Kosovo og Serbien enes om en slags aftale om et bedre forhold

Under samtaler om en forbedring af forholdet mellem de to er Kosovo og Serbien blevet enige på nogle punkter.

Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, talte sent lørdag aften til den fremmødte presse i Ohrid, efter at Kosovo og Serbien har indgået en foreløbig aftale om en normalisering af forholdet mellem de to lande.
Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, talte sent lørdag aften til den fremmødte presse i Ohrid, efter at Kosovo og Serbien har indgået en foreløbig aftale om en normalisering af forholdet mellem de to lande. Foto: Ognen Teofilovski/Reuters.

Kosovo og Serbien har indgået "en form for aftale" for at normalisere forholdet mellem de to lande.

Det oplyser Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, sent lørdag aften.

- Vi er blevet enige på nogle punkter. Ikke på alle punkter. Dette er ikke den endelige aftale, siger han til journalister i byen Ohrid i Nordmakedonien.

Vucic siger videre, at til trods for uenighed omkring nogle spørgsmål var drøftelserne med Kosovos premierminister, Albin Kurti, "anstændige".

Ifølge præsidenten vil Serbiens vej mod EU-medlemskab være betinget af en implementering af aftalen.

Serbiens og Kosovos ledere er i weekenden samlet i Nordmakedonien i et forsøg på at mindske spændingerne efter mange års konflikt.

EU er mægler ved møderne mellem de to nabolande, som måske engang i fremtiden kan blive medlemmer af EU.

EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, bekræfter sent lørdag aften, at parterne efter 12 timers forhandlinger er nået til enighed om at implementere en EU-støttet aftale for at normalisere båndene.

I samme ombæring beskriver Borrell forhandlingerne som "vanskelige".

Ifølge Josep Borrell åbner den nye aftale for at give mere selvstyre til serbiske flertalsområder - et emne der har været omstridt længe.

- Kosovo har indvilget i straks at indlede - og når jeg siger straks, mener jeg straks - forhandlinger om at etablere en specifik ordning samt garantier for at sikre et passende niveau af selvforvaltning for de serbiske samfund i Kosovo, siger Borrell.

Der bor omkring 1,8 millioner mennesker i Kosovo. Langt de fleste, cirka 92 procent, er etniske albanere. Kun omkring seks procent er serbere.

/ritzau/Reuters