Den grå eminence i russisk industri- og økonomisk politik gennem 30 år, Anatolij Tjubais, forlod i denne uge Rusland, sit job som klimarådgiver i præsidentadministrationen og landets præsident, Vladimir Putin, i protest mod Ruslands krig i Ukraine.
Putins krig er nu fire uger gammel, de russiske styrker ser ud til at være kørt fast, og de ukrainske styrker gør i egne efterretninger, der støttes af Pentagon og Storbritannien, fremskridt – så Putin taber vel?
At drage den sidste slutning vil være en naiv konklusion, for krigen bliver antagelig lang, og den mest sikre udsigt er, at den kun kommer til at producere tabere og det i millionvis. Mens ukrainerne gør fremskridt i forsvaret af nationen, bløder Ukraine sine egne borgere i en uhyggelig flygtningestrøm, der nu omfatter hver fjerde ukrainer, mens en rækker større byer er gjort ubeboelige. Spørgsmålet kan stilles, om Ukraine nogensinde bliver et normalt land igen, for genopbygningsopgaven er allerede nu monumental.
I 2014 satte Putin gang i en lille krig anført af de såkaldte separatister i Donetsk og Luhansk, og der er livet aldrig vendt tilbage til en normalt fungerende hverdag. Dette grufulde scenarie er lige nu også en realistisk fremtid for store dele af Ukraine.
At opgøre en krig af disse dimensioner efter blot fire uger er naivt, for krigslykken kan vende mange gange for begge parter, ligesom resten af Europa og verden kan og vil blive draget tættere og tættere på krigen. Fordi den har karakter af en verdenskrig uden at være det. Det vil sige, at alle betydende aktører tvinges ind, også når de som Kina helst vil holde sig på afstand.
Thukydids fælde lurer i randen af krigen i Ukraine. Thukydids fælde er opkaldt efter den græske soldat og historiker Thukydid, der studerede den peloponnesiske krig mellem den dominerede græske bystat Sparta og den opstigende bystat Athen (431-404 f.Kr.). De to endte i en altødelæggende krig, som ingen af dets ledere ønskede, fordi de blev draget ind i en krig mellem deres mindre magtfulde alliancepartnere. Et element var, at tonen mellem de to landes politikere langsomt radikaliseredes og blev gjort mere hadfuld og antagonistisk.
Og her står verdens to største magter, Kina og USA, skidt. Skal USA’s nuværende præsident, Joe Biden, genvinde posten om to år, så skal han være ”tough on China”, fordi det konkurrerende parti, Republikanerne, hader Kina, og han må matche den position. Kina har det problematisk med den russiske invasion, fordi den bryder med Kinas holdning omkring landes territoriale integritet, men styret i Beijing kan blive tvunget til at fastholde Rusland som strategisk partner, fordi landet er vigtig i Kinas globale konkurrence med USA. I den bedste af alle verdener ville USA og Kina lukke konflikten med udgangspunkt i et fælles synspunkt på Ukraines ret til respekt om landets territoriale integritet. Det scenarie er vi langt fra lige nu, men på længere sigt bør det afprøves diplomatisk.
På længere sigt er vi nødt til at tale om Putin, for der er få løsninger med ham og mange flere uden ham. Den russiske præsident kan ikke gå ud af Ukraine nu. Han er tvunget til at blive. På hjemmefronten er den russiske økonomi skudt sønder og sammen, og Putin har vist sig parat til en fascistisk undertrykkelse af egen befolkning og stat for at undgå en opstand.
Derfor er der grund til at vende tilbage til Tjubais. Han var central rådgiver for Sankt Petersborgs første demokratisk valgte borgmester, Anatolij Sobtjak, som også Putin arbejdede for. Hurtigt kom Tjubais til Moskva, hvor han blev privatiseringsminister, én af de mest centrale positioner i den daværende russiske regering. Senere blev han første vicepremierminister sammen med den senere oppositionspolitiker Boris Nemtsov, der blev dræbt på åben gade tæt på Kreml i 2015. Under Putin blev Tjubais sat i spidsen for Rusnano, et milliardforetagende, der er sat i verden for at fremme russisk nanoteknologi, og indtil denne uge var han Putins personlige rådgiver på klimastrategi.
Tjubais har aldrig tilhørt bestemte fraktioner eller oligarker. Han er 66 år, men er ikke rejst fra Rusland for at gå i eksil eller på pension. Han forlader Rusland, fordi den økonomi, som han og andre i 30 år har stået i spidsen for at udvikle i samspil med vestlige partnere, nu er brudt sammen. Totalt. Han er rejst, fordi han vil have mulighed for at genoptage dialogen og samarbejdet med Vesten, når krigen en dag er slut – han vil ikke personligt besudles af Putins krig.
Og flere fra det, som analytikere benævner Putins økonomisk team, vil vi se forlade Rusland den kommende tid, fordi de er i opposition til Putin og hans sikkerhedsstyrker, der lige nu har Rusland i et jerngreb og udelukker alle andre fra indflydelse. I modsætning til det økonomiske team har sikkerhedsstyrkerne ikke nogen positiv dagsorden til russerne – kun undertrykkelse, krig og fattigdom. Men Rusland har ledere, der vil et andet Rusland, og dem skal i dialog med nu. Den dialog kan begynde i Tyrkiet, hvor Tjubais og ligesindede har taget ophold.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.