Vi har nu haft krig i Europa i mere en ni måneder. Den tærskel passerede vi i sidste uge, og fra den kommende torsdag er det vinter, hos os og i Ukraine.
Krigens målestok er Anden Verdenskrig – den største krig i Europa, de største flygtningestrømme i Europa, og de største ødelæggelser siden Anden Verdenskrig.
Nu venter der ukrainerne, ikke os, den værste vinter siden Anden Verdenskrig. Vi ser ind i en ubegribelig humanitær katastrofe.
Situationen er en konsekvens af den russiske invasions fejlslagne gang. Det skulle have været en kort aktion – én, max to uger, hvor den ukrainske hær kapitulerede, og de ukrainske ledere gik i landflygtighed.
Intet af det skete, og siden begyndelsen af september har den ukrainske modoffensiv været i fremgang – russerne har måttet rømme betydelige landområder. Den ukrainske hær har i de befriede områder mødt de samme billeder. Massegrave, torturcentre, miner, ødelagte forsyningssystemer samt simpelt tyveri af alt af selv den mindste værdi. Får Ukraine en dag fred, er genopbygningsprojektet af dimensioner, der trodser enhver fatteevne.
Men genopbygningen står ikke lige for – det handler om at overleve en vinter med udsigt til konstante udfald af elektricitet, varme og vandforsyning. Holdet omkring præsident Volodymyr Zelenskyj har i kombination med den ukrainske hærs høje moral formået at mobilisere en vestlig militær og økonomisk støtte af dimensioner, der heller ikke er set siden Anden Verdenskrig. Skal Ukraine overleve som selvstændigt land og nation, skal den støtte fortsætte uformindsket. Og selv det er ikke tilstrækkeligt.
En måned efter at den ukrainske modoffensiv begyndte, blev dele af Kertj-broen, der forbinder den af russerne annekterede Krim-halvø med Rusland, udsat for sabotage, og den russiske strategi ændrede sig på en eftermiddag: Pludselig stod den på planmæssige retræter der, hvor indtaget territorium ikke længere kunne holdes, og som modsvar massiv ødelæggelse af civil infrastruktur, der siden er forsat på daglig basis. Når nu Ukraine ikke vil overgive sig, så skal landet være et sted, hvor ingen kan bo – et mål, der er opnåeligt i alliance med en hård vinter.
”General Vinter,” som det russiske begreb lyder, har historisk tvunget både Karl den 12, Napoleon og Hitler i knæ. Nu satser Rusland på, at også det ukrainske folk taber mod den hårde modstander. Derfor er opgaven for os, Ukraines allierede, at gøre General Vinter til den russiske hærs største fjende, ikke Ukraines – og den mulighed findes.
Vinteren er jo ikke en årstid, der kommer bag på andre end DSB, og det er derfor beskæmmende, at der ikke er et stort europæisk projekt, der adresserer Ukraines humanitære udfordring. Løsningen er meget enkel og har tre komponenter: For det første at beskytte Ukraine mod russiske missiler og raketter. For det andet, hvor dette mislykkes, at reetablere elektricitet, varme og vand med timers varsel – det er en ingeniøropgave, der kræver en indsats fra teknisk kyndige med nødanlæg og rigelige ressourcer. For det tredje, hvor det første og det andet ikke lykkedes: vintertøj, tæpper, telte, vand og mad.
Den russiske invasion i februar i år producerede som nævnt de største flygtningestrømme siden Anden Verdenskrig, og med vinteren får vi anden bølge, som bør betragtes som en strategisk evakuering – menneskestrømme, der flygter fra vinteren for at returnere til foråret. Også det burde sættes i system af EU gennem etableringen af transportkorridorer såvel som modtagecentre i alle EU-medlemslande.
Solidariteten med Ukraine skal sættes i system og have en overskrift, så de russiske soldater og deres mødre forstår, at kampen aldrig kan vindes. For det er Ruslands og Vladimir Putins tydelige akilleshæl nu.
”Rådet for mødre og hustruer” er en russisk ngo for pårørende til de russiske soldater, der i den forløbne uge åbent har anklaget præsident Putin for ikke at ville se dem i øjnene. De udgør den største trussel mod Putin – vi bør se dem, som Ukraines og vores allierede også.