Prøv avisen
Sikkerheds-analyse

Kold krig med Kina kan føre til atomvåben i Grønland

Grønland har stor strategisk betydning for USA, som i forvejen har en luftbase i Thule (billedet), og nu åbner amerikanerne op for en udbygning af deres baser i Alaska og i Grønland i et nyt atomvåbenkapløb med Rusland og Kina. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Rigsfællesskabets støtte til USA’s ledelse i Arktis giver igen Grønland en nøgleposition i stormagtskonkurrencen, som kan føre til et nyt atomvåbenkapløb. Og både Beijings og Moskvas øjne vil nu være rettet mod København

”Det kinesiske kommunistparti udgør en trussel mod frihed overalt – herunder mod den danske befolkning.”

Ordene er den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos. Da han i den forgangne uge gæstede København, gentog han nok en gang, at kineserne bliver mere og mere aggressive i Arktis, og at Vesten har været for naiv for længe.

Pompeo er frontfigur i USA’s kritik af Kina og fører en retorik, der vækker mindelser om den kolde krig. Og vel er Kina ikke Sovjetunionen og har ikke blot taget markedsøkonomien til sig og skylder sin velstand til en globaliseret verdenshandel. Kina har ingen ambition om at underlægge sig Europa, men på teknologi og data er Kina drevet af målsætninger, der er en trussel mod personlige frihedsrettigheder.

Den kinesiske trussel i Arktis er igangsat af lige dele russisk oprustning, klimaforandringer og kinesiske ambitioner – og udstiller amerikanske svagheder i forhold til Kina.

Kinas interesse for Arktis er i udgangspunktet ikke båret af militære ambitioner, men af adgang til naturressourcer, råstoffer og handel. Klimaforandringerne kan ændre Arktis for evigt, da de arktiske farvande kan blive isfrie i store dele af året, således at en sejlrute nord om Rusland til Europa muliggøres, og kinesernes adgang til naturressourcer og fiskeri lettes.

Derfor definerede Kina sig i 2018 som nær-arktisk stat og satte ord på, hvordan man ser sin rolle på klodens top med henvisning til FN’s havretskonvention og Svalbard-traktaten. Dens mere end 40 medunderskrivere fra hele verden har sikret sig visse rettigheder i og omkring Svalbard og tilhørende øer. Svalbard er blevet Kinas trinbræt i Arktis.

Men et klimaforandret og helt eller delvist isfrit Arktis rummer ikke blot muligheder for Kina og andre. Den blotter også Ruslands nordlige russiske grænse, hvorfor russerne i mere end et årti har oprustet mod nord og udviklet nye, avancerede atomvåben på et niveau, der er blevet kritisk for USA. USA er, med Pompeos ord i København, ”kommet for sent til festen” og har noget at indhente. USA skal nok indhente Rusland i Arktis, for USA’s ressourcer militært overstiger langt Ruslands. USA’s udfordring er, hvordan man skal matche Kina, for verdens to største økonomier, USA og Kina, har ikke symmetriske værktøjskasser.

Kina ser Arktis som et strategisk nøgleområde, og Kina har økonomiske muskler til at agere i Arktis som ingen anden. Den kinesiske stat kan pålægge kinesiske virksomheder langsigtede – og såmænd også tabsgivende – investeringer, hvis det fremmer Kinas langsigtede interesser. Det kan et liberalt demokrati ikke pålægge sine virksomheder. USA har i stedet sine styrker på det militære område, sin indflydelse på internationale institutioner trods Trumps misrøgt af disse og via sin valuta massiv indvirkning på internationale handelstransaktioner, da dollaren er verdens reservevaluta.

Derfor har vi de senere år set, hvordan handel militariseres,og hvorfor USA udser sig de største kinesiske virksomheder som Huawei som modstandere og har taget skridt til en handelskrig med Kina. I Arktis har USA brug for at beskytte sig mod både Kina og Rusland. Her bliver atomvåbenoprustning et nøgleelement.

USA skal opruste for at beskytte sig mod Rusland. Ser man kloden fra Nordpolen, er det tydeligt, at den korteste afstand for atombærende missiler mellem USA, Rusland og Kina i alle tilfælde er i luftrummet over Arktis. Derfor kommer Kina også til at følge atomvåbenkapløbet.

Samme dag, som Pompeo besøgte København, offentliggjorde USA sin nye strategi for luftrummet i Arktis, hvor udbygning af baser i Alaska og på Grønland eksplicit nævnes som nøgleelementer. Danmark har en politik om ikke at tillade atomvåben på dansk territorium i fredstid.

Når vi skal frygte Kina i Arktis, så er det, vi skal frygte, at stormagtskonkurrencen mellem Kina og USA eskalerer på en måde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) får samme dilemma som sin forgænger H.C. Hansen, der i 1957 indirekte og i modstrid med den danske politik accepterede amerikanske atomvåben i Grønland. Det ved man i både Kina og Rusland, hvorfor begge regimers øjne også hviler på København. H.C. Hansen valgte i sin tid at gøre sig mere blind, end han var. Mette Frederiksen og Rigsfællesskabet kan få samme dilemma inden længe.