Kløft mellem rig og fattig truer vækst og demokrati

Ny rapport fra OECD advarer om, at stigende ulighed spænder ben for økonomisk fremgang og svækker demokratiet

”Forskellen mellem rige og fattige vokser hastigt, og den økonomiske ulighed har nået et helt ekstremt niveau,” konkluderede udviklingsorganisationen for nylig i en rapport.
”Forskellen mellem rige og fattige vokser hastigt, og den økonomiske ulighed har nået et helt ekstremt niveau,” konkluderede udviklingsorganisationen for nylig i en rapport. Foto: Peter Mark.

Alle mennesker er måske nok født lige, men senere i livet kan de ensartede vilkår være sværere at få øje på. Faktisk vokser kløften mellem rige og fattige på kloden så meget, at stadig flere internationale organisationer nu er begyndt at advare om, at uligheden bremser både vækst og den demokratiske styrkelse.

OECD, den økonomiske samarbejdsorganisation for verdens rigeste lande, er en af dem, der råber vagt i gevær. Forleden udsendte organisationen en rapport, der viser, at uligheden ikke har været større i de sidste 30 år. I 1980'erne tjente de 10 procent rigeste indbyggere i OECD-landene syv gange mere end de 10 procent fattigste. I dag er de riges indtægter steget til 9,5 gange de fattiges.

Spanien er det OECD-land, hvor uligheden er vokset mest. I 2007, da krisen begyndte at ulme, tjente de 10 procent rigeste spaniere 8,4 gange så meget som de 10 procent fattigste. I dag tjener de rigeste spaniere 14 gange så meget. De 20 rigeste indbyggere ejer lige så meget som de 30 procent fattigste.

Men også globalt set er uligheden stormet frem. Ifølge udviklingsorganisationen Oxfam Intermón er antallet af dollarmilliardærer fordoblet alene i løbet af de sidste fem år, og de 85 rigeste personer i verden tjener cirka 450.000 dollars i minuttet (2,7 millioner kroner).

”Forskellen mellem rige og fattige vokser hastigt, og den økonomiske ulighed har nået et helt ekstremt niveau,” konkluderede udviklingsorganisationen for nylig i en rapport.

Rapporten advarede om, at ”den ekstreme ulighed korrumperer politikken, bremser det økonomiske fremskridt og mindsker den sociale mobilitet”.

Ifølge OECD har uligheden kostet lande som Mexico og New Zealand 10 procent af deres vækst i de seneste to årtier, og lande som Italien, USA og Storbritannien ville have haft mellem 6 og 7 procent mere vækst, hvis det ikke havde været for den voksende kløft mellem rige og fattige.

”De lande, der gør mest for at give alle lige muligheder tidligt i livet, deriblandt uddannelse, er dem, der vil have mest vækst,” sagde OECD's generalsekretær, mexicaneren José ngel Gurría i forbindelse med udgivelsen af rapporten.

Også andre organisationer og selskaber, der anses for at være tilhængere af de frie markedskræfter, som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Morgan Stanley og Standard & Poors, har advaret om følgerne af den stigende ulighed.

”Foruden at være socialt uretfærdig og en fare for demokratiet truer uligheden med at kvæle det økonomiske system. Egentlig er problemet ikke fattigdom, men en fuldstændig urimelig fordeling af verdens rigdomme,” skriver den spanske økonom Luis Molina Temboury på sin blog economistasfrentealacrisis.wordpress.com.

I Spanien er uligheden tydeligere end i de fleste andre lande. Ifølge den katolske hjælpeorganisation Caritas lever 11,7 millioner mennesker, hver fjerde af de 46,5 millioner indbyggere, i fattigdom eller på randen af fattigdom. Mange af dem er arbejdsløse og må stille sig i køen ved folkekøkkenerne.

Alene Caritas uddeler mad til næsten 2 millioner spaniere, og andre 1,5 millioner henter en nødpakke i de såkaldte fødevarebanker. Resten har usikre og kortvarige jobs, og de har under den seks år lange økonomiske krise måttet se deres lønindtægter beskåret med op til en tredjedel.

Mennesker, der ikke har råd til at betale for ordentlig bolig, ordentlig sundhed og ordentlig uddannelse til deres børn. Og mennesker, der i mange tilfælde har måttet forlade deres egen bolig, fordi de ikke længere har råd til at betale deres huslån, og flytte ind hos forældrene.

Caritas mener i den forbindelse, at det typiske familiemønster i Spanien har ændret sig i de senere år. I dag må mange pensionister, der indtil for få år siden ikke skulle bekymre sig om andet end at nyde deres otium, dele både pension og bolig med deres børn og børnebørn.