Hvad kommer valget af Donald Trump til at betyde for USA - og resten af verden?

Hvad kommer valget af Trump helt konkret til at betyde for USA som land og den multilaterale verdensorden, der har præget verden siden den kolde krigs afslutning? Det har vi spurgt en række internationale iagttagere og forskere om.

Anne Applebaum, Øyvind Østerud, Marcel Gauchet, Ulrike Guérot, Sean Wilentz og Brendan Simms.
Anne Applebaum, Øyvind Østerud, Marcel Gauchet, Ulrike Guérot, Sean Wilentz og Brendan Simms.

Anne Applebaum, amerikansk journalist og kommentator, der i marts kaldte en eventuel britisk EU-udtræden og valget af Donald Trump og Marine Le Pen til præsidenter i henholdsvis USA og Frankrig for ”enden på Vesten”:

”Jeg tror, vi måske allerede er nået dertil. Jeg vil ikke være hysterisk. Det er kun den første dag (efter valget, red.), og vi ved faktisk ikke, hvad han vil gøre ved noget som helst, fordi han er så uforudsigelig. Men det her er en person, der igen og igen i løbet af 15 år har sagt, at han ikke bryder sig om Amerikas alliancer og ikke synes, at vi skal støtte Nato, for det er for dyrt. Han beundrer diktaturer og diktatorer og beundrer Vladimir Putin."

"Han ser ikke sig selv som leder af den frie verden og tror ikke på frihandel. Han har talt om tage USA ud af ikke bare (frihandelsaftalen) Nafta, men også af (verdenshandelsorganisationen) WTO. De to piller for Vestens internationale system har været handel mellem lande og den gensidige sikkerhedspagt, altså Nato. Hvis de to ting forsvinder, kan jeg ikke se, hvad Vesten er mere. Handel og Nato er de ikke de eneste ting, der holder Amerika og Europa sammen, men de var den juridiske arkitektur. Begge dele er nu udfordret. Selvfølgelig vil der være folk (i den amerikanske Kongres, red.), der er uenige med ham. Men det faktum, at han vandt på de emner, betyder, at det vil blive langt sværere for folk, der støtter det.”
 

Øyvind Østerud, professor i statskundskab ved Universitetet i Oslo. Forfatter til en række bøger om nationalisme, demokrati og sikkerhedspolitik:

”Dele af det internationale samarbejde vil blive svækket, og handelsaftalerne med Asien og EU bliver nok ikke til noget. Ellers bliver der ikke dramatiske konsekvenser i udlandet. Selvom han er venligt stemt over for Rusland, betyder det jo ikke, at USA vil opgive sine interesser. For USA selv er det vigtigste symbolværdien i, at protestbevægelsen har fået lederskabet, realpolitisk er han stadig nødt til at tilpasse sig Kongressen. Men det er en anden og mere moderat Trump, vi ser nu, og det vil han vise udlandet og det øvrige USA."

"Hans store udfordring bliver, at han ikke går så langt, at han skuffer sine vælgere, samtidig med at han skal samle bred opbakning. På den måde vil hans tid som præsident udstille den samme splittelse, som valget af ham er udtryk for: mellem establishmentet og den utilfredse underklasse. Hans sejr vil også få modstanden mod de etablerede politikere til at vokse sig stærkere i Frankrig, Holland og måske Sverige, som blandt de nordiske lande har været dårligst til at anerkende og diskutere borgernes bekymringer. De etablerede er nødt til imødegå utilfredsheden, for hvis de blot affejer det som uansvarlig højrepopulisme, har de tabt.”
 

Marcel Gauchet, filosof og historiker, seniorforsker ved det franske socialforskningsinstitut Ehess og redaktør af tidsskriftet Le Débat: 

”Dette er afslutningen på den cyklus, der begyndte med Ronald Reagan i 1981. Ronald Reagan og Margaret Thatcher indledte en periode med en neoliberal økonomisk politik, der indebar global frihandel, pres på socialstaten og indvandring. Denne periode, der har varet i 30 år, er nu slut, og det paradoksale er, at dette punktum ikke bliver sat af venstrefløjen men af det samme Republikanske Parti, som bragte Reagan til magten, omend partiets støtte til Trump kun er delvis. Den store ubekendte er, hvorvidt Donald Trump vil være i stand til at svare på de forventninger om øget økonomisk fremgang og social beskyttelse, som lyder fra den amerikanske middelklasse."

