Kinas økonomi vokser: ”Vi unge kan købe næsten alt det, vi har lyst til”

36-årige Cao Ruishu har oplevet Kinas gigantiske vækst. Siden hun blev færdig med sin universitetsuddannelse i 2010, har hun mere end firedoblet sin løn. Men hun må også sande, at økonomisk fremgang ikke er lig med et lykkeligere samfund

Cao Ruishi lever et helt anderledes og forbrugsorienteret liv end sine forældre. Hun er stolt over de økonomiske fremskridt, Folkerepublikken Kina har opnået i sine 70 år. Her ses hun foran et af de mange blomstermonumenter, der er stillet op i Beijing i anledning af 70 års jubilæet. Temaet her er Minas teknologiske fremskridt, som både rumraket og hurtigtog symboliserer. -
Cao Ruishi lever et helt anderledes og forbrugsorienteret liv end sine forældre. Hun er stolt over de økonomiske fremskridt, Folkerepublikken Kina har opnået i sine 70 år. Her ses hun foran et af de mange blomstermonumenter, der er stillet op i Beijing i anledning af 70 års jubilæet. Temaet her er Minas teknologiske fremskridt, som både rumraket og hurtigtog symboliserer. - . Foto: Pia Elers.

Der bliver knipset løs foran en kæmpe blomsteropsætning i det travle og mondæne forretningskvarter Xidan i den kinesiske hovedstad Beijing. Midt i det kulørte blomsterhav er der formet en seks meter høj grønbladet rumraket, og ved siden af den ser man konturerne af et ikonisk kinesisk hurtigtog, der nærmest skyder sig op gennem jorden. Både raketten og lokomotivet er symboler på Kinas tekniske fremgang gennem de seneste 70 år.

Derfor er det bestemt heller ikke uden stolthed, at forbipasserende kinesere stiller sig op foran det monstrøse blomsterhav og laver selfies eller fotograferer hinanden. Også Cao Ruishu mener, at det er et passende sted at tage billeder – for det viser, hvor stor en udvikling hendes land har været igennem, siden Mao Zedong udråbte Folkerepublikken Kina i 1949.

(190928) - - SHANGHAI, Sept. 28, 2019 (Xinhua) - - Photo taken on Sept. 28, 2019 shows national flags hung along a street in Shanghai, east China. Decorations are set in the city to celebrate the 70th anniversary of the founding of the People's Republic of China. (Xinhua/Liu Ying)
(190928) - - SHANGHAI, Sept. 28, 2019 (Xinhua) - - Photo taken on Sept. 28, 2019 shows national flags hung along a street in Shanghai, east China. Decorations are set in the city to celebrate the 70th anniversary of the founding of the People's Republic of China. (Xinhua/Liu Ying)

”Selvfølgelig er det en fantastisk økonomisk udvikling, og det er vi også stolte af. Den har jo haft størst betydning for os i den yngre generation, hvorimod mine forældres generation måske har fået knap så meget ud af det. Det er jo vildt at tænke på, at min månedsløn på 40.000 yuan (38.000 kroner) er mere, end mine forældre kunne tjene tilsammen på et helt år, da de var unge. Det betyder, at vi unge kan købe næsten alt det, vi har lyst til, mens mine forældre stadig passer på ikke at bruge for mange penge,” siger 36-årige Cao Ruishu.

Hun klager lidt over, at hun får solen i øjnene, da hun skal fotograferes og tager sine runde violette solbriller op af tasken. Med dem på og i sin korte hvide kjole og lysegrønne designertaske ligner hun en smart bypige – og det er nøjagtig det, hun er, selvom hun kommer fra en af landets fattigste provinser, Liaoning, i det nordøstlige Kina. Hun voksede op i provinshovedstaden Shenyang, hvor hun også gik i gymnasiet. Men da hun skulle på universitet, flyttede hun til hovedstaden for at komme ind på universitetet Beijing Normal, der ligger på top-10 over Kinas bedste universiteter.

”Det er ret vigtigt at komme ind på det rigtige universitet, ellers bliver din uddannelse ikke regnet for så meget. Min mand gik på Tianjin Universitet, og han havde faktisk ret svært ved at få job her i Beijing. For mig var det betydeligt nemmere af flere årsager. Men det er måske en af de store forskelle fra før til nu, at der er meget mere konkurrence nu om dage – lige fra børnene begynder i børnehaven. Det er i hvert fald noget af det, min mor fremhæver som en meget stor og vigtig forskel,” siger Cao.

Siden Cao Ruishu fødte sin søn i 2013, har hendes mor og svigermor på skift boet hos den unge familie i Beijing, hvor de foruden at passe drengen og hente ham fra børnehave også har lavet aftensmad til de travle forældre. 66-årige fru Zhang vil gerne fortælle om, hvordan hun har oplevet den store forandring, hendes land har gennemgået. Men da hun i øjeblikket er sengeliggende i Shenyang, må interviewet klares over telefonen.

”Vi er glade for, at vi har kunnet give Cao den opvækst, hun har fået, og se, hvor godt det går hende og familien. Men for mit eget vedkommende synes jeg, der er for meget ubalance i samfundet. I dag kan man se, hvor styrtende rige mange kinesere er blevet. Det er jo godt for dem, men der er stadig mange fattige i vores land, og på den måde synes jeg faktisk, at uligheden er blevet for stor,” lyder det fra Caos mor.

