Prøv avisen

Kløften mellem Europas nationalister og globalister er en myte

Ungarns premierminister Viktor Orbán har skudt valget til Europa-Parlamentet i gang med løftet om et valg mellem ”det kristne Europa og multikulturalismen”. Her ses han på en anti-Orban-plakat i Bruxelles. Foto: Francois Lenoir

Frankrigs Macron og Italiens Salvini er enige om at gøre EU-parlamentsvalget til et opgør mellem globalister og nationalister. Men vælgerne er mere interesserede i konkrete svar end ideologiske kampe, viser undersøgelse

Det virker næsten afgjort på forhånd: Valget til Europa-Parlamentet fra den 23. til 26. maj skal afgøre kampen mellem globalister og nationalister. Eller mellem progressive og populister.

Fortællingen om denne nye kløft i europæisk politik er blevet kernen i valgkampen mellem de EU-skeptiske nationalistiske partier, der hævder at repræsentere det rodfæstede Europa, og de pro-europæiske partier, der går til kamp for det åbne liberale Europa.

”Vi har valget mellem ’Mig selv først’ eller at forblive åbne mod verden, solidariske og stærke i fællesskab,” som de tyske socialdemokraters spidskandidat, justitsminister Katarina Barley, har formuleret det.

”Nogle har valgt at følge frygten for det fremmede frem for håbet om fremtiden,” sagde EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som er en af den liberale Alde-gruppes kandidater ved valget, i sidste uge ved et valgmøde i Budapest.

I selvsamme hovedstad skød den ungarske premierminister, Viktor Orbán, omvendt sin valgkamp i gang med løftet om et valg mellem ”det kristne Europa og multikulturalismen”.

Og både den socialdemokratiske spidskandidat til posten som ny formand for EU-Kommissionen, Frans Timmermans, og hans konservative modpart fra Det Europæiske Folkeparti, Manfred Weber, taler om ”et skæbnevalg” for Europa.

Efter Brexit-afstemningen og amerikanernes valg af Donald Trump i 2016 skulle banen dermed være kridtet op til ”Sæson 2” af kampen mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen ved præsidentvalget i Frankrig for to år siden.

Men denne fortælling udfordres nu fra flere sider.

”Det er ikke sådan, at vælgerne enten hader eller elsker Europa. De fleste lader sig ikke presse ind i dette skema,” skriver for eksempel Matthias Krupa, redaktør på den tyske ugeavis Die Zeit.

Det internationale analyseinstitut Ipsos konkluderer på baggrund af en global undersøgelse i 25 lande, at ”disse to grupper, nationalister og postnationalister, repræsenterer kun en tredjedel af befolkningerne.

Det store flertal befinder sig et eller andet sted midt imellem og er ikke særligt synligt i debatten, sådan som den udspiller sig i medierne og i de politiske partier.”

Samme konklusion drager Susi Dennison, seniorforsker ved den udenrigspolitiske tænketank European Council on Foreign Relations, ECFR, på baggrund af en spørge- undersøgelse blandt 46.000 europæere i 14 lande, deriblandt Danmark.

”Det er partierne, der promoverer denne modsætning mellem et åbent Europa og lukkede nationale samfund med indvandring som det mest mobiliserende valg- tema. Men det er en myte. Vælgerne kan være pro-europæiske og samtidig kritiske over for indvandring, kritiske mod EU og positive over for migration eller tilhængere af internationalt samarbejde og lokalt forankrede,” siger Susi Dennison.

Der er for eksempel kun beskeden forskel på pro- og anti-europæiske vælgeres syn på islamisk radikalisering som den største bekymring, som henholdvis 21 og 26 procent af vælgerne ser som det væsentligste problem. Kløften er tydeligere i synet på migration med henholdsvis 11 og 26 procent.

Den bedste indikator for, om folk stemmer på de højrenationalistiske partier, er ikke deres ideologiske og værdimæssige ståsted, men deres tiltro til de politiske institutioner, konstaterer Susi Dennison.

”To tredjedele af de, der mener, at det politiske system ikke virker, er tiltrukket af den yderste højrefløj,” siger hun.

Denne tendens bekræftes af en anden undersøgelse foretaget af den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung. De, der føler sig dårligt repræsenteret i de politiske institutioner, stemmer på anti-systempartier.

”Mange beslutter sig især ud fra, hvilke partier de tager størst afstand fra,” siger Robert Wehrkamp, seniorrådgiver i Bertelsmann Stiftung, i en kommentar til undersøgelsen.

”Kun 6 procent af de vælgere, der stemmer på de traditionelle partier, og 10 procent af vælgerne på yderfløjene bakker positivt op om det parti, de regner med at stemme på,” siger han.

”I de fleste lande handler det om, at borgerne ønsker forandring og er villige til at stemme på de partier, der tilbyder forandring frem for på dem, der bare tilbyder status quo,” siger Susi Dennison.

”Vi observerer et stort antal svingvælgere. 69 procent af dem, der overvejer at stemme på pro-europæiske partier, siger, at de måske vil stemme på anti-europæiske partier i stedet. Og 58 procent af dem, der planlægger at stemme på anti-europæiske partier, vil måske stemme på pro-europæiske. Vælgerne stemmer på dem, der er i stand til at italesætte håbet om en bedre fremtid. Og her har det nationalistiske højre været bedre til at tale til følelserne,” mener ECFR-forskeren.

Det betyder ikke, understreger hun, at der ikke er nogen konservativ bølge i Europa:

”Men den er mindre ideologisk, end det kunne se ud til, og især et udtryk for et ønske om at få løsninger på problemer, der skaber usikkerhed om fremtiden, uanset om det er migration eller klimaforandringer.”

Spørgsmålet er, om forestillingen om et Europa, der er splittet mellem nationalister og globalister, vil overleve i Europa-Parlamentet efter den 26. maj.

”Europa-Parlamentet er i alt væsentligt et sted, hvor man får indflydelse, hvis man indgår kompromiser,” forklarer Nathalie Brack, lektor i europæisk politik ved det Frie Universitet i Bruxelles.

Ifølge de seneste meningsmålinger kan en tredjedel af pladserne i det nye parlament blive indtaget af euro-skeptiske, nationalkonservative partier, som i dag sidder på en fjerdedel af de i dag 751 mandater. Den italienske indenrigsminister og leder af Lega-partiet, Matteo Salvini, forsøger at samle alle de nationalkonservative og EU-skeptiske partier under den samme fane efter den 26. maj med blandt andre Dansk Folkeparti på holdet.

Nathalie Brack forudser, at valget vil resultere i tre næs-ten lige store partifamilier en venstreorienteret, grøn fløj, en liberal centrum-højregruppering på midten og endelig den højrenationale fløj.

”Det nationalkonservative indtog vil givetvis betyde afslutningen på den socialdemokratiske og den kristeligt-demokratiske partigruppes fælles deling af magten. Men der vil stadig være et flertal af pro-europæiske partier i parlamentet, hvis ellers de kan blive enige om samarbejde. I modsat fald kan de nationalkonservative blokere for eksempel vedtagelser af EU’s budget eller udnævnelsen af kommissærer og dermed lamme maskineriet.”

”Men det forudsætter, at de overvinder de mange interne uenigheder om for eksempel holdningen til Rusland. Og at de opgiver den polariserende linje, som de opretholdt i den foregående valgperiode, hvor de råbte højt, men ikke fik større indflydelse,” siger Nathalie Brack.