Kosher-vin er en succes

SE VIDEO Israelsk vinbonde er på vej ud på verdensmarkedet med vin, produceret efter jødiske forskrifter. Tysk kansler er begejstret

Eli Ben Zaken har succes med sin koshervin, produceret i Jerusalem efter traditionelle jødiske forskrifter. Foto: Skærmbillede fra BBC-video.
Eli Ben Zaken har succes med sin koshervin, produceret i Jerusalem efter traditionelle jødiske forskrifter. Foto: Skærmbillede fra BBC-video.

 
 
Kan man drikke vin og samtidig være en god troende?

Svaret er et klart ja, hvis man skal tro den israelske vinbonde Eli Ben Zaken, der har haft stor succes med sin kosher-vin, der er produceret efter alle de rette jødiske religiøse forskrifter.

Den 65-årige vinbonde, der ejer vinslottet Domaine Du Castel nær Jerusalem, begyndte sin vinproduktion i 1988, hvor produktionen var så lille, at han primært solgte til venner og lokale handlende.

Men i 1995 fik den engelske vinanmelder Serena Sutcliffe tilfældigvis fat i en rødvin fra Eli Ben Zaken og anmeldte den så begejstret, at den ægyptiskfødte vinbonde pludseligt fik svært ved at følge med efterspørgslen.

"Jeg havde tårer i øjnene. I de kommende dage gik jeg konstant med anmeldelsen i min lomme", lyder det fra Eli Ben Zaken ifølge nyhedsbureauet AFP.

I 2003 valgte Zaken så at gøre hele produktionen kosher, så den overholdt samtlige jødiske forskrifter om presning af druerne til tapning af flasker. En beslutning, som dog handler mere om markedsandele end om religion, erkender den ellers troende Eli Ben Zaken, som håber på at få bedre fat i jødiske kunder i både Israel og den øvrige verden.

Traditionelt har kosher-vin været søde dessertvine, men det ændrer sig forhåbentligt nu, lyder det fra Zaken.

"Vi skal fokusere på vores niche, men vi vil også gerne vise verden, at der er en anden side af vin fra Det Hellige Land. Vi vil vise dem, at det er velsmagende, vellavet og udviklet af solen og krydderier, der er unikke for det israelske landskab", forklarer Zaken.

Og meget tyder på, at den israelske vinbonde kan få hul på det globale marked. Eksempelvis blev den tyske kansler Angela Merkel så begejstret for vinen, som hun smagte under et statsbesøg i Israel, at hun efterfølgende bestilte 240 flasker til kansler-kontoret i Berlin.

Kosher-vinens succes er også blevet bemærket af britiske BBC, der har mødt Eli Ben Zaken på hans vingård. Se video her.