Hvis der skulle en kineser på forsiden af Times Magazine, burde det være Konfucius. Han er den vigtigste kineser gennem tiderne.
Sådan lyder indgangsreplikken til en rundvisning i det nyrenoverede Konfucius-tempel i Beijing. Stående foran en marmorstatue af den gamle filosof, der på kinesisk hedder Kong Fuzi, samler guiden Paul Wang hænderne foran brystet og bukker stift til ære for vismanden. Ingen har haft større indflydelse på Kina og nabolande som Japan og Korea.
I Kina måtte han dog henslæbe næsten et helt århundrede som persona non grata, før han igen kunne komme til ære og værdighed. Det sker med kommunistpartiets næsten fulde billigelse og til udelt glæde for folk som Paul Wang. Til daglig underviser han kinesiske gymnasieelever i nogle af konfucianismens klassiske tekster. Noget, der ville have været utænkeligt for bare få år siden, hvor det udelukkende var marxismen, der skulle terpes.
Men i dag har regeringen indset, at Kina også har brug for konfucianismen. Ellers vil det hele bryde sammen og ende i kaos, siger Paul Wang.
Alle mennesker har en plads, som de skal udfylde efter bedste evne. Ligesom planeterne, der eksisterer uden at støde sammen. Det er vejen til fred og harmoni, siger Paul Wang med henvisning til en tekst over endnu en Konfucius-statue.
Så det er Konfucius eller kaos? I hvert fald synes konfucianismens genkomst at være en realitet. Det ses ikke alene i dette nymalede tempel, men også i en fornyet interesse for alt, der har med den mere end 2000 år gamle vismand at gøre. Der holdes et utal af seminarer, og akademikere forsker og debatterer på livet løs. Desuden udgives der et hav af bøger om emnet.
Et eksempel er forfatteren Yu Dans bog om Analekterne (en slags bibel over filosoffens tanker), der har solgt over 10 millioner eksemplarer. Det er en slags selvhjælpsbog, der forsøger at gøre Konfucius tanker tilgængelige for almindelige kinesere. Akademikere har beskyldt den for at være for populistisk, men at bogen er blevet en bestseller i Kina er under alle omstændigheder interessant.
Det mener blandt andet professor Daniel A. Bell, der underviser i politisk filosofi på det kinesiske eliteuniversitet Tsinghua. Også han har netop udgivet en bog om konfucianismens genkomst i Kina under titlen Chinas New Confucianism.
Ved lanceringen af bogen talte Daniel A. Bell for et talstærkt publikum i Beijing, og han tog udgangspunkt i, at konfucianismen gennem det meste af det 20. århundrede havde et dårligt image både i Kina og i Vesten. Mange betragtede konfucianismen som en hindring for Kinas nødvendige modernisering. Det syn er nu helt ændret, især fordi marxismen er dømt ude i Kina:
Der er opstået et etisk og moralsk tomrum, som kommunismen ikke længere kan udfylde, siger han.
Nogle har søgt mod kristendommen, men for de fleste kinesere er det en fjern og fremmed religion. Konfucianismen byder derimod på et moralsk og filosofisk værdisæt, som tiltaler mange, fordi det er centralt i Kinas kultur.
I dag fremhæver forskerne ligefrem konfucianske dyder som en høj arbejdsmoral og vægt på uddannelse som fremmende for økonomisk vækst og modernisering. Det har været tilfældet i nabolande som Japan, Sydkorea og ikke mindst Taiwan, der også har været i stand til at kombinere konfucianismen med vestligt demokrati. Daniel A. Bell mener dog ikke, at det samme vil ske i Kina.
Ifølge konfucianismen skal politik også være for folket, men det skal samtidig gavne fremtidige generationer og forfædrene. I det liberale demokrati er det kun flertallet, der bestemmer, mener han.
I stedet foregår der en interessant diskussion blandt kinesiske intellektuelle, der forsøger at koble konfucianismen sammen med dele af socialismen, en slags venstrefløjs-konfucianisme. Den konfucianske lærde og forfatter Jiang Qing er den mest indflydelsesrige på denne fløj.
Jiang Qing diskuterer blandt andet, hvordan staten og magthaverne bedst kan tage sig af de svage i samfundet og opfylde almindelige menneskers behov. Det havde Konfucius faktisk svar på, siger Daniel A. Bell.
Jiang Qing har endda foreslået, at konfucianismen igen skal være en statsfilosofi i Kina, men det tror Daniel A. Bell ikke vil komme til at ske. Derimod forestiller han sig, at konfucianismen vil få mere indflydelse, kombineret med en større religiøs tolerance. Sådan som det har været tilfældet tidligere i Kinas historie, hvor buddhismen og taoismen eksisterede side om side med konfucianismen.
Med konfucianismens vægt på lydighed over for autoriteter, er der indlysende grunde til, at kommunistpartiet fremmer den konfucianske bølge i dagens Kina. Men der er også elementer, som partiet ikke bryder sig om. For eksempel er Jiang Qings bøger forbudte i Kina. Måske fordi han og konfucianisterne mener, at landet skal styres af et meritokrati en højtuddannet og nøje udvalgt elite, hvor de bedste findes via et eksamenssystem. I modsætning til i dag, hvor det udelukkende sker ved intern udvælgelse i partiet.
Og det bringer os tilbage til Konfucius-templet, hvor en række høje stentavler bærer navnene på de 50.000 embedsmænd, der klarede sig gennem de kejserlige eksamener under Yuan, Ming og Qing-dynastiet. Som nabo til templet ligger den tidligere kejserlige skole, hvor embedsmændene blev klargjort til at indtage rigets højeste poster.
Adgangskravene var benhårde, og øvelsen bestod i at lære Konfucius tekster udenad. Paul Wang underviser som nævnt gymnasieelever, men kun i få udvalgte tekster. Han ser gerne, at det bliver som i Sydkorea, hvor eleverne lærer Analekterne fra ende til anden og udenad.