Prøv avisen

Kosovo kan leve med religiøse forskelle

Kosovo-albanerne ønsker et selvstændigt Kosovo. Når de har fået det, kan de sagtens leve fredeligt med det serbiske mindretal, mener blandt andet 75-årige Osman Mulaj, som har en frugtbod i Skenderai i det nordlige Kosovo. – Foto: Janni Thuesen.

UAFHÆNGIGHED: Mandag modtager FN en rapport fra USA, Rusland og EU om mulighederne for Kosovos fremtid. Serbien er stadig modstander af et uafhængigt Kosovo men regionens albanske befolkning har sagt, at de løsriver sig efter på mandag

En mørkegrå Volkswagen bliver vinket ind til siden af det lokale, albanske politi. Den serbiske fører kigger olmt på apparatet, der viser, at han har kørt for stærkt. Han tænder en smøg og siger noget på serbisk til sin passager, som det albanske politi ikke forstår.

Selvom de to befolkningsgrupper lever op og ned af hinanden i byen Mitrovica i det nordlige Kosovo, forstår de ikke hinanden. Det er nødvendigt for det lokale politi at have en tolk med, når de er på patrulje i de områder, hvor albanske byer støder op til serbisk dominerede byer. En oversættelse hjælper dog ikke på humøret.

Foruden sproget ligger også en lang historie af krige mellem dem. Derfor får det lokale politi hjælp af blandt andet det danske militærpoliti under NATO-styrken, KFOR. De militærklædte danskere er med til at forhindre konfrontationer.

Godt 100.000 serbere blev i Kosovo efter krigen i 1999, hvor NATO-styrker bombede de serbiske styrker ud af Kosovo for at forhindre yderligere fordrivelse af albanerne. Kosovos fremtid i forhold til Serbien er igen til debat, når FNs deadline for forhandling udløber den 10. december i år.

Opnår Kosovo selvstændighed, vil to ud af tre Kosovo-serbere forlade regionen, viser en undersøgelse foretaget af Strategic Marketing Agency (Strategisk Marketings Bureau). Undersøgelsen viser også, at den uafsluttede status vedrørende Kosovos fremtid ligger nummer et på listen over ting Kosovo-serberne bekymrer sig over.

Men også Kosovo-albanerne bekymrer sig. På markedsgaden i byen Skenderai i det nordlige Kosovo står 75-årige Osman Mulaj ved sin frugtbod.

Vi har problemer med serberne. Min bror deltog i Anden Verdenskrig og kom aldrig tilbage. Det var serbernes skyld. En kvinde fik franarret sit barn af serberne og så det aldrig igen, siger Osman Mulaj.

På trods af sin store mistillid til serberne, pointerer han, at det ikke er forskellene mellem de to befolkningsgruppers religion, der spiller den afgørende rolle.

Religion spiller ikke en rolle i konflikten mellem serbere og albanere. Europa ved, at vi ikke er ekstremister. Krigene mellem Serbien og Kosovo må stoppe. Derfor må vi blive selvstændige. Og når vi bliver selvstændige, kan vi leve sammen med de serbere, som lever i Kosovo, som vi har gjort i mange år, siger Osman Mulaj, der ikke selv har serbiske venner.

Det skyldes hans opvækst i en landsby, hvor der kun boede albanere, forklarer han.

Historierne på markedsgaden i Skenderai falder som regel ud mod serberne. Det samme skete i 2004, hvor rygtespredningen om, hvem der stod bag drukneulykken af to albanske børn i floden Ibar i det nordlige Kosovo, var med til at indlede uroligheder og efterfølgende kampe mellem de to grupper. Det serbisk-ortodokse kloster Devic blev målet for 2000 vrede albanere, der med molotovcocktail kom stormende fra de omkringliggende bjerge. I dag er klosteret stadig under opbygning.

Når albanerne vælger at angribe et ortodokst kloster, skyldes det, at de ser disse monumenter som nationale monumenter mere end som religiøse monumenter. Konflikten mellem de to grupper er en ren national konflikt, siger Lulzim Beci, leder af tænketanken KIPRED, Kosovar Institut for Policy Research and Development (Kosovosk Institut for Politisk Forskning og Udvikling).

Han har blandt andet været med til at undersøge politisk islam blandt albanerne.

Mange serbere ser Kosovo som fødestedet for deres ortodokse tro, blandt andet med baggrund i de mange klostre, der ligger i Kosovo. Derfor står den serbisk-ortodokse kirke også stejlt på spørgsmålet om Kosovos selvstændighed. Grupper af den serbisk-ortodokse kirke og den politiske elite i Beograd har forsøgt at fremstille de albanske muslimer i Kosovo som radikale islamister for at stoppe regionens selvstændighed. Men ifølge Lulzim Beci er muslimsk ekstremisme ikke udbredt.

