”Vi bygger landet,” står der med store bogstaver på den røde baggrund ved Socialdemokratiets kongres i Gøteborg.
Og hende, der nu skal stå i spidsen for byggeriet, er Magdalena Andersson.
Uden modkandidater blev den 54-årige hidtidige finansminister torsdag eftermiddag valgt til ny socialdemokratisk partileder, og fra talerstolen med den karakteristiske røde rose talte hun om kampen for retfærdighed, solidaritet og alle menneskers værdighed.
”Sverige er et fantastisk land, og vi svenskere har så meget at være stolte af (...). Men jeg sagde ’ja’ til at blive partileder, fordi jeg ved, at Sverige kan blive endnu bedre. Og at det er os socialdemokrater, som har løsningerne,” lød budskabet mellem de stående klapsalver.
Magdalena Andersson afløser statsminister Stefan Löfven som partileder, og hvis et flertal i Rigsdagen senere i november lægger stemmer til, vil Andersson samtidig kunne kalde sig Sveriges første kvindelige statsminister. Og det endda i 100-året for, at svenske kvinder for første gang kunne stemme.
Sveriges finansminister siden 2014 skriver sig dog ind i historien på et tidspunkt, hvor de blågule socialdemokrater klarer sig historisk dårligt.
Medlemstallet af faldet med 93 procent siden 1979, og i meningsmålingerne buldrer højrefløjen frem. Og selvom sosserne ved enhver given lejlighed advarer mod den bølge af neoliberalisme og fremmedhad, der angiveligt vil ramme Sverige, såfremt Moderaterne og Sverigedemokraterne vinder næste års valg, peger meget i retning af et magtskifte. Spørgsmålet er, om Magdalena Andersson kan vende det truende socialdemokratiske nederlag til sejr?
”Hun har 50 procents chance. Og måske lidt mindre, hvis kriminalitet og integration bliver de afgørende temaer i valgkampen. Men hun er et nyt ansigt, som repræsenterer en ny start, og det er hendes største fordel. Regeringen er træt, befolkningen er træt af regeringen, og vi ved, at det er meget svært at vinde et tredje valg i træk. Men sammensætter hun sin egen, nye regering og skifter ud på nogle centrale pladser, så har det potentialet til at skabe den optimisme, som er afgørende frem mod valget til september,” siger Daniel Suhonen, der er chef for den venstreorienterede tænketank Katalys og forfatter til en række bøger om svensk politik.
”Og så er jeg overbevist om, at hun bliver svær at stå ansigt til ansigt med i valgkampen. Hun er en bedre debattør end Stefan Löfven, og hun har lettere ved at formulere sig kraftfuldt over for oppositionen. Hun er direkte og har temperament. Så der er bestemt potentiale for succes. Men det kræver, at hun tør gå linen ud.”
Billedet af Magdalena Andersson som en styrkelse af Socialdemokratiet er også udbredt blandt de svenske vælgere. I en undersøgelse fra Dagens Nyheter forventer bare 7 procent af de adspurgte, at Andersson kommer til at klare sig dårligere end Stefan Löfven. Samtidig er ”kompetent” det ord, flest forbinder med den nye S-leder.
”Hun er utvivlsomt enormt dygtig. Hun har været med inde omkring arbejdet med regeringen under Göran Persson, og siden 1990’erne har hun været centralt placeret i ministerier og myndigheder og fået masser af erfaring som finansminister,” fortæller Daniel Suhonen.
”Svagheden er, at hun holder fast i en økonomisk politik, som er præget af 1990’erne. Man er nødt til at forstå, at den svenske pendant til kartoffelkuren i Danmark er den politik, som har formet Magdalena Andersson. Hun er opflasket politisk med at holde igen med pengene, og det store spørgsmål er, om hun nu tør bevæge sig i retning af en mere investeringsdrevet politik, som er fuldstændig nødvendig for både svenske velfærd og den grønne omstilling.”
Opfostret til magt
Magdalena Andersson kom til verden i Uppsala, hvor moderen var lærer og faderen lektor ved universitetet. Som ung var Andersson en dedikeret svømmer og gymnast, og siden hun i 1983 meldte sig ind i det socialdemokratiske ungdomsforbund SSU, har det ligget i kortene, at hun en dag ville nå helt til tops.
”Hun vil være den bedste i klassen – og elsker, når der er optræk til kamp,” lyder overskriften på et portræt fra 2014, hvor en forhenværende kollega beskriver Magdalena Andersson som Lille My – den bestemte pige i Tove Janssons Mumi-univers.
”Og så røg hun enormt meget. En lille, tough SSU’er. Hun var kvik. Og hidsig,” hedder det videre i Dagens Nyheter-portrættet i anledning af, at Andersson blev udpeget som Sveriges første kvindelige finansminister.
På Handelshøjskolen i Stockholm, hvor Magdalena Andersson studerede til civiløkonom, var hun formand for gruppen af socialdemokratiske økonomer. Og det var også her, hun mødte sin mand, Richard, som i dag er professor i nationaløkonomi samme sted.
Magdalena Andersson skiftede sidenhen Handelshøjskolen ud med varierende chefstillinger i det svenske embedsværk, hvor hun blandt andet nåede at arbejde under den socialdemokratiske statsminister Göran Persson og sidenhen som rådgiver for Perssons efterfølger som S-leder, Mona Sahlin.
Drømmejobbet, som Andersson bestred fra 2009 til 2012, var som øverste chef for de svenske skattemyndigheder. Men ”den uafsluttede kærlighedsrelation,” som den nye partileder har kaldt jobbet, blev alligevel fravalgt til fordel for det politiske liv.
I 2012 blev Magdalena Andersson nemlig udpeget til økonomisk-politisk talsperson for Socialdemokratiet, og to år senere blev hun valgt til det svenske parlament for første gang.
