Prøv avisen
Valg i USA

Konservativ amerikaner føler sig ladt i stikken: Hvor er alle de kristne blevet af?

Dick og Betty Odgaard føler sig pludselig som en minoritet i USA, nu da deres konservative, kristne værdier ikke længere er kulturbærende. Parret ses her foran deres hjem i Grimes, Iowa, hvor de blev sagsøgt af et homoseksuelt par, som de nægtede at leje deres privat drevne kapel ud til. – Foto: George Etheredge/ The New York Times/Scanpix

Religionens rolle falmer i et stadig mere sekulært USA. Men den politiske ”gudskløft” består også efter en valgkamp, hvor religionen ikke har spillet nær så stor en rolle som tidligere

Betty og Dick Odgaard var indtil for nylig succesrige forretningsdrivende i Grimes, en forstad til Des Moines i den midtvestlige delstat Iowa. De ejede en pittoresk lille kirke, Görtz Haus, hvor de havde indrettet galleri, blomsterhandel og restaurant, og de udlejede ofte det tilhørende lille kapel til private selskaber.

Men da Betty og Dick Od-gaard med henvisning til deres ret til at udleve deres konservative kristne tro for tre år siden afviste et homoseksuelt pars ønske om at bruge kapellet til deres bryllupsfest, begyndte det hele at ramle sammen. De to mænd anlagde sag mod det kristne par for at have krænket deres borgerrettigheder, og Betty og Dick Odgaard måtte betale en bøde for at have brudt loven ved at diskriminere parret på baggrund af seksuel orientering.

Sagen vakte opsigt i hele USA, og Betty og Dick Od- gaard blev lagt for had af aktivister på venstrefløjen, mens de af den religiøse højrefløj blev hyldet som kristne martyrer.

I dag føler Odgaard-parret sig – i lighed med mange andre hvide konservative kristne amerikanere – glemte og forladte, siger de i et interview med avisen The New York Times. De synes, at na-tionen har vendt dem ryggen. Det konservative kristne værdisæt, der engang var kulturbærende, er blevet marginaliseret. Færre amerikanere går i kirke, kampen mod homoseksuelle ægteskaber er tabt, og USA synes at have taget en stor værdimæssig venstredrejning.

”Det hele er slået om så hurtigt. Pludselig var vi en minoritet. Det var på en måde en skræmmende følelse. Det får dig til at undre dig over, hvor alle de kristne er blevet af”, siger Dick Odgaard til The New York Times.

Odgaard-parret oplevede, at kontroversen omkring sagsanlægget kostede dem kunder og bekendtskaber, og de endte med at sælge deres livsværk og flytte.

Deres oplevelser er en lille, men sigende fortælling i den større historie om de vigtige nye skæringslinjer i det amerikanske religiøse landskab. En nylig meningsmåling fra Public Religion Research Institute, PRRI, viser, at andelen af amerikanere uden religiøs tilknytning er vokset fra 14 procent af den voksne befolkning i 2004 til 25 procent i dag. Og særligt de yngre generationer vender ryggen til kirkelivet. Ifølge PRRI betegner 39 procent af de 18-29-årige amerikanere sig i dag som værende uden religiøs tilknytning, og det er den største andel målt nogensinde.

Som Daniel Cox, der er forskningsdirektør på PRRI, udtrykte det i forbindelse med rapportens udgivelse:

”Jeg vil ikke sige, at det på nogen måde står i kortene, at vi bliver en fuldstændig sekulær nation, men vi bevæger os ud i ukendt territorium i forhold til vores religiøse identitet. Historisk set betragter de fleste mennesker dette som et kristent land eller som et land, hvor kristendommen spiller en central rolle. Vi kan være på vej ind i en tidsalder, hvor dette ikke længere gør sig gældende.”

Samme vurdering har David Campbell, der er professor i statskundskab på Notre Dame University og sammen med sociologen Robert Putnam er forfatter til bogen ”American Grace: How Religion Divides and Unites Us” (Amerikansk nåde: Hvordan religion adskiller og forener os).

”Det er en meget, meget betydningsfuld udvikling, og der er store udfordringer forbundet med dette. De ændringer, som vi oplever nu, kan skærpe den samfundsmæssige polarisering. Når andelen af mennesker, der ikke betragter religion som en del af deres identitet, stiger, så vokser vores syn på, hvad USA og amerikansk identitet er, længere og længere fra hinanden”, forklarer han.

Som Betty og Dick Odgaard-sagen også viser, åbner forandringerne i det amerikanske religiøse landskab for en række nye konflikter.

”På kort sigt vil vi opleve fortsatte sammenstød over religiøsitet i det offentlige rum. På længere sigt vil flere amerikanere begynde at betragte religion i mindre grad som noget, der kan finde sted i den offentlige sfære, og i højere grad som noget, der bør have et privat udtryk”, siger David Campbell.

Religion fylder også pludselig mindre i amerikansk politik. Konservative hvide kristne har siden 1980’erne dannet en magtfuld alliance med Det Republikanske Parti, og det har i tre årtier sikret, at deres værdikampe – mod abort, mod homoseksuelle ægteskaber, for bøn i skolerne og for fremmelsen af en konservativ seksualmoral – kom højt på den politiske dagsorden.

Men i år er parløbet kommet på prøve. Efter at partiets vælgere kasserede højrekristne præsidentkandidater som Ted Cruz og Rick Santorum til fordel for Donald Trump – en fremfusende kasinoejer, der hylder mammon, sjældent indfinder sig på kirkebænken, er gift for tredje gang og er blevet taget i at prale med at begramse kvinder – føler nogle hvide konservative kristne sig politisk hjemløse. Andre, heriblandt fremtrædende evangelikale ledere, bakker op om Trump af den årsag, at han har lovet at værne om deres trosfrihed og sikre kristendommens forrang i USA.

”Unionen mellem Det Republikanske Parti og USA’s konservative kristne er ikke brudt, men den kristne højrefløj er blevet mindre sammentømret og har mistet nogen indflydelse. Den mangler også de karismatiske ledere, der engang mobiliserede de kristne hærskarer. Det er for tidligt at skrive bevægelsens nekrolog, men dette valg kan blive et vendepunkt for dens fremtid”, konstaterer David Campbell.

USA’s politiske ”gudskløft”, der giver Det Republikanske Parti monopol på de konservative religiøse vælgere, vil imidlertid bestå, forudser han:

”Vi ved med sikkerhed, at amerikanernes politiske tilhørsforhold er direkte forbundet med, hvor ofte de siger bordbøn. Hillary Clinton har arvet et system, hvor stærkt troende hvide vælgere hører hjemme i Det Republikanske Parti. Vi vil måske se sprækker i den religiøse koalition, og der vil være en vis omorganisering, men guds-kløften vil fortsætte. Disse ting ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden.”