Problemet med religion i Kosovo er det samme som i Danmark og i London, nemlig eksporteret islamisme fra Saudi-Arabien. Men det eksisterer kun i meget marginaliserede grupper og er ikke rigtig et problem. Religion spiller en meget lille rolle i Kosovo. Særligt i de albanske samfund. Albanerne er meget sekulære. Jeg vil tro, at kun fem procent af befolkningen er stærkt troende og går regelmæssigt i moské, siger han.

På trods af Kosovo-albanernes afslappede forhold til deres tro, er flere moskéer i de senere år skudt op i Kosovos bakkede landskab. En af dem er moskéen i den lille landsby Morin i det nordlige Kosovo. Her har den 39-årige imam Kastriot Duka sit virke. Han kommer oprindelig fra Albanien, hvor også hans kone og tre børn bor. Han mener, at 25 procent af regionens 1,8 millioner albanere er stærkt troende og beder de obligatoriske fem gange om dagen.

Men 25 procent er en alt for lille del. Jeg tror, at procentdelen vil stige, når Kosovo opnår sin selvstændighed. Det er vigtigt, fordi folk må tro på en gud. Vi blev ikke sat i verden for alene at spise og drikke, men også for at gøre gode ting, siger Kastriot Duka.

Selv har han brugt sit virke som imam til at bygge en sportshal til landsbyens unge med midler fra blandt andet England.

Kastriot Duka har svært ved at svare på, om albanere og serbere føler sig som to særskilte grupper på grund af deres forskellige tro, men han understreger, at han gerne inviterer serbiske ortodokse til at fejre muslimske højtider i hans moske.

Min erfaring er, at albanere og serbere kan leve sammen. Det er ren og skær propaganda fra Serbien, når folk siger, at vi ikke kan leve sammen. Det er ikke sandt. Der står i Koranen, at Gud har skabt forskellige mennesker, derfor bør vi også respektere mennesker, der er forskellige fra os selv, siger han, men skelner samtidig mellem Kosovo-serbere og serbere, der lever i Serbien:

Kosovo må blive selvstændigt så hurtigt som muligt. Det kan ikke forblive en del af Serbien. Vi har intet tilfælles. Men når Kosovo bliver selvstændigt, vil vi blive nødt til at bo og leve sammen. Og det kan lade sig gøre, siger imamen.

Tilbage i vejsiden i Mitrovica i det nordlige Kosovo bliver bøden skrevet, og den grå Volkswagen kan fortsætte. Mange biler i Kosovo kører rundt uden nummerplader for at undgå problemer, når man som Kosovo-albaner nærmer sig en serbisk by og omvendt.

Andre har forskellige nummerplader liggende i bilen, som bliver skiftet, når de usynlige grænser mellem albansk og serbisk territorium i Kosovo bliver krydset.

Welcome to Srbija, velkommen til Serbien, lyder velkomsthilsnen stadig på mobiltelefonen, når man rejser til Kosovo. Og sådan ser Serbien gerne, at det forbliver, mens de albanske indbyggere i Kosovo ønsker uafhængighed. Det er ikke mere end otte år siden, at de to befolkningslag sloges, og mange kan stadig en historie fra krigen, som gør, at serbere og Kosovo-albanere stadig husker, at de ikke er ét folk, siger seniorsergent Christian Hansen, der er i daglig kontakt med den lokale befolkning gennem sit arbejde i et lokalt overvågningsteam, LMT, en enhed under NATO-styrken i Kosovo, KFOR:

De har alle sammen en historie fra krigen. Men de har lært remsen. De har lært at sige, at de kan leve sammen, for de vil selvstændigheden og kan derfor ikke fremstå som hadske, siger han.

Det er også Christian Hansens indtryk, at religionen spiller en forsvindende lille rolle i hverdagslivet i Kosovo. Faktisk så lille en rolle, at overvågningsteamet, der fungerer som NATO-styrkens øjne i lokalsamfundet, slet ikke spørger til religiøse tilhørsforhold.

Vores opfattelse er, at befolkningen tager religionen meget afslappet. Du ser ingen kvinder, der bærer tørklæder, og kun et fåtal fejrede ramadanen for nylig. Vi kalder dem muslim-light, siger seniorsergenten.

thuesen@kristeligt-dagblad.dk