Hun nåede dog aldrig at tage hul på tilværelsen som parlamentariker, for Andersson blev i samme åndedrag udnævnt til finansminister. Og netop de relationer, hun gennem utallige forhandlinger har opbygget til de andre partier siden 2014, kan ifølge flere iagttagere vise sig at blive afgørende for hendes succes.
En af dem, som har rost Magdalena Andersson, er Jonas Sjöstedt. Han var indtil oktober sidste år leder for Venstrepartiet, hvis mandater Magdalena Andersson er afhængig af, og han skriver i sine memoirer, at den nye S-leder er en af de få ministre, partiet på den yderste venstrefløj har tillid til. Også socialdemokraternes nuværende regeringspartner, Miljøpartiet, skulle efter sigende være glad for Andersson.
Andre steder omtales hun dog som en charmeforladt bulldozer, og i avisen Expressen spørger politisk kommentator Viktor Barth-Kron, om ”en embedsmandsgrå økonom, der skændes med folk og foretrækker Excel frem for Instagram, kan nå at blive folkekær i løbet af en valgkamp?”
Hvor forgængeren Stefan Löfven har baggrund som svejser og fagforeningsmand, er ”Magda” formet af eliteidræt, Harvard-ophold og store stillinger i det svenske embedsværk. Men ser man på historien, konkluderer Barth-Kron, har Sveriges mest succesfulde partiledere faktisk ofte været dem, som har optrådt mindst farverigt:
”Svenskerne skal vælge en chefadministrator for Sverige A/S, ikke en kammerat for livet,” påminder han og henviser til den borgerlige Fredrik Reinfeldt, der i 00’erne vandt vælgernes tillid med sin ”kassérer-agtige fremtoning”.
Ideologisk mellemvare
Farverig eller ej er det en monumental opgave, den naturbegejstrede Magdalena Andersson nu står over for. Til Sveriges Television har hun udtalt, at hun hverken vil trække Sverige til højre eller til venstre, men derimod fremad. Og noget skal der i hvert fald ske.
For Socialdemokratiet, der gennem 100 år har været det dominerende magtparti i svensk politik, ligger til historisk lave 26 procents opbakning i meningsmålingerne.
Det er godt og vel 20 procent under valget i 1994, og en væsentlig del af forklaringen er, at mange af de klassiske arbejdervælgere, særligt yngre mænd, har skiftet Socialdemokratiet ud med Sverigedemokraterne.
I en måling fra januar 2020 støttede 36 procent af ”LO-segmentet” det indvandringskritiske parti, mens 29 procent pegede på Socialdemokratiet. Blandt de mandlige vælgere var forholdet 44 procent mod 26 procent – i Sverigedemokraternes favør.
Spørgsmålet, der giver de svenske socialdemokrater hovedbrud frem mod rigsdagsvalget til september næste år, er derfor, hvad der skal til for at vende udviklingen?
Ifølge Lena Mellin, der er indenrigspolitisk kommentator på avisen Aftonbladet, bliver Magdalena Anderssons første opgave at fjerne billedet af ”et slukøret, idéløst parti, som burde holde noget ferie”. Med under et år til valget skal Andersson, som hidtil har beskæftiget sig med rigets finanser på fuld tid, dog også markere sig på andre områder. Og faktisk er hun allerede begyndt.
I et interview med Sveriges Radio talte hun for nylig om sammenhængen mellem mange asylansøgere og risikoen for dårlig integration i form af langtidsarbejdsløshed og sociale problemer. Et synspunkt, som ikke er ukontroversielt i svensk politik.
Magdalena Andersson har desuden understreget, at hun ”er parat til at vende hver eneste sten for at bryde segregeringen og bekæmpe banderne”.
Og det er næppe tilfældigt, at Sveriges kommende statsminister først og fremmest forsøger at skærpe det gamle arbejderpartis profil på rets- og udlændingepolitikken. De mange bandeskyderier og segregeringen i det svenske samfund er blandt de temaer, som optager vælgerne mest. Og så er det også der, den borgerlige opposition forsøger at holde Socialdemokratiet, som har haft magten siden 2014, ansvarlig frem mod valget den 11. september 2022.
Men kan man ligefrem forestille sig, at de svenske socialdemokrater under Magdalena Andersson ville lade sig inspirere af sit danske søsterparti og rykke til højre på værdi- og udlændingepolitikken og til venstre på dele af den økonomiske politik?
”Jeg tror bestemt, en del af løsningen er at se mod Danmark og Mette Frederiksen (S),” siger Daniel Suhonen.
”Man taler selvfølgeligt meget om migrationsspørgsmålet, men som jeg ser det, har de danske socialdemokrater over en længere årrække tilpasset sig den rådende norm på udlændingeområdet, mens det, der for alvor er opsigtsvækkende under den nuværende regering, er, at man på det økonomiske område er vendt tilbage til en klassisk socialdemokratisk politik med pensionsreform og fokus på klassespørgsmål. Og den strategi for at vinde arbejdervælgerne tilbage den savner jeg i Sverige.”
Ifølge Daniel Suhonen, der tidligere i år udgav ”Hvad ville Erlander have gjort?”, hvori han genbesøger dén demokratiske socialisme, som S-koryfæet Tage Erlander gennemførte i 1960’ernes velmagtsdage, er udlændingepolitikken allerede strammet markant. Det afgørende slag bliver derfor velfærdspolitikken.
”Hvis Magdalena Andersson skifter sparepolitikken ud med investeringer og en tryghedsskabende økonomisk politik, så står Socialdemokratiet i Sverige potentielt over for en ny glansperiode og kan vinde sverigedemokratiske vælgere tilbage. Men det kræver handlekraft. Og det kræver ikke mindst mod.”