Hun er født i 1953 og fortæller, at hun gik ni år i skole. Da hun var færdig med mellemskolen, fik hun job med det samme på kontoret ved det lokale bryggeri.

Sådan var det for alle, efter at Kinas Kommunistiske Parti havde indført en slags social kontrakt kaldet ”jern-risskålen”. Det system indebar, at alle statsansatte kinesere var sikret livslang beskæftigelse, bolig, børnepasning og hjælp ved sygdom.

”Der var en meget stor tryghed i at vide, at uanset hvad – så var man sikret et job, og man kunne blive der resten af sit liv. Vi var meget mere lige. Min mand og jeg havde ikke mange penge og levede et ret simpelt liv, men det gjorde de andre også. Så det var ikke noget, vi tænkte så meget over. Men den sikkerhed er jo for længst forsvundet,” konstaterer fru Zhang, der måtte standse med at arbejde for 10 år siden på grund af en øjensygdom og i dag kun har en pension svarende til cirka 2000 kroner om måneden.

Hendes datter Cao er tydeligvis også bekymret på moderens vegne, fordi det kan være enormt dyrt at blive behandlet på et sygehus, hvis man ikke har tegnet sin egen forsikring. Hun giver også sin mor ret i, at det kinesiske samfund endnu ikke er blevet helt så harmonisk, som lederne i Kommunistpartiet har lovet dem.

”Både jeg og min mand er ansat i statsejede virksomheder, og jeg er forbløffet over, hvor hårdt arbejdsmiljøet er blevet. På min arbejdsplads bliver sælgerne kun ansat på etårs-kontrakter, og hvis de ikke opnår tilstrækkeligt gode resultater, ryger de ud igen. Det er en ret aggressiv måde at lede en virksomhed på, synes jeg. Men selvfølgelig er statsejede virksomheder også begyndt at måle sig op mod de private, og derfor bliver konkurrencen hårdere. Men at statsejede virksomhed har så meget fokus på indtjening og præstationer, kommer alligevel noget bag på mig,” siger Cao Ruishu, der er uddannet i engelsk og kommunikation og arbejder som PR-ansvarlig i en statsejet virksomhed.

Lige som 89 millioner andre kinesere er den 36-årige karrierekvinde medlem af Kinas Kommunistiske Parti. Det blev hun allerede, da hun gik på universitetet, hvor hun i kraft af at være en af de dygtigste på sit hold og anbefalinger fra flere professorer slap igennem nåleøjet. Det er nemlig ikke så ligetil at blive medlem. Hvert år søger 20 millioner personer om medlemskab – kun to millioner lukkes ind. Som partimedlem øger man sine chancer betydeligt for at blive ansat i en statsejet virksomhed, og det er også en af grundene til, at Cao Ruishu valgte at melde sig under fanerne.

”Men der hviler også et særligt ansvar på dig, når du er medlem af partiet. Du skal opføre dig virkelig godt og fungere som en slags rollemodel for andre borgere. På vores arbejdsplads samles vi jævnligt for at studere præsident Xi Jinpings tanker. Her er noget af det vigtigste, at der bliver slået hårdt ned på korruption. Vi skal holde meget skarpt øje med, hvad der foregår – og at ingen af vores ansatte forfalder til den slags,” siger hun.

Cao Ruishu understreger, at selvom hun oven i lange arbejdsdage skal bruge ekstra tid på partiarbejdet, er hun glad for at kunne være med til at luge ud i dårligdommene og gøre Kina til et bedre samfund.

Hun sidder lidt og funderer over det med forskellene, fra dengang hun selv var barn og den tilværelse, hun nu kan tilbyde sin egen søn, Yangyang. Eftersom hendes mor arbejdede på byens bryggeri, var det også der, at hun gik i børnehave, og den var gratis. I dag går hendes søn i en privat børnehave i Beijing, hvilket koster knap 5000 kroner om måneden. Men når han næste år skal begynde i grundskolen, bliver det i en kommuneskole.

”Vi har købt lejlighed i det nordlige Chaoyang-distrikt i et kvarter, hvor der er en særlig god skole. Det betyder også, at prisen på lejligheder er relativt høj. Vi har betalt knap otte millioner for vores toværelses lejlighed på 110 kvadratmeter,” siger Cao Ruishu.

”Når vi har foretaget så stor en investering, skyldes det, at en særlig god grundskole kan være afgørende for, om han kommer videre til gymnasiet. I forhold til mig selv, da jeg gik i skole, kan jeg godt se, at vi lægger et meget stort pres på ham. Selvom han kun er fem år, får han allerede nu mange ekstratimer eksempelvis i engelsk, så jeg kan godt se, at det indimellem er et hårdt liv for ham, når han skal leve op til alle vores forventninger,” indrømmer hun

Men, som hun siger, er der også mørke skyer over Kina i disse dage. Nedgangen i økonomien og en eskalerende handelskonflikt med USA har lagt en dæmper på optimismen og skabt usikkerhed om fremtiden:

”Det er også derfor, vi beholder vores gamle lejlighed. Vi kunne sælge den for godt og vel tre millioner, men lejer den ud. For hvis nogen i min familie skulle blive ramt af alvorlig sygdom, er det godt at have noget på kistebunden. På den måde mangler vi stadig et socialt sikkerhedsnet i Kina, men det er jeg sikker på, at præsident Xi og lederne i partiet vil arbejde på at forbedre i årene, der kommer,” lyder det håbefuldt fra Cao Ruishu.