"Og vi ser det samme fænomen i Europa, hvor valget af Donald Trump vil påvirke de kommende valg og især gør en valgsejr til Marine Le Pen mere sandsylig ved det franske præsidentvalg i 2017. Valget af Trump vil give øget troværdighed til partier som Front National og AfD i Tyskland, som kan argumentere med, at når USA kan, så kan vi også. Vi træder ind i en fuldstændig ukendt periode med en uforudsigelig amerikansk præsident, og det giver paradoksalt nok en kæmpemæssig vægt til USA på trods af, at Donald Trump kan forventes at interessere sig meget lidt for international politik. Resten af verden frygter Trump og hans uforudsigelighed, og det giver magt.”
 

Ulrike Guérot, tysk-fransk politolog, leder af projektet European Democracy Lab med base i Berlin:

”Vi aner ikke, hvad valget af Donald Trump vil betyde hverken for Amerika eller for forbindelserne til Europa. Fire måneder efter Brexit ved vi stadig ikke, hvad der skal ske, og hvordan man skal håndtere briternes farvel til EU. Denne situation er lige så uforudsigelig, og den er kun lige begyndt. Vi vågnede op til det umulige; noget, vi aldrig har oplevet før. Når det gælder Hillary Clinton, så kender vi hendes program og netværk. Men Trump er ny for alle, og vi kan ikke sige, hvor han står, og han lader til ikke selv at vide det. Ved han, hvordan man håndterer en hær? Hvad vil han gøre med hensyn til Syrien? Ved han, hvordan man håndterer udenrigspolitik? Det aner vi ikke."

"Hans første tale i går morges efterlod et vist håb, for hvis vi ser bort fra alt, hvad vi ved om ham, så var det en god og beroligende tale. Men hans populistiske tilgang efterlader ikke meget håb, eftersom det, der nu er sket i USA, svarer til, hvad vi ser i Europa; de populistiske partier hævder at forene befolkninger, men gør det modsatte og splitter hele nationer. Storbritannien er totalt splittet efter Brexit, Østrig, som står over for et præsidentvalg i december, er splittet, Frankrig, som går til valg næste år, er splittet. Det populistiske Front Nationals Marine Le Pen i Frankrig var den første til at lykønske Trump, hvilket er værd at bemærke. Vi ved, at Trump lader spørgsmålet om samarbejde stå åbent, når det gælder Putin. Men det er for tidligt at sige, om han vil styrke relationerne til Europas populister."
 

Sean Wilentz, professor i politisk historie på Princeton University, ven af Clinton-parret og en af sin generations mest fremtrædende amerikanske historikere:

”Den politiske orden, som vi kender den – ikke bare siden afslutningen på den kolde krig, men siden Anden Verdenskrig – ligger i ruiner. Alle fremskridt i USA siden 1960’erne – og til en vis grad siden 1930’erne – er i alvorlig fare. Mest af alt borgerrettighederne og kvinders rettigheder. Den sociale kontrakt er blevet revet itu. Globalt er dette en sejr for Vladimir Putin og de tilbageskuende højrefløjskræfter tværs over Europa. Nato er i alvorlig knibe. Dette er, kort sagt, en katastrofe for det liberale samfund, for retfærdighed og for orden."

"Og Trump har ikke ændret sig det mindste. Han er præcis den samme inkompetente, hadefulde autoritære figur, som vi har set igennem valgkampen, hans regime vil ligne Ivan den Grusommes med ondskabsfulde lakajer ansvarlige for retssikkerheden. Så Europa kan berede sig på en højrefløjsreaktion ulig nogen, som den har set siden fascisternes og nationalsocialisternes opstigen i 1920’erne og 1930’erne. Det er den største politiske katastrofe i amerikansk historie og den største i verdenshistorien de seneste 80 år.”
 

Brendan Simms, professor i historisk international politik, Cambridge University:

”Valget af Trump er en katastrofe for EU, og en katastrofe for Nato og for den kollektive sikkerhed mod øst. Hans slogan om at sætte ’Amerika først’ er et uforskammet lån fra den isolationistiske politik fra 1920’erne og 1930’erne. Det er veldokumenteret, at han er fjendtligt indstillet over for EU, og han støtter de holdninger, som vi ser hos nogle af Europas mere uheldige grupperinger som Front National i Frankrig, Jobbik i Ungarn og Alternativ for Tyskland. Han er tæt på Vladimir Putin, både i temperament og politisk. Han synes også at have en meget begrænset og krigerisk tilgang til, hvad der er succesfulde diplomatiske forhandlinger. I Donald Trumps optik er en politisk aftale en, hvor han presser sin vilje ned over den modsatte side. Den eneste trøst er, at valget af Trump vil styrke Storbritannien i forhandlingerne om at forlade EU.”