Kontroversielle danske teologer skriver Palæstinas historie

Ingrid Hjelm og Thomas L. Thompson, grundlæggerne af den såkaldte Københavnerskole af minimalistiske teologer, er gået i gang med et stort projekt, som skal løsrive historien fra Bibelen, men de afviser, at der skulle være tale om et politisk projekt

”Den ideologi, som Det Gamle Testamente har lagt ind over området, holder ikke til historisk efterprøvelse,” mener teologen Ingrid Hjelm og hendes mand og kollega, Thomas L. Thompson, som er i gang med et storstilet og kontroversielt projekt om at skrive Palæstinas historie i 10 bind. – Foto: Det Danske Hus i Ramallah, DHIP.
”Den ideologi, som Det Gamle Testamente har lagt ind over området, holder ikke til historisk efterprøvelse,” mener teologen Ingrid Hjelm og hendes mand og kollega, Thomas L. Thompson, som er i gang med et storstilet og kontroversielt projekt om at skrive Palæstinas historie i 10 bind. – Foto: Det Danske Hus i Ramallah, DHIP.

Den første jul, efter at PLO-formanden Yasser Arafat som leder af det palæstinensiske selvstyre havde flyttet sit hovedkvarter til Ramallah, holdt han juletale i Betlehem.

”Jesus var palæstinenser”, fastslog Yasser Arafat blandt andet og interesserede sig ikke for de mange løftede øjenbryn, som den udtalelse affødte.

”Alle historier om Jesus er fortællinger,” siger Ingrid Hjelm, der er lektor emeritus ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet.

Sammen med sin mand, Thomas L. Thompson, der har været professor ved Københavns Universitet og nu er professor emeritus ved det teologiske fakultet, tog Ingrid Hjelm i 2014 initiativ til et ambitiøst projekt The Pale-stine history and heritage project (Palæstinas historie og arv-projektet). Et projekt, der tilsyneladende ikke har noget budget, har 40 internationale akademiske medarbejdere med forskellige professionelle baggrunde, og som er planlagt at skulle ende med at udkomme som 10 bind. Det første bind, der beskriver arbejdsmetoden, er for nylig udkommet.

Ingrid Hjelm forklarer, at blandt de 22 forskere, der skriver i det første bind, er ”en tredjedel palæstinensere, israelere og jøder”.

”Vi vil gerne skrive en historie for alle dem, der har levet i det her område. En historie for alle folk igennem 5000-6000 år, der ikke tager udgangspunkt i Bibelen og ikke i Israels historie. Israel var et lille kongedømme, der knapt eksisterede i 200 år (omkring 900-720 år f.Kr., red.), og som så blev en assyrisk provins. Det genopstod aldrig som kongedømme. Og det er det eneste tidspunkt, navnet Israel blev brugt som officiel betegnelse for et politisk defineret område. Den ideologi, som Det Gamle Testamente har lagt ind over området, holder ikke til historisk efterprøvelse,” mener Ingrid Hjelm.

Hun er klar over, at tilgangen til historien og til det geografiske område, som hun fastholder skal kaldes Palæstina, og som er projektets fokus, er kontroversielt og kan skabe voldsom debat.

Men det er hun og Thomas L. Thompson vant til. De tilhører begge den såkaldte minimalistiske Københavnerskole, der ikke betragter Bibelen som en historisk dokument og dermed ikke som bevis for, at de ting, der beskrives i den, overhovedet har fundet sted.

Københavnerskolen er kendt for at have en kritisk holdning til den gængse historieskrivning. Baggrunden for den historie, som Palæstinas historie og arv-projektet vil skrive, skal ifølge Hjelm udelukkende være evidensbaseret. Det vil sige, den skal bygge på primærkilder, arkæologi, indskrifter og så videre. Bibelen vil komme til at blive nævnt, forklarer hun, men ikke som et historisk dokument.

Ingrid Hjelm insisterer på at bruge navnet Palæstina, der normalt kendes som det navn, romerne kaldte provinsen i området omkring begyndelsen af vor tidsregning. Hun begrunder det med, at egyptiske kilder fra det 12. og 10. århundrede før vor tidsregning omtaler området som ”Peles”, og at navnet derfor har været brugt i over 3000 år. Geografisk angiver hun området Palæstina som afgrænset ved Lithanifloden i nord og Egypten i syd, Middelhavet mod vest og ”lidt over Jordanfloden” mod øst.

Det seneste år har de to danske teologer holdt en serie forelæsninger på de palæstinensiske universiteter på Vestbredden om deres projekt. Forelæsningerne har tiltrukket sig stor interesse blandt de studerende, og derfor har den Danida-støttede ngo Det Danske Hus i Palæstina investeret 80.000 kroner i at udgive samtlige Thompsons og Hjelms forelæsninger i bogform. Bogen, der bærer titlen ”The Ever Elusive Past” (Den konstant undvigende fortid), udkom i november på engelsk og arabisk.

Det er i den anledning, at Kristeligt Dagblad har talt med Inge Hjelm, da hun var i Ramallah, og blandt andet har spurgt hende, hvad det er, de palæstinensiske studerende hæfter sig mest ved.

”Vi blev overraskede over, at de siger, at de føler, at de ikke har nogen historie. At de ikke kan forbinde sig selv med den gængse historie, som er den zionistiske historie, og at de derfor føler, at de er blevet skrevet ud af historien. Det er jo ikke kun zionismen, men også Bibelen, der skriver en proportionsforvrænget historie, som gør hele områdets historie til Israels historie. I det første årtusind før vor tidsregning bestod Palæstina af mange politiske enheder,” siger hun.

Forventer de palæstinensiske studerende så, at jeres projekt bliver at skrive deres historie?

”Det må tiden vise. Det interessante er jo at forstå, at historien konstant ændrer sig. Da jeg skrev om samaritanernes historie i slutningen af 1990’erne, var det en anderledes historie om samaritanerne. Siden har de arkæologiske udgravninger bekræftet meget af det, jeg skrev, og har krævet, at vi skriver historien helt om.”

Er jeres projekt et politisk projekt?

”Zionismen siger: ’Vi var her for 2000 år siden. Vi er kommet tilbage og kan tage alt det land, vi vil’. Vi er ikke ude i et politisk formål. Vi vil skrive den korrekte historie. Og de synspunkter, som Københavnerskolen har stået for i 30 år, er nu ved at blive mainstream. Den kritiserer zionismen og den rabiate højrefløj, både den kristne og den jødiske. Der er ikke noget pro-palæstinensisk i det her projekt, men vi er imod den zionistiske grundfortælling om, at de har retten til det her land. Jøderne må købe land, hvis de vil, de har ikke ret til at erobre og tilrane sig land i modstrid med internationale love,” siger Ingrid Hjelm og tilføjer, at FN’s plan om at dele det tidligere britiske Palæstina-mandatområde i en jødisk og en arabisk stat, den såkaldte delingsplan fra 1947, var ”et internationalt overgreb”.

I forhold til Yasser Arafats påstand om den palæstinensiske Jesus giver Ingrid Hjelm sin fortolkning:

”Jesus kom fra Galilæa. Han var jøde. Området var på det tidspunkt en romersk provins, der hed Palæstina. Han var altså en palæstinensisk jøde under romersk herredømme.”