Prøv avisen

Konservative oprørere gør fælles front med oppositionen for at stoppe Brexit i sidste øjeblik

Selvom flertallet nu er væk, bliver tæppet først trukket væk under premierminister Boris Johnson, hvis han taber en eventuel tillidsafstemning. Foto: Uk Parliament/Reuters/Ritzau Scanpix

Storbritannien har ifølge britiske medier kurs mod et valg den 14. oktober, hvis oppositionen med støtte fra konservative rebeller får gennemført et nød-forslag om at udsætte skæringsdatoen for Brexit med tre måneder mod regeringens ønske. Vælgerne selv er splittede, og Boris Johnson har mistet sit flertal

Synet foran det britiske parlament var lettere surrealistisk i går, da Underhuset i London trådte sammen efter sommerferien. Ikke alene var der de sædvanlige demonstranter for og imod Brexit; den største demonstration på Parliament Green handlede om situationen i Kashmir. Men for de andre demonstranter var fokus i høj grad rettet imod dramaet inde i parlamentet.

Pensionisten Chris Chrisostomou kigger således hovedrystende efter en gruppe, som marcherer ned foran parlamentet og råber ”stop kuppet” mens de svinger med EU-flaget.

”De vil ikke respektere demokratiet. I stedet vil de have, at folkeafstemningen skal gøres om. Det er ikke demokratisk,” fastslår Chris Chrisostomou fra Nordlondon.

Som navnet antyder, har han græsk-cypriotiske rødder, og forældrene kom til Storbritannien før Anden Verdenskrig, da Cypern var britisk. Han har aldrig brudt sig om det europæiske projekt. Han stemte i 1970’erne imod ved folkeafstemningen om briternes medlemskab af fællesmarkedet – og for Brexit i juni 2016.

Pensionisten håber, at premierminister Boris Johnson kan ride stormen af i parlamentet, men erkender også, at alt tyder på, at oppositionen med støtte fra de såkaldte konservative rebeller vil have et flertal for at pålægge regeringen at bede EU om endnu en udsættelse af Brexit – denne gang med tre måneder til den 31. januar 2020.

På den stik modsatte fløj står en anden pensionist, Patricia White, der har brugt 44 pund, svarende til 360 kroner, på at rejse ind fra Oxfordshire for at demonstrere.

”Jeg håber, at der findes et flertal for at forlænge fristen med tre måneder eller længere, og at de igangværende retssager vil fastslå, at det var ulovligt at suspendere parlamentet i fem uger,” fortæller hun med et EU-flag i den ene hånd og en plakat i den anden hånd, som fastslår, at Boris Johnson ikke er valgt som premierminister af vælgerne.

Og hun har ikke tillid til, at Boris Johnson vil være en gentleman og følge de uskrevne regler.

”Jeg frygter, at han får opbakning til at udskrive et valg for derefter at flytte valgdagen til november, så vi automatisk glider ud af EU. Det er min største frygt, og det vil ikke være pænt i et gammelt demokrati,” siger Patricia White.

Og det er netop nogle af de overvejelser, som mange politikere har haft de seneste dage, siden Boris Johnson i torsdags smed bomben og fik suspenderet parlamentet i fem uger fra på mandag.

10 repræsentanter fra oppositionspartierne samt seks nuværende konservative og to tidligere konservative stod bag forslaget, som pålægger regeringen at bede EU om en tre måneders udsættelse af Brexit. Den eneste ubekendte var ved redaktionens slutning, hvorvidt Underhusets formand, John Bercow, ville tillade sådan et nødforslag.

Den anden usikkerhed har været, hvor mange af de såkaldte konservative rebeller med tidligere finansminister Philip Hammond i spidsen, der ville bryde partidisciplinen, stemme for oppositionens forslag og gå direkte imod deres egen regering.

Udsigten fik Boris Johnson til at rasle med sablen og true oprørerne med, at de ville blive smidt ud af den konservative parlamentsgruppe – og tilmed få frataget deres mulighed for at stille op som konservative parlamentskandidater. En trussel, som bliver mødt med vrede af blandt andre Philip Hammond.

”Det er mit parti. Jeg har været medlem i over 45 år, og jeg vil kæmpe for, at partiet ikke udvikler sig fra at være en bred kirke til at være snæversynet,” fastslog den tidligere finansminister i et interview med BBC.

Han var med blandt det dusin kritiske konservative, som Boris Johnson mødtes med i går formiddags. Her lykkedes det ikke premierministeren at overbevise dem om at støtte regeringen.

Og den tidligere undervisningsminister Justine Greening har fået nok. Hun meddelte i går morges, at hun ikke vil være del af et konservativt parti, som er ved at udvikle sig til en kopi af Brexit Partiet, hvorfor hun ikke genopstiller ved næste valg. Men mens hun bliver i partiet, så mistede Boris Johnson sit beskedne flertal, mens han talte i parlamentet i går eftermiddags. Her meddelte det konservative parlamentsmedlem Phillip Lee, at han nu melder sig ind hos De Liberale Demokrater. Selvom flertallet nu er væk, bliver tæppet først trukket væk under premierministeren, hvis han taber en eventuel tillidsafstemning.

Selvom Boris Johnson mandag aften understregede, at han ikke ønsker et valg, så var stort set alle britiske aviser i går klar til at konkludere, at han planlægger et valg til den 14. oktober.

Og et valg kan blive resultatet, hvis flertallet imod regeringens ønske gennemtvinger en forlængelse af fristen for Brexit.

”Jeg vil aldrig opgive kontrollen over vores forhandlinger, som lederen af oppositionen kræver det,” lød det fra Boris Johnson i parlamentet i går med henvisning til, at han håber at kunne bruge suspenderingen af parlamentet til at opnå en bedre skilsmisseaftale med EU inden den 31. oktober.

”Der vil ikke komme flere formålsløse forsinkelser,” fastslog han under debatten.

Labours leder, Jeremy Corbyn, har længe ønsket et valg. Men partiets tidligere premierminister Tony Blair kalder valget en elefantfælde.

For selv hvis Boris Johnson får et flertal for at udskrive et valg til eksempelvis den 14. oktober, så er der i princippet ingen garanti for, at han lever op til sin gentlemanforpligtigelse og holder sig til datoen. For det er premierministeren alene, der går til dronningen og annoncerer valget – og giver hende en dato.

Netop Boris Johnsons omgang med sandheden blev blotlagt i går under en retssag i Edinburgh om hans suspendering af parlamentet. Her kom det frem, at han allerede 14 dage før offentliggørelsen havde planlagt suspenderingen – og i samme periode gentagne gange benægtet sådan en plan.