Prøv avisen

Kolonifortid trækker spor til franske angreb

Flere internationale iagttagere har tidligere påpeget netop det post-koloniale aspekt som en af flere mulige årsagsforklaringer, som sammen med religion og socialt-økonomiske forhold må inddrages i debatten om, hvorfor Frankrig sammenlignet med andre europæiske lande rammes særligt hårdt af terror. Arkivfoto. Foto: Fotos 593 - Fotolia

En stor andel af gerningsmændene bag bølgen af angreb i Frankrig har nordafrikanske rødder

I Toulouse, i marts 2012, hed han Merah. I Paris, i januar 2015, hed de Kouachi. Og i Nice, i torsdags, hed han Bouhlel.

Tre navne, tre byer og tre forskellige angreb. Og så er de kun en del af den terrorbølge, som Frankrig har oplevet i de seneste år. I skrivende stund ved vi ikke, om angrebet i Nice i lighed med dem i Toulouse og Paris var islamistisk terror, og årsagsforklaringerne kan være mange. Men fælles for de tre angreb er, at gerningsmændene har rødder i Frankrigs tidligere kolonier i Nordafrika.

Således er den formodede Nice-drabsmand Mohamed Lahouaiej-Bouhlel af tunesisk afstamning, mens både Mohammed Merah og Kouachi-brødrene havde fransk-algerisk baggrund.

Flere internationale iagttagere har tidligere påpeget netop det post-koloniale aspekt som en af flere mulige årsagsforklaringer, som sammen med religion og socialt-økonomiske forhold må inddrages i debatten om, hvorfor Frankrig sammenlignet med andre europæiske lande rammes særligt hårdt af terror. For ifølge den amerikanske antropologi-professor John Bowen har Frankrig ”været tættere involveret i den muslimske verden længere end noget andet vestligt land.”

I sin artikel i Time Magazine beskriver Bowen, hvordan særligt den algeriske uafhængighedskrig ” fortsætter med at give genlyd hen over landet, specielt sydpå, hvor algeriere, der kæmpede på begge sider af krigen, bosatte sig i Provence og holdt konflikten i live.”

Heidi Bojsen, der er lektor i kultur- og sprogmødestudier ved Roskilde Universitet, mener i lighed med John Bowen, at en del af svaret på Frankrigs større eksponering for terror ligger i historien og i en krig, hvor begge sider begik grusomheder.

”Det er blevet dokumenteret, at franskmændene var mindst lige så brutale med tortur og snigmord som den algeriske modpart,” siger hun.

”Ligesom konflikterne i dag var det en konflikt, der var ved at skabe en stemning af borgerkrig i Frankrig. Det er jo nylig historie. Og det vil jo sige, at de unge mennesker har forældre og bedsteforældre, der fortæller om det, hvad enten de selv var involveret eller blev berørt af det,” siger hun og tilføjer, at ”selvom Tunesien ikke var direkte involveret i det, var det jo noget, som hele Nordafrika fulgte.”

Algeriet har i de sidste årtier oplevet en stigende islamisering, som især forfatteren Boualem Sansal har adresseret. I Tunesien har islamister siden Det Arabiske Forårs begyndelse i 2011 bekæmpet landets demokratisering. I det sekulære Frankrig har republikken med John Bowens ord derimod “næret en følelse af kamp med kirken – hvilket for nogle betyder med religion af enhver slags.”

Som et billede på splittelsen fremhæver magasinet New Yorker en fodboldkamp mellem Frankrig og Algeriet i 2001, hvor nationalsangen ”Marseillaisen” blev afbrudt af buhråb fra fransk-nordafrikanske tilskuere, som også råbte på Osama bin Laden, al-Qaedas nu afdøde leder.

Dertil kommer, at store dele af Frankrigs indvandrerbefolkning bor i ghettolignende forstæder, der for eksempel er blevet portrætteret i filmhittet ”De urørlige” og Netflix-serien ”Marseille”.

Ifølge Heidi Bojsen er det ”jo ikke en undskyldning, men det er forklaringer, hvad enten man kan lide dem eller ej.”