Værten er amerikansk. Geografien er tysk. Det er i sig selv essensen af Europas sikkerhedspolitiske historie siden Anden Verdenskrig: at Europa har sin sikkerhed i kraft af USA’s garantier, ikke i egen ret.
Ramstein Airbase i det sydvestlige Tyskland er den militærbase uden for USA, hvor flest amerikanere gør tjeneste. Her samles Ukraine Kontaktgruppen fredag med den amerikanske forsvarsminister, Lloyd J. Austin, som vært. Alles øjne vil være på den nye gæst til mødet, Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, der blev sværget ind i går. Hans forgænger på posten, Christina Lambrecht, trådte tilbage mandag.
Pistorius har arvet sin forgængers udfordringer, der handler om at få det tyske forsvar op i gear. Han skal forsøge ikke at arve hendes omdømme, som krigen i Ukraine havde ramponeret. Blandt andet valgte hun i dagene inden den russiske invasion at besvare ukrainernes anmodning om militærhjælp ved at tilbyde at sende 5.000 hjelme som bidrag til at modstå invasionsmagten. Et tilbud, som gjorde den tyske regering til grin. Mere substantielt drejer det sig om at få implementeret investeringer og at bygge et troværdigt tysk forsvar, hvilket adskillige kritiske rapporter de senere år har dokumenteret, at det tyske forsvar ikke er.
Boris Pistorius kan erhverve sig stor anerkendelse, hvis han på mødet i sit hjemland svarer ”rigtigt” på den amerikanske værts første spørgsmål – om Tyskland vil sende de kraftige Leopard-kampvogne til Ukraine. Eller på, om andre lande kan sende deres. Det er nemlig kutyme i den slags kontrakter, at eksportørlandet skal give tilladelse til videreeksport.
Svaret vil afspejle, hvor langt den tyske regering har bevæget sig i offensiv militær støtte til Ukraine, og i hvor høj grad man vil gå på kompromis med indenrigspolitiske hensyn. Man skal ikke tage fejl af den kendsgerning, at våbenstøtte til et land i krig er et særligt sammensat spørgsmål i den tyske debat.
Leopard-kampvognene er øverst på den ukrainske regerings ønskeliste. I løbet af krigen er leverancer af kampvogne fra udenlandsk side fortrinsvist kommet fra Slovenien, Polen og Tjekkiet, der har kunnet levere gamle sovjetiske tanks, som den ukrainske hær er fortrolige med og trænet i både at bruge og vedligeholde. Hertil kommer de mange kampvogne, som Rusland har tabt til Ukraine på slagmarken.
Finland og Polen har tilbudt sig som partnere i kampvognsleverancer og træning af de ukrainske tropper i brugen af de tyske leoparder – men det kræver, at Tyskland giver lov. Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, har dog antydet, at han kan være villig til at sende sine kampvogne uden tysk godkendelse.
Tunge våben er ikke blot en penibel sag for Tyskland, men for alle i den forstand, at man spekulerer i, om man kommer til at snuble i Putins ”røde linjer”. Og her har til dato eksisteret en skillelinje mellem, om våben opfattes som defensive eller offensive. Her har der samlet set i den vestlige alliance bag Ukraine været bevægelse, og denne har fået næring af, at de russiske røde linjer ser mere og mere elastiske ud. De militær nederlag, som Rusland har indkasseret, er ikke blevet mødt med forventet gengældelse. Muligvis fordi Rusland ikke magter mere, end de magter. Når – formodentligt ukrainske – aktioner har ramt flybaser på russisk territorium, så har vi ikke set ekstraordinær gengældelse.
Og derfor er diskussionen i Nato-kredse gået ind i en ny fase, hvor man vender og drejer, om ukrainsk sejr også indbefatter generobring af Krim-halvøen. Rusland lader til at have accepteret, at atomvåben ikke kan indgå på eskalationsstigen. Dels har Rusland fået umisforståeligt at vide fra USA, hvilken gengældelse man vil blive mødt af, og dels har Kina lige så klart kommunikeret til den russiske top, at dette ikke er en mulighed. Det lader til at være forstået i Kreml.
Krigen er forsat et kapløb med tiden. Ukraine har hele tiden brug for leverancer udefra for ikke at miste terræn på slagmarken. Der er og har vist sig flaskehalse i forsyningerne, der har haft negative konsekvenser. De tyske leoparder er ønskede i Ukraine, men når man får nye våbensystemer, som man ikke har erfaring med, kræver det ikke blot træning. Det kræver også tilførsler af nye ammunitionstyper, der skal håndteres af nye logistiksystemer. Hvilke våben, Ukraine skal tilføres, er ikke blot et politisk spørgsmål, det er også et spørgsmål om, hvad Ukraine evner at nyttiggøre i sit forsvar mod invasionsmagten.
Rusland er i gang med at omstille samfundet og industrien til en krigsøkonomi. Hvor langt, man tror på, at projektet vil lykkes, får vi et fingerpeg om fredag i næste uge. Den 27. januar er årsdagen for befrielsen af Skt. Petersborg i 1944, der endte 872 dages belejring. Det er en sakrosankt dag i Vladimir Putins Rusland – og det kan blive dagen, hvor en massemobilisering vil blive annonceret.