Tre politibetjente bakser med en midaldrende tysker, der ligger bagbundet med håndjern-strips på torvet foran domkirken i Köln.
”Jeg kan godt selv komme op at sidde,” protesterer han ildrød i hovedet, så hans ånde damper i det frostklare mørke.
Nogle forbipasserende sender ham et nysgerrigt blik, men de fleste haster videre hen over det tæt befærdede torv, som forbinder banegården og byens gågader. Turister på et julemarked drikker glühwein, og troende tænder lys i den 157 meter høje gotiske kirke, der indhyllet i en let tåge hæver sig over byen. Fire betjente med knipler i bæltet maser sig vej gennem folkemængden, en patruljebil følger efter, og snart har 11 politibetjente slået ring om den højlydte tysker, der falder til ro. Politiet tager ingen chancer.
Det, der skete her for et år siden, må aldrig ske igen.
”Det var så dumt, det, de gjorde nytårsaften. Så slemt,” siger Ozman Buraleh, en 35-årig asylansøger med somaliske rødder, som står foran banegården og venter på sit tog.
Her på pladsen i timerne op til årsskiftet sidste år blev frygten blandt både tilhængere og fjender af den store indvandring til virkelighed, da grupper af berusede unge mænd, primært fra Nordafrika, forvandlede pladsen foran domkirken til et lovløst kaos og begramsede og bestjal hundredvis af kvinder, mens politiet hjælpeløst så til. Da myndighederne et halvt år efter havde fået overblik over forbrydelsernes omfang, viste det sig ifølge en politirapport, at 2000 mænd havde begået overgreb på i alt 1200 kvinder i Köln og andre tyske byer.
”Pludselig havde vi hænder over hele kroppen. De tog os på brysterne, greb os brutalt mellem benene, trak i lynlåse, fingrene ledte efter åbninger,” fortæller Claudia Vosen, som havde sin 15-årige datter med på pladsen, i bogen ”Chokket – nytårsnatten i Köln” redigeret af feminist og forfatter Alice Schwarzer.
Politiet knyttede forbrydelserne til den bølge af indvandring, som sidste år førte knap 900.000 flygtninge og migranter til Tyskland, idet over halvdelen af de formodede gerningsmænd ifølge politiet havde været i landet mindre end et år. Krænkelserne førte til en polarisering af det tyske samfund og en af de bitreste debatter om islam og indvandring nogensinde.
”Om jeg selv var her nytårsaften? Nej, gudskelov,” siger asylansøgeren Ozman Buraleh på tysk.
”Men jeg kender den slags mennesker. De er muslimer ligesom mig og har aldrig rørt alkohol. Så kommer de her, hvor øl ikke koster noget, og bliver berusede og gør dumme ting.”
Ozman Buraleh er somalier opvokset i Dubai, men kom til Tyskland for halvandet år siden, fordi racismen gjorde det svært for ham og hans familie at leve i det arabiske fyrstedømme, fortæller han. Han har en uddannelse i kundepleje og arbejdede som HR-assistent i et sikkerhedsfirma i Dubai. Nu bor han i en flygtningelejr uden for Köln og tager ofte til byen for at søge arbejde. Han håber at kunne få sin hustru og tre børn, Ali, Amina og Yusuf, til Tyskland. Også selvom landet ikke længere er det samme efter sidste nytår.
”Stemningen er helt anderledes nu. Da jeg kom, kunne jeg sige ’godmorgen’ til alle. Nu går folk ligeud uden at se på én,” siger han og tilføjer, at politiet også tjekker hans papirer langt oftere nu.
”Indimellem sker det, når jeg sætter mig på en café, at en kvinde ved siden af mig sukker og tager sine ting og går. Men ærligt talt er det kun en ud af ti, der kan finde på den slags.”
På trappen foran domkirken sidder klynger af unge mennesker og drikker øl. Eileen Kiessig, en 22-årig engelsk-studerende, sidder som den eneste alene. Også selvom den ven, hun venter på, har opfordret hende til at sætte sig tæt på politiet.
”Jeg sad faktisk og oplevede den der følelse af, at frygten kom krybende. Men så så jeg politiet og tænkte, ’det er okay’,” siger hun og nikker i retning af fem betjente, som står foran noget, der ligner en lang campingvogn ved indgangen til banegården.
Det er en informationsvogn, der har åbent fra morgen til aften, hvor lokale og turister kan få hjælp fra politiet. Mindst 20 andre betjente går omkring på pladsen, som er omringet af 11 mandskabsvogne. Politiet i Köln sender i år 1500 betjente på gaden nytårsaften mod sidste års 140 betjente, som ikke kunne stille meget op over for det voldelige kaos i byen.
”Mine venner har det på samme måde,” siger Eileen Kiessig om frygten.
”Det er en lille tanke, der altid ligger i baghovedet.”
Hun er opvokset i Wuppertal nord for Köln, men studerer i Bonn og besøger ofte venner i Köln. I år skal hun fejre nytår i byen, men hun holder sig langt væk fra torvet, understreger hun.
”Mine forældre mener, at det er farligt blot at tage toget gennem byen og stoppe ved stationen, fordi de tror, at folk kan hoppe på toget og gøre mig ondt. Mange mennesker tror, at Köln er blevet et farligt sted. Jeg ved ikke, hvorfor det skete her, men det kunne have været sket i enhver storby,” siger hun.
