Prøv avisen
Usa-analyse

Konspirationer er blevet et politisk redskab i USA

Tilhængere af Donald Trump hylder ham under et vælgermøde i mandags i Wilkes-Barre i Pensylvania. – Foto: Evan Vucci/AP/Polfoto

Konspirationsteorier har haft gode vilkår i den amerikanske præsidentvalgkamp, og specielt den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har gjort sig i dem. Konspirationer er let medgørlige, men også politisk selvundergravende, skriver filosofiprofessor og USA-kender Vincent Hendricks

Med mindre end en måned tilbage af den amerikanske valgkamp var forventningen forud for den anden tv-debat mellem præsidentkandidaterne tidligere på ugen nok, at Donald Trump ville være noget amputeret efter offentliggørelsen af den video, hvor han udtaler sig meget nedlandende og sexistisk om kvinder.

Men et par timer forud for debatten gik en offensiv Trump live på Facebook fra en art pressekonference flankeret af tre kvinder, der har anklaget USA’s tidligere præsident Bill Clinton for seksuelle overgreb, samt en kvinde, hvis formodede voldtægtsmand Hillary Clinton i midten af 1970’erne agerede beskikket forsvarer for. Trumps demokratiske rival blev af de fire kvinder beskyldt for såvel at have dækket over sin mand som tvunget kvinderne til at tie.

Bill Clinton er aldrig blevet dømt for nogen af disse forhold, men for Trump var det et forsøg på at miskreditere Hillary Clinton og skifte fokus forud for tv-debatten og samtidig atter at stimulere en af de mange konspirationsteorier, der har præget og plaget den amerikanske valgkamp.

Det er blandt andet evnen til at lufte og dyrke konspirationsteorier, som har været med til at give især Donald Trump en platform i amerikansk politik.

Forleden kom Trump med en opsigtsvækkende indrømmelse om, at USA’s præsident, Barack Obama, retmæssigt er amerikansk statsborger, selvom han i en årrække fodrede konspirationsteorien om, at Obama slet ikke var født i USA og dermed ikke rettelig kunne kaldes statsborger i USA grundet et sammenrend af historier:

Blandt konspirationerne var eksempelvis, at hans fødested ikke var Hawaii, men Kenya, fordi hans far var økonom i sit afrikanske hjemland. En anden historie går på, at Obama på et tidspunkt fik indonesisk statsborgerskab og dermed mistede sit amerikanske. Og så er der historien om, at der er noget uldent ved, at Barack Obama hedder ”Hussein” til mellemnavn … og sådan fremdeles.

Trump har i en årrække siddet ved den konspiratoriske bålplads og ikke manet rygtet om statsborgerskabet til jorden. Han bryster sig samtidig med, at det var ham, der i 2011 tvang Obama til at fremvise en fødselsattest om sit retmæssige amerikanske tilhørsforhold. Det gav så anledning til, at nogen begyndte at betvivle dette dokuments ægthed og dermed føde en ny konspirationsteori på det grundlag … og så en tur til.

Men så skete der noget. For i takt med, at præsidentkandidaten ikke ville anerkende præsident Obamas amerikanske tilhørsforhold, begyndte Trump-kampagnen at indse, at denne såkaldte birther-sag ikke var en vindersag.

Så DonaldTrump indrømmede, at Obama var amerikansk statsborger, men hævdede samtidig, at rygtet oprindelig blev startet af Hillary Clintons præsidentkampagne i 2008, da Clinton og Obama kæmpede om Demokraternes præsidentnominering. Så en konspiration lægges ned blot for at blive afløst af en ny.

Donald Trump fik fremsat indrømmelsen på en sådan måde, at han faktisk gjorde amerikanerne og Barack Obama en stor tjeneste ved endeligt at aflive birther-rygtet, som han selv i årevis havde været med til at holde liv i. Nu kunne Trump i al sin godhed og retfærdighed endegyldigt aflive rygtet, så alle kunne komme videre med det væsentlige.

Og det væsentlige er blandt andet, som Trump pointerede allerede under den første tv-debat, at Clinton ikke har ”stamina” til at varetage embedet i Det Hvide Hus – hverken psykisk eller fysisk. Clinton kan hverken udvise rettidig omhu eller korrekt dømmekraft, og fysisk set kan hun heller ikke være med på grund af blandt andet et filmet ildebefindende samt en heftig hovedrysten, også fanget på kamera, da hun får en regn af spørgsmål præsenteret på én og samme gang af en stor journalisthob.

I en ny tv-reklame fra Trump-lejren bliver tv-billederne af hendes ildebefindende ledsaget af dyster musik og en advarsel om, at Clinton hverken har ”modet, styrken eller udholdenheden til at lede” i en farlig verden, truet af Islamisk Stat, Iran og Nordkorea.

Hendes nylige lungebetændelse har fået folk til at spekulere i, om Clinton enten er hjerneskadet, syfilitiker eller både-og. Og selvom Trump ikke har udtalt sig eksplicit om hjerneskade eller syfilis, har han omvendt ikke holdt sig fra at pilke til denne nye historie.

Konspirationer kan være fordelagtige, da de er let medgørlige. De kan forklare hændelser på et spinkelt eller helt fraværende datagrundlag, og hvis der ikke er nævneværdigt bevis for noget andet, kan de være svære at tilbagevise for modparten.

Og hvis der endelig er bevis for noget andet, så kan man komfortabelt henholde sig til, at beviset for det modsatte i sig selv er en konspiration – og så har man jo netop bevist, at der er konspirationer til. En cirkulær slutning, der forudsætter det, som man står til at bevise.

Grunden til, at man kommer i modvind politisk, er således ikke kendsgerningerne som sådan, ifølge konspirationsteorien, men bagvedliggende ondsindede kræfter, der som en marionetmester styrer pressen, det politiske establishment og uddannelsesinstitutionerne. I konspirationsteori kan man både henholde sig til, at der findes kendsgerninger og samtidig hævde, at hvis kendsgerningerne ikke tjener ens forhold, så er mørkets fyrste på den ene eller den anden måde på spil.

Og sådan kan man fortsætte, så længe man lyster, som både spreder af konspirationer og under-skrivere på dem, og jo mere bevis, der bliver produceret på det modsatte af det, man selv mener eller står for, des stærkere bliver konspirationen mod en selv og ens ligesindede. Alle former for kendsgerninger for eller imod tjener ens politiske formål, men så er det vel netop, fordi man ikke har et politisk formål …

Vincent F. Hendricks er dansk-amerikaner, filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han analyserer amerikansk politik og samfundsforhold i Kristeligt Dagblad.

Andre læser lige nu