Hawa er gravid i syvende måned og har ikke spist i over 24 timer. Ligesom millioner af andre mennesker i hjemlandet Somalia og nabolandene Kenya og Etiopien er hun offer for en omfattende sultkatastrofe, udløst af en langvarig tørke i området kendt som Afrikas Horn. Landbruget er ødelagt, og over 1,5 millioner husdyr er allerede bukket under. Hawa, der bor i en interimistisk teltlejr med et par hundrede andre internt fordrevne, frygter for sin egen og sine børns fremtid.
”Jeg er meget bekymret for husly og mad; jeg beder til, at vi får hjælp,” siger hun til BBC’s Africa Today-podcast.
Allerede inden krigen i Ukraine stod 276 millioner mennesker i flere af verdens fattigste lande over for akut fødevareusikkerhed, som krigen nu truer med at forværre. Rusland og Ukraine er nemlig begge store landbrugslande, og så længe krigen hærger, og deres eksport er sat på pause, vil den globale efterspørgsel skrue prisen på fødevarer i vejret og ultimativt skubbe flere af verdens mest udsatte ud i sult.
Men sådan behøver det ikke være. For verden producerer allerede nok fødevarer – det er distributionen, den er gal med, siger Lars Koch, generalsekretær i den danske udviklingsorganisation Oxfam Ibis:
”Der er mad nok i verden. Problemet er, at priserne stiger. Dem, der har råd, kan spise; dem, der ikke har, må sulte, så det handler om at fordele den mad, der er, bedre," siger han.
På kort sigt handler det om penge. Corona-pandemien har bragt verdens fattige lande ud i en økonomisk krise – knap halvdelen af Afrikas lande er reelt statsbankerot – og mange lande har ganske enkelt ikke råd til at betale eksorbitante priser for basale fødevarer.
”Her og nu skal vi hjælpe med at købe mad til de humanitære katastrofer – på længere sigt skal vi hjælpe landene til at blive selvforsynende med mad, og det handler om klimaresistent landbrug," siger Lars Koch.
Derfor kalder han også EU’s respons på fødevarekrisen for en ”fuldstændig forfejlet politik”.
I sidste uge besluttede EU's landbrugsministre at øge unionens fødevareproduktion ved blandt andet at lade europæiske landmænd opdyrke områder, der ellers har ligget brak af miljømæssige hensyn.
”De humanitære kriser, vi prøver at afhjælpe, skyldes i høj grad klimaforandringer, som er drevet frem af rige landes udledninger, hvor landbruget netop er en stor synder, så at lave mere landbrug er ikke løsningen,” siger Oxfam Ibis-generalsekretæren.
Heller ikke forskningsverdenen vurderer, at løsningen er at give køb på klimaet for at producere flere fødevarer.
”Verdens fødevareproduktion er mere end tilstrækkeligt til at brødføde endog endnu flere mennesker,” skriver over 550 forskere fra hele verden i en opfordring til verdens ledere om at sætte gang i en transformation af fødevaresystemet frem for at øge produktionen.
For det første peger de på, at vi skal mindske madspild. I dag bliver omtrent en tredjedel af verdens fødevareproduktion smidt ud eller går tabt: mad, der kunne havde mættet millioner af munde.
Dernæst skal vi spise mindre kød og tilsvarende omlægge produktionen. 60 procent af de dyrkede arealer i EU bliver lige nu brugt på at producere foder til landbrugsdyr frem for mad til mennesker. Reducerer EU sin brug af korn til dyrefoder med blot en tredjedel, vil unionen kunne kompensere for sammenbruddet i den ukrainske eksport af korn og oliefrø, skriver forskerne.
Et skifte til en mere plantebaseret kost er en god idé, mener Jørgen Eivind Olesen, institutleder på Institut for agroøkologi ved Aarhus Universitet. Dog mener han ikke, at den kulturændring, det vil kræve, kan gennemføres i tide til at bremse den krise, der er undervejs. Derfor er EU-ministrenes beslutning om at øge fødevareproduktion for at være på forkant med fødevarekrisen et tegn på rettidig omhu, mener han.
”At øge produktionen handler ikke om at sikre os selv – EU producerer i forvejen nok til sig selv – men om at sikre den del af verden, der ikke gør. Det er et forsøg på at holde prisstigningen i ave, og det er fornuftigt at komme det i forkøbet," siger Jørgen Eivind Olesen.
Det svære i den nuværende situation er, forklarer han, at ingen kan forudse, hvor mange år krigen – og dermed krisen – kommer til at vare. Olesen har forsket i tørkeeffekter, og her er det tydeligt, at tidshorisonten er en afgørende faktor, ligesom vi ser på Afrikas Horn lige nu:
”Det er ikke et enkelt års tørke, der skaber en krise – det er, når tørken løber over to-tre år, at katastrofen slår igennem. Lige nu står vi i en prekær situation, hvor fødevarepriserne var steget med 40-50 procent som følge af fejlslagne høster rundt om i verden, allerede inden krigen brød ud.”
Sidst verden oplevede en stor fødevarekrise, var efter en omfattende tørke i 2010-2011 – her døde en kvart million mennesker i Somalia.