– Vi bruger mange penge og kræfter på retssagerne. Men den juridiske kamp er også en chance for at vinde mere end retten til vores jord. Om Gud vil, kan sagerne blive anledning til, at vi får det internationale samfunds støtte til at redde Tyrkiets kristne minoritet.
Isa Dogdu kigger ud over det tørre landskab, som omgiver det over 1600 år gamle Mor Gabriel-kloster i det sydøstlige Tyrkiet. Som klostrets sekretær med ansvar for kommunikation har han af og til journalister på besøg, og han viser gerne rundt og fortæller om klostrets historie og dets status for de syrisk-ortodokse som "det andet Jerusalem".
Han fortæller også gerne om klostrets aktuelle vanskeligheder med en række sagsanlæg om ejendomsretten til den jord, der omgiver klostret. Tre landsbyer lagde sidste år sag an med påstand om, at klostret ulovligt har inddraget jord, som oprindeligt tilhørte landsbyerne. Siden fulgte to sagsanlæg fra statslige organisationer, som hævdede, at dele af klostrets jord fremover bør regnes som statsskov, og at også dele af klostrets landbrugsjord rettelig tilhører staten.
Den første sag blev afgjort i maj, hvor landsbyernes krav blev afvist, og i slutningen af juni faldt der dom i de to andre sager; den ene faldt ud til klostrets fordel, mens den anden gav staten retten over 244 hektar jord, som ifølge dommeren bør klassificeres som skov.
Klostrets 14 nonner, tre munke og ganske få ansatte kan langtfra holde jorden inden for den gamle mur opdyrket, og det er ikke afgrøderne fra markerne, klostret frygter at miste. Det handler om sikkerhed, symboler og principper, forklarer Isa Dogdu:
– Myndighederne kan bryde muren og begynde at inddrage den jord, retten har frakendt os. Så har vi ikke længere kontrol med, hvem der bevæger sig rundt i nærheden af klostret.
Han tilføjer, at der sideløbende med sagerne om jordrettigheder er anlagt sag mod klosteret for anti-tyrkisk virksomhed og for at indoktrinere de 30-40 drenge, der er indskrevet som kostskoleelever. Eftersom de syrisk-ortodokse kristne ikke er officielt anerkendt som minoritet i Tyrkiet, har de ikke ret til at bygge kirker, uddanne præster og organisere undervisning på kirkens sprog, en moderne variant af Jesu sprog, aramæisk. Drengene, der bor på klostret, går derfor i skole i den nærmeste større by, mens de i deres fritid på klostret modtager undervisning i aramæisk og kristendom.
– Myndighederne griber ikke ind over for undervisningen. Men vi føler os aldrig sikre. Derfor er det vigtigt for os at få det internationale samfunds støtte. Så længe Tyrkiet forsøger at opnå EU-medlemskab, kan EU presse Tyrkiet til at sikre os vores rettigheder, siger Isa Dogdu.
Retssagerne mod klostret er af embedsmænd og politikere i EU blevet set som et symbolsk slag om de kristne mindretals fremtid, og sagerne er blevet fulgt tæt af repræsentanter fra blandt andet den svenske ambassade.
Også andre klostre og kristne landsbyer i området er det seneste års tid blevet mødt af sagsanlæg om jordrettigheder, men sagerne mod Mor Gabriel anses af den syrisk-ortodokse kirke for den væsentligste, da klostret er et symbol på kirkens lange historie i området. Klostret blev opført i 397 og fik sit navn efter en abbed og biskop, der døde i 668. På det tidspunkt var der over 1000 munke i klostret, og i alt er over 12.000 munke og gejstlige begravet på klostrets område, heriblandt en patriark.
Siden biskop Gabriels tid er det imidlertid gået tilbage for den syrisk-ortodokse kirke i området, blandt andet som følge af voldsomme forfølgelser i både byzantinsk og osmannisk tid samt under Første Verdenskrig, hvor de syrisk-ortodokse kristne ligesom armenierne i området blev udsat for systematiske drab og forfølgelser. I nyere tid har især kampe mellem kurdiske oprørere og den tyrkiske stat været med til at drive de kristne på flugt.
I dag regner syrisk-ortodokse eksilorganisationer i Europa og USA med, at der er højst 20.000 syrisk-ortodokse kristne tilbage i Tyrkiet, heraf cirka 2000 i Tur Abdin-området omkring Mor Gabriel, og klostret frygter, at den kristne tilstedeværelse helt vil forsvinde, hvis tendensen med sagsanlæg om jordrettigheder fortsætter.
Isa Dogdu noterer sig imidlertid med tilfredshed, at de verserende retssager har fået opmærksomhed fra kirkelige og politiske organisationer i udlandet.
– For 10 år siden havde vi knap turdet møde op i retten. Nu ved vi, at udlandets øjne hviler på Tyrkiet. Derfor har vi selvtillid til at kæmpe for vores ret. Vi kan endda se, at retssagerne gør syrisk-ortodokse, der lever i eksil i Europa, mere bevidste om deres tilhørsforhold til området. Måske kan sagerne i sidste ende styrke os og få flere til at vende tilbage og bosætte sig her, siger han.
