Det var historien om musen og elefanten, Jeppe Kofod (S) brugte som løftestang, da han for en måned siden som den første danske udenrigsminister talte ved Indiens store årlige sikkerhedskonference Raisina Dialogue i New Delhi. Han fortalte, hvordan musen og elefanten sammen går gennem skoven, hvorefter musen med stolthed bemærker, hvor meget larm de sammen formår at lave. Og selvom Danmark i det globale spil kan synes at være på størrelse med en mus, kan vi sammen med elefanten, i dette tilfælde Indien, rykke rigtig meget, hvad angår den grønne omstilling, er udenrigsministeren overbevist om.
”Indien er et land med et enormt potentiale. Som premierminister Narendra Modi har sagt, har Danmark the skills (evnerne), mens de har the scale (omfanget). De har også skills, vil jeg gerne understrege, men vi arbejder på at indgå et strategisk, grønt partnerskab, hvor vi både kan inspirere dem og gøre noget konkret. Det var det, min gamle Harvard-professor Joseph Nye kaldte soft power, hvor vi kan være en inspirerende, blød magt,” siger han og henviser til, at danske virksomheder og myndigheder kan samarbejde med inderne om eksempelvis en langt bedre affalds- og spildevandshåndtering.
I sin tale i New Delhi fremhævede ministeren også, at Danmark for 30 år siden hjalp med at få rejst de første vindmøller i Indien, som i dag har udviklet sig til verdens fjerdestørste vindproducent.
”Det er klassisk udenrigspolitik, det er handelspolitik, det er udviklingspolitik – vi har en masse instrumenter i værktøjskassen. Klimadiplomati handler om at gøre Danmark til en grøn stormagt igen helt i Svend Aukens ånd. Vi kan bruge vores vision herhjemme med klimalovens 70 procent-målsætning som springbræt til at inspirere andre. Ikke bare ved ord, men igennem partnerskaber, som kan rykke verden mange gange i forhold til, hvad vi selv kan levere. For vi ved godt, at vi ikke får reddet verden, alene ved at Danmark reducerer sit udslip med 70 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990,” siger Jeppe Kofod i sit kontor på sjette etage på Asiatisk Plads med udsigt over Københavns Havn.
Han kan se tilbage på nogle særdeles travle uger, hvor diplomatiet har været i højeste gear med evakuering af danskere fra de coronavirusramte områder i Kina, samtidig med at udenrigsministeren har måttet sige fra over for kinesisk pres på dansk ytrings- og forsamlingsfrihed. Hvor han har haft både den saudiarabiske og iranske ambassadør indkaldt til kammeratlig samtale i Udenrigsministeriet i en betændt spionagesag, deltaget i markeringen af 75-året for Auschwitz’ befrielse i Polen og blandt andet været vært for et møde med sine kolleger fra Finland, Frankrig og Sverige for at tale om en ny europæisk strategi på selve dagen, hvor Brexit blev en realitet.
Også på dette møde handlede det om EU’s klima-ambitioner. Klimaet er den altoverskyggende, strategiske dagsorden lige nu, som udenrigsministeren med egne ord altid bringer på tale, når han mødes med sine kolleger ude i verden:
”Det er ikke nyt, at vi vil sælge Danmark i verden, men det er nyt, at vi har så meget hul igennem. Nu kan vi agere som katalysator for forandringer igennem de gode fortællinger om Danmark. Resten af verden er opmærksom på, at Danmark har fået en national grøn strategi, hvor vi tænker klimaet ind i hele vores politik, og det er med til at multiplicere Danmarks globale opmærksomhed. Vi kan fortælle, at konkurrencedygtighed og bæredygtighed er to sider af samme sag, for vi har mange års erfaring på området. Og det synes folk er rigtig interessant.”
Foreløbig er klimaloven vel primært et flot dokument, som man kan få priser og omtale for, sådan som det skete på klimakonferencen COP25 i december?
”Der er et spor i klimaloven, som handler om vores globale rolle. Det har vi allerede taget hul på med udnævnelsen af en klima-ambassadør, som blandt andet skal sikre, at vi tænker klimaet ind i alle vores partnerskaber. Vi har oprettet globale klimafrontposter på 15 ambassader, og vi har fået et grønt kontor her i ministeriet. Men vi kommer til at gøre endnu mere igennem partnerskaber med erhvervslivet og andre aktører for at kunne fremme så grønne danske løsninger som muligt. Det er det, vi kommer til at udfolde i vores udenrigspolitik. For hvis vi kan vise noget handling her, bliver vi også placeret stærkere bredt set udenrigs- og sikkerhedspolitisk,” siger han.
