Koptere slås for ret til at bygge kirke færdig

Kristne i Egypten protesterer mod myndighedernes ordre om at standse byggeriet af en kirke

Det affødte vrede reaktioner fra det koptiske mindretal, da de egyptiske myndigheder tidligere på ugen gav ordre til at standse byggeriet af en kirke i Giza-kvarteret i hovedstaden, Kairo. --
Det affødte vrede reaktioner fra det koptiske mindretal, da de egyptiske myndigheder tidligere på ugen gav ordre til at standse byggeriet af en kirke i Giza-kvarteret i hovedstaden, Kairo. --.

Demonstrationer, tåregas, sårede, anholdte og mindst et dødsfald er status i den seneste udvikling i det anspændte forhold mellem Egyptens myndigheder og landets koptiske mindretal.

I løbet af de seneste dage har medlemmer af den ortodokse koptiske kirke demonstreret i protest mod myndighedernes ordre om at indstille byggeriet af en kirke i Kairos Giza-kvarter. Først kom det til kampe mellem koptere og politiet, da politiet i tirsdags gav ordre om at indstille byggeriet af kirken. I løbet af i onsdags kastede flere hundrede koptere sten mod offentlige bygninger i Kairo, hvilket fik de 5000 fremmødte politibetjente til at svare igen. 133 koptere blev arresteret, og en døde under kampene, efter at han blev ramt af skud i låret.

Ifølge den koptiske kirke har de kristne fået tilladelse til at bygge en kirke på stedet, men de egyptiske myndigheder nægter, at sådan en tilladelse er blevet givet til det kristne mindretal. Spørgsmålet om byggetilladelser til nye kirker er et ømtåleligt anliggende i Egypten, hvor myndighederne ofte trækker sagerne i langdrag.

De koptiske kristne beskylder myndighederne for diskrimination, da muslimer som regel ikke har noget problem med at opnå byggetilladelse til moskéer.

Ifølge den koptiske aktivist Miriam Ragey er sagen ikke et spørgsmål om tilladelse fra myndighederne, men om at byggeriet af en kirke sætter muslimers følelser i kog.

"I det øjeblik muslimerne så kirkens kuppel blive bygget, gik de amok," siger hun.

Kopterne har bebudet, at de vil fortsætte byggeriet, selvom myndighederne har beordret det standset og har inddraget maskinerne på stedet.

"Om så præsident Mubarak møder op i egen person, vil byggeriet fortsætte. De (muslimerne) forsøger bare at finde anledning til at få en fod indenfor. Når de har fået det, vil de ødelægge kirken med det samme," siger Mansour al-Sharkawy, der er en af de koptere, der tager del i byggeriet.

Egyptens koptere udgør i dag mindre end 10 procent af den 80 millioner store befolkning. Med jævne mellemrum beskylder kopterne myndighederne for diskrimination, og andre gange kommer det til fysiske kampe mellem koptere og muslimer.

I løbet af det seneste år har der været flere angreb mod koptere. Den 6. januar 2010 blev seks koptere dræbt i et skudangreb mod en kirke. I løbet af de seneste måneder har koptere og muslimer udkæmpet sporadiske kampe, især på grund af rygter om, at en koptisk mand angiveligt har voldtaget en muslimsk kvinde. I et andet tilfælde har myndighederne beordret byggestop i et kloster, hvilket giver anledning til protester fra munkenes side. Ifølge kilder i den koptiske kirke har forholdet mellem kristne og muslimer aldrig været mere anspændt, end det er i dag.

allan@k.dk