Konvertitter har været involveret i alle islamist-angreb på britisk jord

Onsdagens terrorangreb ved parlamentet i London sætter fornyet fokus på den radikalisering, som finder sted i britiske fængsler, hvor islamister udnytter folk, der søger efter en mening med livet

Khalid Massod (dengang Adrian Ajao) på et skolefoto. Indsat et udateret fotografi offentliggjort af Metropolitan Police.
Khalid Massod (dengang Adrian Ajao) på et skolefoto. Indsat et udateret fotografi offentliggjort af Metropolitan Police. . Foto: AP/Polfoto.

Alt tyder på, at den 52-årige brite Khalid Masood, som stod bag onsdagens terrorangreb i London, blev radikaliseret, mens han sad i fængsel. Hans angreb i regeringskvarteret Westminster havde frem til i går kostet fire mennesker livet, mens flere andre har livstruende kvæstelser. Selv blev han dræbt af sikkerhedsvagter ved parlamentet.

Det var tredje gang på 12 år, at muslimske ekstremister har stået bag terroranslag med dødsofre på britisk jord – og hver gang har konvertitter til islam været involveret.

Første gang var angrebet den 7. juli 2005, hvor fire selvmordsbombere med bånd til al-Qaeda tog 52 andre mennesker med sig i døden med bomber på tre undergrundstog og en dobbeltdækkerbus i London. Næsten halvdelen døde, da den blot 19-årige Germaine Lindsay udløste sin bombe mellem stationerne Kings Cross og Russel Square. Han var få år forinden konverteret til islam, og gik også under navnet Abdullah Shaheed Jamal.

Den 22. maj 2013 bliver infanterisoldaten Lee Rigby på blodig og brutal vis dræbt ved kasernen i London-forstaden Woolwich. Begge gerningsmænd, Michael Adebolajo og Michael Adebowale, kom oprindeligt fra Nigeria og havde fået en kristen opvækst, før de konverterede til islam.

Og det passer ind i et større billede, forklarer Zahed Amanullah, ekspert i antiekstremisme ved tænketanken Strategic Dialogue i London.

”Vi ved, at der er en højere proportion af konvertitter involveret i ekstremisme, fordi de går igennem et identitetsskifte, og derfor er sårbare og lettere at udnytte,” siger Zahed Amanullah.

Han tilføjer, at det er vigtigt at sondre mellem den slags konvertitter og andre, som eksempelvis konverterer i forbindelse med et ægteskab, og som ikke tyr til islam som en form for desperation..

Khalid Masood var oprindeligt døbt Adrian Elms og bliver i britiske medier af gamle klassekammerater beskrevet som ”en smart og sportsinteresseret skoleelev”. Men senere skiftede det til et kriminel løbebane med voldsdomme og fængsel.

”Vi ser ofte, at folk med en kriminel baggrund har et problematisk liv, og de kan eksempelvis udtrykke den vrede ved at tilslutte sig Islamisk Stat, som giver dem en vej ud af deres lidelse gennem et kraftfuldt budskab,” siger Zahed Amanullah om den måde, hvorpå islamister bruger blandt andet fængsler til at rekruttere folk.

Dr. Usama Hasan er leder af islamiske studier ved tænketanken Quilliam Foundation, som også bekæmper radikalisering.

Han illustrerer overrepræsentationen af konvertitter blandt ekstremister med, at omkring 20 procent af de anslået 10.000 vestlige krigere hos Islamisk Stat i Syrien er hvide konvertitter af overvejende vestlig oprindelse, hvilket er en væsentligt højere andel end konvertitter generelt.

”De er nye i troen, og er derfor ofte uvidende om, hvad troen handler om. Ofte har de også mistet forbindelsen til deres ikke-muslimske familie. Det gør dem mere sårbare for karismatisk, ekstremistisk rekruttering, som har et forsimplet verdensbillede om ’dem mod os’, hvilket giver dem muligheden for at dø en ærefuld død som martyr,” forklarer Usama Hasan

Blandt disse tæller nu også Khalid Masood. Britisk politi et stadig i fuld gang med at sammenstykke billedet af, hvordan den positive skoledreng fra Kent ikke alene endte med at blive voldsforbryder, men også søgte til en ekstrem udgave af islam. Med til billedet hører også historien om en dreng, der var den eneste farvede på sin skole i en lille by i Kent. Han gav selv racisme som forklaring, da han som 35-årig havde skamferet en cafe-ejer med en kniv i ansigtet. Et angreb, der sendte ham i fængsel – og dermed åbenbart i hænderne på de ekstremister, som var med til at forvandle ham fra voldsmand til terrorist.