”Klimapolitik og sikkerhedspolitik går hånd i hånd i bred forstand. Vi lever i en verden, der er præget af fragmentering, af uforudsigelighed, stormagtsrivalisering, pres på normer, regler og multilaterale institutioner, men hvis vi kan være med til at vise, at fælles handling kan være nøglen til at styrke og reformere nogle af disse institutioner, er det i vores interesse.”
Det er et budskab, som udenrigsministeren løb åbne døre ind med i Indien, hvor en række tidligere stats- og regeringsledere, heriblandt danske Anders Fogh Rasmussen og svenske Carl Bildt, udpegede klimaforandringer som det kommende årtis vigtigste globale udfordring i tæt tilknytning til den globale sikkerhed.
”Klimadagsordenen handler om klodens overlevelse, men også om sikkerhed. Klimaforandringerne kan få store geopolitiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser, da de rammer så skævt. Konflikter over ressourcerne kommer kun til at stige. Vi ser allerede klimaflygtninge, ekstreme vejrfænomener, der ødelægger folks levevilkår, og en accelereret fattigdom,” siger Jeppe Kofod.
”Det hænger også sammen med, hvor truslerne kommer fra i dag. Hvis man tager de næste 20-30 år, så vil hvert fjerde menneske på denne klode være afrikaner; i 2050 vil der være 2,5 milliarder mennesker i Afrika. Hvis vi ikke får håndteret international terrorisme i Afrika og Mellemøsten, klimadagsordenen og den irregulære migration, så er det også noget, der truer vores sikkerhed og vores tryghed i Danmark, og derfor er det så vigtigt for os at beskytte vores samfundsmodel og den verden, vi lever i,” siger han.
Hvordan vil I så konkret gøre det i en verden, der er så fragmenteret, som du selv siger, og hvor FN-systemet med sine årlige COP-konferencer om klimaet har vist sig at være meget trægt?
”Det, vi kan i Danmark, er at vise, at bæredygtig omstilling ikke er hinandens modsætninger, hvis man laver de rigtige politikker. Så kan de faktisk være hinandens forudsætninger. Dét er noget, der interesserer lande som for eksempel Indien. Nemlig, hvordan vi kan levere jobs og velfærdsforbedringer til vores befolkninger sammen med den grønne omstilling,” siger Jeppe Kofod, som i sin tale i Indien kaldte COP25 i Madrid for en skuffelse og pointerede, at man ikke kan forhandle med naturen.
Det ændrer jo ikke FN-systemet, når Modi er interesseret i, hvad Danmark gør omkring den grønne omstilling?
”FN-systemet er vigtigt i forhold til at sikre, at verdens lande forpligter sig for eksempel til at opfylde målene i Paris-aftalen, men det er ikke tilstrækkeligt alene. Indsatsen skal stå på to ben. Når verdens største virksomheder er begyndt at tænke det ind i deres revision, hvor langt de er kommet med deres bæredygtige omstilling, sådan som jeg oplevede dem tale om i Davos forleden, så er det med at til at skabe samfundsansvar og retning, og det er vigtigt,” siger udenrigsministeren.
”Når vi kigger på forhandlingerne i FN i COP-regi, så foregår der ofte en meget defensiv dagsorden mellem stater, hvor nogen har et nulsumsspil. Dér har vi mulig-heder for at vise, at vi kan noget andet. For vi kan sagtens gøre noget. Det så vi ved klimatopmødet i FN-regi i september, hvor Danmark gik med i en alliance om at komme ned på nul procent i shippingindustrien. 80 procent af udledningen kommer fra infrastrukturen såsom havne og ikke fra skibene selv, men det betyder jo ikke, at vi ikke skal have udledningsfri skibe, hvilket Mærsk allerede har lovet inden 2030. Her er partnerskaberne igen vigtige: Som regering kan vi bidrage med reguleringer og ressourcer, med virksomheder, som har teknologien og idéerne, og med investorer såsom pensionskasserne. Den grønne omstilling er ved at blive mainstream i Danmark, hvor vi de facto vil parisliggøre hele vores samfund. Erhvervslivet er med på dette for at fremtidssikre sin egen forretning, og det er det samme budskab, vi tager ud med i verden: Denne omstilling er en mulighed, det er ikke kun en byrde, som nogen vil kalde det.”
Den såkaldte parisliggørelse, som udenrigsministeren taler om, handler om at implementere klimamålsætningerne fra den snart fem år gamle Paris-aftale også på for eksempel handelsområdet.
”Vi bør være klar til at sige til lande, der ikke vil forpligte sig på klima, at så er de ikke nogen handelspartner for os. Så vil vi sætte en grænse. For det er vigtigt, at man påtager sig ansvar for de problemer, der er i verden, og at være med til at løse dem,” siger Jeppe Kofod.