Overgrebene nytårsnat gik ikke blot ud over de kvindelige ofre, men ramte selve byens identitet, fortæller Sigrid Krebs, pressechef for den komité, der er ansvarlig for Kölns berømte karneval, der har fundet sted siden 1823.
”Vi var i chok. Forestil dig, at noget lignende skete i Danmark, hvor folk er kendt af tyskerne for altid at være glade og positive. Vi er på samme måde kendt for at være en indbydende by, og vi har aldrig oplevet noget som dette før,” siger hun.
Tyskerne blev heldigvis ikke indendøre, da det berømte karneval fandt sted en måned efter overgrebene, tilføjer hun:
“Men folk er mere forsigtige nu. Ingen går alene, og under karnevallet oprettede vi zoner kun for kvinder.”
Kritiske røster i Tyskland har tilskrevet overgrebene en politisk og autoritær udgave af islam, som unge mænd bringer med sig fra arabiske lande, og som forbundskansler Angela Merkel og landets magthavere efter deres mening alt for længe har vendt det blinde øje til. En påstand, som kun blev forstærket, da en gerningsmand dræbte 12 mennesker ved et terrorangreb i Berlin den 19. december. Politiets mistanke faldt på en 24-årig tuneser, som blev skudt af italiensk politi.
”Disse mænd kommer fra lande, hvor kvinder traditionelt er mindreværdige og uden rettigheder, umyndige, afhængige af deres far, bror eller ægtemand,” har Tysklands mest fremtrædende feminist, den 74-årige forfatter Alice Schwarzer, tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.
Overgrebsmændene er ifølge hende islamister, det vil sige ”muslimer, for hvem sharia står over loven, og for hvem kvinden står under manden”.
Knap tre kilometer fra domkirken ryster Bekir Alboga, generalsekretær for den tyrkiske, muslimske organisation Ditib, på hovedet. Uden for hans kontor er organisationen i færd med at bygge en af Tysklands største moskéer, og på gaden nedenfor strømmer muslimer ud efter fredagsbønnen. Fjendtligheden over for byens muslimer er taget til, siden debatten efter nytår kom til at handle om islam, men det er forkert at gøre forbrydelserne til et spørgsmål om religion, mener han.
”Folk i vores trossamfund har klart distanceret sig fra begivenhederne og sagt, at det ikke er tilladt nogen muslim at gøre sådan noget. Det er umenneskeligt. Men det første indtryk hænger ved, selvom vi har forsøgt at vaske det af os med alle de vaskemidler og skyllemidler, vi har til rådighed,” siger han og skrubber sine arme med usynlig sæbe.
”Vi flyttede ikke til Tyskland sidste år, vi har boet her i 50 år og håber at blive de næste 50 år. Hvis det her var et muslimsk problem, ville det nok være sket før. Disse mennesker var kriminelle, som fik frie tøjler, formentlig fordi der ikke var tilstrækkeligt med politi til stede,” siger han med henvisning til, at den tidligere politichef måtte gå af efter massiv kritik af politiets indsats.
Frygten har også sat sig i mange kvinder med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, fortæller den 60-årige iranskfødte Behshid Najafi, medgrundlægger af den feministiske organisation Agisra i Köln, der siden 1993 har hjulpet kvindelige migranter og flygtninge. Dels er de bange for at opleve det samme som kvinderne nytårsnat. Dels oplever de, at racismen er taget til.
”Nogle mennesker kommer med bemærkninger til kvinderne såsom ’rejs tilbage, hvor du kom fra’, og samtidig frygter de for deres asylsituation. En af vore kvinder flygtede med sine børn fra en voldelig ægtemand i Afghanistan. Nu frygter hun, at de bliver sendt tilbage til den vold, de kom fra, eftersom politikerne taler om at udvise afghanere,” siger hun og tilføjer, at det gode er, at loven om seksualforbrydelser er blevet strammet.
I udkanten af Köln ringer klokkerne fra en kirke, som også er blevet stærkt påvirket af de voldelige begivenheder. Rolf Domning er superintendent, en form for biskop, og har dermed ansvar for at føre tilsyn med den protestantiske kirke i Köln og omegn, som har cirka 300.000 medlemmer. Ligesom alle andre, Kristeligt Dagblad taler med, fortæller han, at polariseringen i samfundet er vokset, og hans opgave er at holde sammen på en kirke, der er præget af splittelse.
”Vores kirke er et spejlbillede af samfundet, og det er ikke sådan, at højreorienterede holdninger ikke findes i vores kirke. I en by ikke så langt herfra er en præst også kandidat for Alternativ for Tyskland, og mange kirkegængere sympatiserer med partiet,” siger han med henvisning til det indvandrer-kritiske, højrepopulistiske parti, som i øjeblikket står til at få 11-13 procent af stemmerne ved det tyske forbundsdagsvalg til efteråret.
”Den største udfordring for os som kirke er at imødegå, at vores samfund bliver grebet af had. Hvad betyder det at være skabt i Guds billede og at have et kristent menneskesyn, og hvordan skal vi agere over for mennesker med en anden religion? Det er spørgsmål, vi hele tiden bliver nødt til at diskutere,” siger han.