Prøv avisen

Klinik går til grænsen for dødshjælp – nogle gange over

På Levenseindekliniek (Livsafslutningsklinikken) i Holland hjalp man i 2016 mere end 400 patienter med at dø. Modelfoto. Foto: Iris/Scanpix Ritzau

Dødshjælp i Hollands Levenseindekliniek er målrettet patienter, der først har fået afslag af deres egen læge. Læge Constance de Vries var med fra begyndelsen og ser sit arbejde som en håndsrækning til både patienter og kolleger, der tøver over for ”komplicerede” ønsker om at dø

Den hollandske Levenseindekliniek (Livsafslutningsklinikken) har svært ved at følge med efterspørgslen på dødshjælp. Læge Constance de Vries har været med siden starten i 2012, hvor de var fem læger. I dag er de 62. Det første år hjalp stiftelsen 32 hollændere med at dø. I 2016 var tallet over 400. Der er kun én ydelse, nemlig dødshjælp i form af assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp til personer, som først har fået afslag af deres egen læge.

Men Constance de Vries afviser, at arbejdet er kontroversielt, selvom hun altså hjælper patienter med at dø, som hendes kolleger ikke ville hjælpe:

”Det er ikke kontroversielt, det er et ukendt område. Patienterne kommer til os, fordi dødshjælp er for svært, for følelsesladet eller for usikkert for deres egen læge. De har ikke fået nej, fordi dødshjælp ikke er inden for loven, men fordi deres egen læge ikke kender loven,” siger hun.

Hun tegner en cirkel på et ark papir og en lidt mindre inde i den første:

”Den store cirkel er loven. De fleste læger spiller kun midt på banen, inden for den lille cirkel. Jeg kan ikke skubbe til loven eller udvide den. Jeg gør ingenting uden for loven, for jeg vil gerne beholde min bestalling og være læge. Men i Levenseindekliniek bruger vi hele loven.”

Lægerne, som spiller midt på banen, yder hovedsagligt eutanasi til terminalt syge patienter, for eksempel mennesker med kræft. Når Constance de Vries taler om ”hele loven”, hentyder hun især til tre grupper, der i Holland betragtes som særligt vanskelige at vurdere, men som juridisk er i målgruppen for dødshjælp: Folk med psykiske lidelser, med demens eller geriatriske patienter med en vifte af aldersrelaterede sygdomme, men hvor døden ikke nødvendigvis er nært forestående.

De tre kategorier udgjorde i alt syv procent af samtlige 6091 tilfælde af dødshjælp i Holland i 2016 ifølge den seneste årsrapport fra de fem regionale RTE-komiteer, der vurderer, om en læge har udført et tilfælde af eutanasi lovligt.

I Levenseindekliniek udgjorde samme grupper dog 49 procent fra juni 2016 til juni 2007 ifølge stiftelsens egne tal. Personer med psykisk sygdom var 10 procent af stiftelsens patienter, men kun én procent blandt alle hollandske patienter.

Tallene betyder ifølge Constance de Vries, at den specialiserede Levenseindekliniek har større kompetence end den almindelige læge – og ikke, at stiftelsens læger er mere villige til at udføre de dødsønsker, deres kolleger afstår fra.

”Vi imødekommer kun 30 procent af de forespørgsler, vi får. Så sent som i går afviste jeg en patient, selvom hendes lidelse var tydelig. Men jeg mente, at der stadig var behandlingsmuligheder for hende i sygehusvæsenet,” siger hun og fastslår:

”Hvis du som almindelig praktiserende læge møder én eller to patienter hvert år, som ønsker eutanasi, så er det ikke forventeligt, at du kender loven ret præcist. Men det gør vi i Levenseindekliniek, fordi vi ser langt flere tilfælde.”

Amerikansk forskning viser dog, at stiftelsen står for en stor andel af de få tilfælde af dødshjælp, hvor RTE efterfølgende vurderede, at handlingen var i strid med loven.

Levenseindekliniek var involveret i fem ud af 32 tilfælde af dødshjælp, der ikke levede op til loven i årene 2012-2016, står der i et studie fra Afdeling for Bioetik ved den amerikanske forbundsstats National Institute of Health. Det er knap 16 procent, selvom stiftelsen i samme periode udførte mindre end fem procent af alle tilfælde af eutanasi. Stiftelsen stod for 50 procent af de tilfælde, hvor lovens såkaldte ”indholdskriterier” var overtrådt, det vil sige de tilfælde, hvor beslutningen om at yde dødshjælp blev truffet på et for dårligt grundlag. De involverede læger havde blandt andet ”brugt for lidt tid på at vurdere patienterne”, de havde forsømt at konsultere specialister og brugt ”for lidt tid på at researche alternativer til dødshjælp”, skriver forskerne om RTE’s afgørelser. Ingen af de afdøde var umiddelbart døende, men led blandt andet af depression og andre psykiske lidelser, aldersbetingede svækkelser, kognitiv svækkelse, Parkinsons sygdom og tinnitus.

”Denne overrepræsentation kan afspejle, at sagerne var komplicerede. Men den kan også være et tegn på, at lægerne fra Levenseindekliniek fortolker og anvender eutanasi-loven mere elastisk end myndighederne,” står der i studiet.

Constance de Vries udfører dødshjælp cirka 20 gange hvert år og vurderer et langt større antal sager. Hun fastholder, at arbejdet i Levenseindekliniek først og fremmest er en håndsrækning til både kolleger og patienter.

”Jeg tilbyder også at støtte læger, hvis de ikke kan gennemføre handlingen selv. Jeg hjalp engang en ung læge, der havde en forespørgsel på dødshjælp fra en kvinde på 96 år. Sagen var klart inden for lovens rammer. Men lægen var påvirket af, at hun selv var gravid, og mente ikke, hun kunne gennemføre det uden at græde. Jeg stod ved siden af, og vi gjorde det sammen. Den ældre kvinde var meget taknemmelig. Jeg tog ikke et foto af handlingen, men det ville have været smukt: En ung læge med en stor, gravid mave, der stod med sit stetoskop og lyttede efter, om den ældre kvindes hjerte var stoppet med at slå,” siger hun.