I Sverige har tanken om et multikulturelt samfund siden 1970’erne og statsminister Olof Palme været et udbredt ideal. Udviklingen de seneste år har dog vist, at den åbne asylpolitik foruden mangfoldighed også har medvirket til voksende socioøkonomiske kløfter i det svenske samfund. Det har betydet, at kulturelle forskelle ifølge flere iagttagere har udviklet sig til dybe kløfter, hvor indvandrere er blevet isoleret i socialt belastede områder, hvor kun få oprindelige svenskere bor.
Undersøgelser viser, at indvandrere klarer sig dårligere og dårligere i skolen, få kommer i arbejde, og at de økonomiske skel vokser. Problemet er særligt kommet i fokus i kølvandet på flygtningekrisen, hvor Sverige sidste år modtog næsten 163.000 asylansøgere.
Og blandt de oprindelige svenskere vokser skepsissen over for flygtninge. En undersøgelse foretaget af analysebureauet Inizio viser, at 60 procent i dag ønsker færre flygtninge. Sidste år var det tal 34 procent. Desuden er andelen af svenskere, der ”absolut” vil hjælpe flygtninge, faldet fra 54 til 30 procent i samme periode.
Ifølge Joakim Ruist, der er lektor i nationaløkonomi og migrationsforsker ved Göteborgs universitet, holder den voksende ulighed indvandrere fra at bryde den sociale arv, hvilket er den vigtigste årsag til kulturelle kløfter og medvirkende til voksende problemer med radikaliserede parallelsamfund. Næst efter Belgien er Sverige det EU-land, hvorfra flest er draget i krig for terrororganisationen Islamisk Stat.
”Jo større de økonomiske afstande bliver, desto større og mere problematiske bliver de kulturelle forskelle. Man er endt med områder med monokultur, og derfor er man nødt til at gøre op med idealet om multikultur. Vi kan godt have forskelle, men vi er nødt til at have et kulturelt fællesskab, der gør, at folk på trods af forskellene mødes, ellers risikerer man yderligere radikalisering,” siger forskeren.
Konkret foreslår Joakim Ruist, at man i offentligt og privat regi skaber flere lavtlønnede jobs, så flere indvandrere kommer i beskæftigelse. Sveriges økonomiske fremgang gør, at landet har råd til at betale, forklarer han. Sidste år lå den økonomiske vækst således på 2,8 procent mod Danmarks 1,8.
”Dialogprojekter og øget politisk opmærksomhed på mange niveauer er selvfølgelig nødvendigt, men det vigtigste er, at folk kommer i arbejde. Hvis det lykkes, vil det også have en positiv effekt i forhold til det kulturelle og sociale, fordi folk ikke længere vil leve med en forestilling om at være uden for samfundet,” siger han og fortsætter.
”Børnene skal mødes til fritidsaktiviteter og skabe sammenhold, hvor alle føler, at de er med. Det farlige i dag er, at mange ikke føler sig som en del den svenske kultur.”
Peter Aronsson er professor i historie ved Linnéuniversitetet og mener, at Sverige længe har overset udfordringerne med kulturelle kløfter, hvor myndigheder og forskere beretter om voksende problemer med islamisk radikalisering og kvindeundertrykkelse. Han mener, at svenskernes selvbillede af at være et ligestillet land i forhold til køn og etniske grupper har skabt et paradoks.
”Der er intet galt i at have forskellighed, men der må være noget, som samler folk. Meget forskning taler for, at både en vis form for lighed i velstand og kultur bidrager til, at et samfund klarer sig godt. Der er de kulturelle og økonomiske kløfter en trussel, for begge dele har gjort, at kulturelle særpræg nogle steder har udviklet sig til fanatisme, og det er farligt,” siger han.
Historikeren mener, at årsagen til den dårlige spiral skal findes årtier tilbage, da man begyndte at idealisere multikultur.
”Problemet med de store kulturelle kløfter er, at de over tid langsomt rodfæster sig, så folk får et billede af ’dem og os’ og bliver låst i en livsform, hvor der ikke er en fællesmasse af noget, der er svensk,” siger Peter Aronsson og peger særligt på skolesystemet som et område, hvor politikerne bør tage fat.
”Der er sket en usund amerikanisering, hvor vi har fået hele byområder præget af stoffer og kriminalitet. Man har ladet de dårlige skoler mislykkes, accepteret, at de er blevet tømt for de svenske elever, og satset på naboskolerne for at gavne statistikken. Det er her, man virkelig kan gøre en forskel, for det er nu engang lettere at få børn til at lege sammen på tværs af social baggrund, end hvis de er blevet 23 år, og tanken om, at de er uden for samfundet, har sat sig fast,” siger han.