Konkrete resultater er hans drivkraft

Leif Rasmussen vidste ikke, præcis hvad han gik ind til, da han sagde ja til at se på, hvordan en idé til et udviklingsprojekt kunne blive realiseret. Men 40 år efter er han mere end tilfreds med resultatet

Leif Rasmussen er pensionist og bor med sin hustru i Randers. Før han blev pensioneret, arbejdede han som underviser på Silkeborg Højskole, hvor han var ansat i 30 år. –
Leif Rasmussen er pensionist og bor med sin hustru i Randers. Før han blev pensioneret, arbejdede han som underviser på Silkeborg Højskole, hvor han var ansat i 30 år. – . Foto: Ghana Venskab.

Det begyndte med, at Leif Rasmussen fik et opkald fra en bekendt. Han fortalte om en mand ved navn Johannes Holm, der havde en plan om at indlede et udviklingsprojekt.

Det var selvsamme Johannes Holm, der organiserede ”De Hvide Busser”, som efter Anden Verdenskrig hentede danske krigsfanger hjem. Holms idé gik ud på, at lokalgrupper fra Danmark skulle samarbejde med lokale fra et u-land. Det var ikke besluttet hvor, men Johannes Holm foreslog Ghana, fordi han mente, det var en måde at råde bod på, at Danmark tidligere havde handlet med slaver fra landet. Det affødte navnet Ghana Venskab, der i lørdags fejrede sit 40-årsjubilæum. Alle år med Leif Rasmussen som en trofast del af de frivillige i foreningen.

Organisationen bygger på, at det er de lokale i Ghana, der definerer behovene. Men der skal også tages hensyn til, at Danida, der finansierer størstedelen af Ghana Venskabs aktiviteter, forsøger at sætte en dagsorden.

”Den tendens, der har udviklet sig, er, at man gerne vil sætte sit fingeraftryk på, hvor fokus skal være. Så kan det være civilsamfund, infrastruktur eller noget andet, og der har været punkter på dagsordenen, som jeg har haft svært ved at se, hvordan vi skulle matche,” siger Leif Rasmussen og fortsætter:

”Men når jeg ser tilbage, har vi alt i alt holdt fast i kernen, nemlig at opbygge civil-samfundene fra bunden, og at behovene beskrives af de mennesker, der bor der. Vi er aldrig løbet fra grundidéen, og det betyder meget for mig.”

Også selvom de lokale behov i Ghana nogle gange kunne være svære at forstå. For eksempel fik ønsket om en lokalradio Leif Rasmussen og de andre frivillige til at rynke på næsen og undre sig over, hvad det havde at gøre med hjælp til udvikling.

”Men vi kunne se, at det gav noget til lokalsamfundene. Det gjorde, at de unge lærte noget om den offent- lige debat, og de turde argumentere over for den lokale høvding, der faktisk lyttede og løste en situation med mangel på elektricitet, der ellers havde stået på i månedsvis,” siger Leif Rasmussen.

Han fortryder på ingen måde, at han det meste af sit voksne liv har sat tid af til arbejdet i Ghana. Og særligt de øjeblikke, hvor man kan se et konkret udbytte af en indsats, kan Leif Rasmussen ikke få for mange af. For eksempel da Ghana Venskab lykkedes med at etablere et alfabetiseringsprogram. Hvad der begyndte med, at en lærer underviste en samling elever under et træ om eftermiddagen, endte med, at flere hundredtusinde børn lærte at læse og skrive og kunne begynde i almindelig skole, som de ellers ikke havde adgang til, og at et utal af forældre lovprisede den danske organisations arbejde.

”Vi kalder det Ghana Venskab, fordi vores arbejder bygger på venskaber lokalgrupperne imellem, og det er derfor, vi er lykkedes med vores arbejde. Jeg har også selv fået en masse venner, hvilket er grunden til, at jeg er blevet ved med at engagere mig. Lige nu sidder der også to af dem i min bil og venter på, at jeg bliver færdig med at snakke,” siger Leif Rasmussen og ler.