Edson Banda er far til et af børnene i grundskole nummer 150 i Zimbabwes hovedstad, Harare. Men den høje magre murer må ikke komme på skolen. Efter hans eget udsagn ”forårsagede han for mange problemer for ledelsen på skolen” - en ledelse, som efter mange forældres opfattelse er travlt optaget af at berige sig selv på elevernes og forældrenes bekostning - og nu har han fået forbud mod at færdes på sit barns skole og område.
Det er ellers på høje tid, at nogen viser interesse for landets yngste borgere og den blakkede kultur, de er omgivet af på de skoler, hvor de gerne skulle finde nogle gode rollemodeller, mener Edson Banda.
”I 2008 bad skoleledelsen os om at bidrage med 50 amerikanske dollars (cirka 290 kroner), fordi eleverne skulle have nye bøger, og skolen ikke havde penge til at købe dem. Tre måneder senere havde skolen stadig ikke købt bøgerne, og regeringen leverede de selvsamme bøger gratis til skolen. Men vi fik ikke vores penge tilbage,” siger han.
Året efter annoncerede skolens ledelse, at der skulle etableres ”et computerlokale fyldt med computere” og bad igen forældrene om at bidrage med 50 dollars. Alle var enige om, at børnene havde brug for computerne, og forældrene havde endnu ikke opgivet håbet om at få bogpengene tilbage. Endnu en gang klemte de pengene ud af privatøkonomien i et land, hvor gennemsnitsindkomsten i 2010 var 500 amerikanske dollars (knap 3000 danske kroner) om året.
”Der skete ingenting. Der kom ingen computere. Først nu, fem år senere, efter at jeg anlagde sag mod skolen via Transparency International (organisation, der arbejder mod korruption, red.), købte skolen sølle 10 computere. Nu bruger skoledirektøren computerlokalet til at drive sit eget sikkerhedsfirma,” siger Edson Banda vredt.
Han kan også berette om, hvordan elevernes hønsehold en dag forsvandt. Hvordan børnenes obligatoriske skoleuniformer pludselig kun kunne købes på skolen. Hvordan lærerne på skolen udbyder privatundervisning efter skoletid og kraftigt anbefaler forældrene at melde deres børn til. Betalingen sker kontant, direkte til læreren.
”Nu får alle vores børn ekstraundervisning, for hvem ønsker, at ens barn skal sakke bagud, fordi man ikke købte den undervisning, læreren anbefalede?”, spørger han.
Edson Banda beskylder specielt skoleinspektøren for at kanalisere penge fra skolen, såvel offentlige som private midler, over i sin egen privatøkonomi samt at bestikke den tilsynsførende fra skolens nærmeste øvre myndighed The School Development Association (Skolernes Udviklingsforbund).
Forholdene på skole nummer 150 i Harare er langtfra usædvanlig. Tværtimod er de mere reglen end undtagelsen for skolerne i Zimbabwe ifølge antikorruptions-organisationen Transparency International Zimbabwe, TI-Z.
Mange forældre har anlagt sager via organisationen, og sidste år udgav TI-Z en rapport, der fastslog, at både offentlige midler tiltænkt familier, der ikke selv er i stand til at betale skolepenge, og forældrenes penge ender i lommerne på indflydelsesrige personer i skoleledelsen. TI-Z har blandt andet haft sager, hvor penge målrettet ubemidlede familier er gået til at styrke uddannelsen af skoleledelsens og lærerstabens egne børn.
I et andet eksempel blev forældrene bedt om at betale en månedlig rate for indkøbet af en ny skolebus til børnene. Længe efter, at bussen var betalt, fortsatte ledelsen med at indkassere de månedlige beløb fra forældrene, uden at det fremgik af skolens regnskab, hvor pengene endte.
Korruptionssagerne på skolerne har næsten alle det til fælles, at de enten skævvrider eller forringer børnenes uddannelsesmuligheder. Annoncerede nødvendige nyanskaffelser dukker enten aldrig op, eller også dukker de op for at forsvinde igen.
Flere af sagsakterne i de korruptionssager, Kristeligt Dagblad har haft adgang til, bærer det officielle stempel fra Zimbabwes uddannelses-, sports- og kulturministerium. Det fremgår klart, at klagerne i de anmeldte sager har fået medhold i ministeriet.
”3. januar 2012”, lyder datostemplet i en af dem. Siden er der ikke sket noget i sagen, fortæller anmelderen, der er skolesekretær og foretrækker at være anonym, men hvis identitet er kendt af Kristeligt Dagblad.
Også dét er typisk. Sagerne bliver anmeldt og registreret, og i nogle af dem bliver der givet medhold efter en undersøgelse. Men så sker der ikke yderligere, fortæller Ashton Anderson, frivillig juridisk rådgiver hos TI-Z.
Han peger på, at der er brug for en reform, der inddrager forældrene mere og gør skolernes økonomi mere gennemsigtig. Frem for alt er der brug for, at en korrupt adfærd får juridiske konsekvenser og ikke som nu får lov til at fortsætte, efter at problemet er fastslået.
”I sidste ende er det politikerne, der tjener mest på korruptionen her i landet,” siger Ashton Anderson.
Organisationen har for nyligt valgt at styrke indsatsen over for landets skoleelever. TI-Z tager ud på skolerne og arrangerer debatter og holder foredrag. Den har haft udskrevet en essaykonkurrence for landets børn og unge for at få dem til at reflektere over korruptionen i Zimbabwe. Og den har udgivet en brochure om korruption, som skal inspirere eleverne til ærlighed og integritet i voksenlivet.