”Kan selv, vil selv.” Det synes at være mottoet for de britiske konservative, når det kommer til Brexit. Premierminister Theresa May gjorde det fra starten klart, at det ikke var en opgave for det britiske parlament, men for den konservative regering at føre forhandlingerne om den britiske udmeldelse af EU, som skal være en realitet ved udgangen af marts næste år.
Men i denne uge har det stået lysende klart, at De Konservative hverken kan eller vil selv.
Stridspunktet denne gang har handlet om et af de helt ømme punkter, grænsen mellem Nordirland og Irland, som efter Brexit vil være den eneste faste landegrænse mellem det britiske rige og EU.
Offentliggørelsen af et planlagt arbejdspapir blev forsinket, fordi Brexit-minister David Davis ikke var enig i den tekst, som Theresa May havde skrevet.
Premierministeren ønsker en såkaldt bagstopper, som betyder, at briterne efter Brexit vil følge de samme toldsatser og handelsbetingelser, som EU-landene følger. Dermed vil handel over den irske grænse kunne fortsætte uændret. Men for Brexit-høgene i hendes parti er et af kardinalpunkterne, at det britiske farvel til EU skal give dem muligheden og retten til at indgå frihandelsaftaler med andre lande, hvilket de ikke vil være i stand til, så længe briterne skal følge EU’s regler.
David Davis satte ifølge britiske medier sin stilling ind på spørgsmålet og truede med et regulært oprør i kabinettet, hvor de vigtigste ministre sidder.
Kompromisset blev, at bagstopperen udløber i 2021 – og begge fløje udlægger det som en sejr.
Men knap var den strid bragt til ende, før hemmelige optagelser med udenrigsminister Boris Johnson blev lækket.
I en tale onsdag aften sagde han, at der var en kamp i midten af regeringen, men at man i stedet skulle føre kampen mod den reelle fjende, hvilket vil sige EU.
Og så gik han ellers videre til netop at fortsætte borgerkrigen i sit eget parti ved at angribe finansminister Phillip Hammond for at føre en politik, der skal holde briterne så tæt på EU som muligt efter Brexit.
Han kritiserer finansministeren for at mangle mod, og for at ofre fordelene ved at forlade EU på længere sigt for at undgå ulemperne på kort sigt.
Hele farcen har en indbygget ironi. Det var netop for at få ro på bagsmækken, at daværende premierminister David Cameron i sin tid lovede partiet en folkeafstemning om EU-medlemskabet – hvis De Konservative fik absolut flertal. Det var dengang, at partiet var i koalition med De Liberale Demokrater, og de fleste troede, at det gamle to-parti-system endegyldigt var ovre.
Men da De Konservative så overraskende fik absolut flertal i 2015, fangede bordet og de konservative EU-modstandere fik ikke alene den ønskede folkeafstemning, men også befolkningens opbakning. Resultatet er, at de såkaldte Brexiteers, som David Cameron forsøgte at lukke munden på, nu har et meget stort ord at skulle have sagt i en regering, der er mere optaget af interne skærmydsler end af at stå samlet i forhandlingerne med EU om betingelserne for den historiske udmeldelse.