ulighed er centrale temaer i valgkampen, er det dog begrænset, hvor store forandringer nordmændene vågner op til efter valgdagen den 13. september. Også selvom regeringsmagten skulle skifte og i sidste ende afhænge af de rød-grønne fløjpartier.

”Det er jo sådan i de nordiske lande, at de politiske afstande mellem blokkene ofte er ret små – alle er skabs-socialdemokrater eller støtter i hvert fald op om velfærdsstaten. De borgerlige er dog blevet kritiseret for at give de rigeste skattelettelser, og skifter magten, så vil den økonomiske politik sandsynligvis være et af de områder, hvor man vil markere et klart skifte,” vurderer Bernt Aardal og bakkes op af Jonas Stein fra universitetet i Tromsø.

”Den skandinaviske konsensusmodel betyder jo alt andet lige, at der sjældent sker en revolution over natten,” siger lektoren.

”Men de rød-grønne partier har i hvert fald bebudet, at de vil øge skatten og tilbagerulle nogle af de centraliseringsreformer, som den nuværende regering har gennemført.”

Jonas Stein nævner, at 19 fylker (regioner) er blevet reduceret til 11, mens 428 kommuner er blevet til 356 i Erna Solbergs regeringstid. Særligt regionsreformen risikerer at blive tilbagerullet, hvis Centerpartiet får magt, som de har agt.

Hvad med forholdet til udlandet?

”Det kan meget vel blive den nye regerings mest komplicerede område, fordi Socialistisk Venstreparti vil ud af Nato, og både SV og Centerpartiet vil have Norge ud af EØS-samarbejdet, altså vores tilknytning til EU. Det ønsker Arbejderpartiet dog bestemt ikke, og det mest sandsynlige er, at en rød-grøn regering nedsætter en kommission, der laver en udredning, som når frem til, at EØS-aftalen er ganske god,” vurderer Jonas Stein.

”På den måde kan Arbejderpartiet vise, at det er villigt til at gøre noget uden egentlig at ændre noget ved den aftale, som 70 procent af nordmændene støtter op om. I praksis vil en eventuel ny regering altså sandsynligvis forholde sig til omverdenen på samme måde som den nuværende.”