Greta Thunberg er blevet verdens samvittighed. Den 15-årige svenske skoleelev er, som det fremgik af denne avis tidligere på ugen, stjernen ved klimakonferencen COP24 i Katowice i Polen med sin bøn om at redde fremtidens generationer fra klimakaos. Men hendes og det øvrige civilsamfunds krav har svært ved at påvirke de politiske forhandlinger i konferencebygningen midt i Europas største kulproducerende distrikt.
Meningen var blandt andet, at regeringerne skulle komme med nye, ambitiøse løfter for, hvor meget de vil skære i deres CO2-udslip frem til 2030. De løfter, der blev afgivet ved COP21 i Paris for tre år siden, er ikke længere nok til at holde temperaturstigningerne på 1,5 grader, som er eksperternes bud på den maksimale stigning, hvis vi skal undgå kaotiske klimaændringer. Og det globale CO2-udslip er ikke reduceret siden Parisaftalen, men derimod vokset.
Vanskelighederne med at nå til enighed skyldes blandt andet USA, Rusland, Saudi-Arabien og Kuwaits afvisning af at anerkende den seneste, stærkt alarmerende rapport fra FN’s Klimapanel i slut- erklæringen. Men det er ikke den væsentligste knast, vurderer Jens Mattias Clausen, som følger klimakonferencen for Greenpeace.
”Det ender formentlig med, at vi får en slutaftale, som alle kan leve med. Det afgørende er især, at vi får klare regler for, hvordan vi måler CO2-reduktionerne, og at vi får øget ambitionsniveauet med yderligere nedskæringer i CO2-udledningerne. Men især skal regeringerne tage hjem og gøre deres hjemmearbejde, så vi rent faktisk kan halvere verdens CO2-udslip i 2030. Vi skal have et stærkt politisk signal fra Katowice,” siger Jens Mattias Clausen.
Efter to ugers forhandlinger, som i går gik i forlænget spilletid, har kun Marshall- og Fiji-øerne lovet nye CO2-reduktioner. 70 lande, deriblandt Danmark, har lovet at følge efter.
Befolkningerne skal dermed sørge for at holde deres regeringer fast på deres løfter. Og her har den folkelige mobilisering trods adskillige klimamarcher været utilstrækkelig. Vi demonstrerer langt mindre for klimaet, end tidligere generationer gjorde imod atomtruslen eller Vietnamkrigen, konstaterer Eugene Nullman fra Birmingham City University, som forsker i borgernes evne til at påvirke politikernes klimabeslutninger.
”Siden COP15 i København i 2009 har mobiliseringen været svag. Klimatruslen har været noget, der lå ude i fremtiden, og som derfor ikke skabte samme følelse af, at det haster med handling her og nu. Samtidig indebærer kravene til politikerne, at de skal gribe ind i vores måde at leve på, og det kan også være svært at demonstrere for,” siger Eugene Nullman.
Men ngo’erne har også udviklet nye juridiske aktionsformer som i Holland, hvor domstolene har pålagt regeringen at efterleve sine løfter om CO2-reduktioner. Eugene Nullman konstaterer derfor en holdningsændring.
”Måske oplever vi netop nu et vendepunkt, for sommerens hedebølge og antallet af skovbrande og klimarelaterede orkaner har gjort truslen mere reel,” mener han.
Som FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, sagde, da han i onsdags uventet vendte tilbage til Katowice, som han havde forladt efter åbningsceremonien:
”Hvis vi ikke får en aftale, er det ikke kun umoralsk, det er selvmord.”