Prøv avisen

Kongressens mangfoldighed vokser

Tammy Duckworth, der mistede begge ben i Irak, bliver den første skadede kvindelige krigsveteran, der får sæde i Repræsentanternes Hus. – Foto: UPIBig Pictures.

USAs nye kongres afspejler kvinders og minoriteters voksende indflydelse

Når USAs nye kongresmedlemmer i januar aflægger embedsed og indtager magtens korridorer i Washington, kan amerikanerne samtidig markere adskillige gennembrud for kvindelige politikere og minoriteter i en forsamling traditionelt domineret af hvide mænd.

LÆS OGSÅ: Sådan er magtdelingen i Kongressen

Efter valget i tirsdags når antallet af kvinder i Senatet op på 20 16 demokrater og 4 republikanere ud af 100 senatorer. Det er højere end på noget andet tidspunkt i amerikansk historie og en fordobling på 15 år. Dertil kommer, at amerikanerne valgte deres første åbent homoseksuelle senator, demokraten Tammy Baldwin, og deres første buddhistiske og asiatisk-amerikanske senator, demokraten Mazie Hirono.

Også Repræsentanternes Hus får et andet udseende i januar. For første gang nogensinde vil der være flere kvinder end mænd i den demokratiske gruppe, og blandt dem er den første åbent biseksuelle person nogensinde valgt til Kongressen, Kyrsten Sinema, den første hindu, Tulsi Gabbard, og den første skadede kvindelige krigsveteran, Tammy Duckworth, der mistede begge ben i Irak. Samtidig vil flere afroamerikanske og spansktalende medlemmer end nogensinde før indtage gangene i Repræsentanternes Hus.

Opgjort på delstater blev New Hampshire i øvrigt den første til at vælge en rent kvindelig politisk ledelse: en kvindelig guvernør, to kvindelige senatorer og to kvindelige kongresmedlemmer.

Forandringerne afspejler de demografiske forandringer i det stadig mere brune og sorte USA samt den voksende indflydelse, som kvinder og minoriteter har på udfaldet af amerikanske valg. Denne indflydelse var ikke mindst til skue i tirsdagens præsidentvalg, hvor republikaneren Mitt Romney og hans koalition af hvide mandlige vælgere viste sig ude af stand til at besejre Barack Obama, der blev genvalgt takket være opbakning fra de kvindelige, de spansktalende, de afroamerikanske og de asiatisk-amerikanske vælgere.

Den voksende mangfoldighed i Kongressen gælder da også mestendels det demokratiske parti. Antallet af kvindelige republikanske senatorer falder efter tirsdagens valg fra fem til fire, omend partiet tilføjede en senator med latinamerikansk baggrund, Ted Cruz. I Repræsentanternes Hus er antallet af afroamerikanske og spansktalende republikanske medlemmer nedadgående, og samtidig tabte et af partiets nye håb, den afroamerikanske kvindelige mormon Mia Love, sin valgkamp.

Republikanske kandidaters ultrakonservative udtalelser synes at have gjort stor skade på partiets evne til at appellere til især kvindelige vælgere, der ifølge data fra Ipsos/Reuters i dobbelt så stort antal som mænd betegner sociale emner som abort som blandt de vigtigste valg-emner.

Nogle af valgets mest uforglemmelige fadæser i 2012 omhandlede mandlige republikanske politikere, der udtaltet sig om kvinders rettigheder og abort. Det gjaldt blandt andre den republikanske senatorkandidat Todd Akin, der saboterede sit ellers sikre kandidatur med en forklaring på forskellen på legitim og ikke-legitim voldtægt samt senatorkandidaten Richard Mourdock, der erklærede, at en graviditet som resultat af voldtægt er Guds vilje.

55 procent af de kvindelige vælgere stemte demokratisk ved tirsdagens valg, mens det samme gælder for 96 procent af de afroamerikanske og 71 procent af de spansktalende vælgere.